Francesca Baglioni Orsini var født i 1538 (eller ifølge nogle i 1543) som fjerde datter af Pirro Baglioni og Caterina de' Medici (de 3 ældre søstre var: Vittoria, Cornelia og Isabella Baglioni, senere kom også Virginia og Leonora til). Det var en fornem familie at fødes ind i, Pirro var ud af en Umbriens magtfulde familier, var blevet opdraget hos Ascanio Colonna og adopteret dennes navn, så han også kaldtes Pirro Baglioni Colonna. Desuden var han Storhertug Cosimo I af Toscana's betroede medhjælper og rådgiver - og Storhertugen blev Francescas gudfader. Caterina var ligeledes af ædel byrd og niece til Pave Clemens VII. Parret residerede i Firenze og Francesca tilbragte sine tidligste barneår ved hoffet i denne by indtil 1541, hvor faderen måtte i krig og resten af familien flyttede til deres landgods i Graffignano.

Nogle år efter døde Pirro, da Francesca var blot 12 år, og moderen måtte alene sørge for familiebesiddelserne og de 6 pigebørn. De blev, som skikken var på den tid, sendt til et nærliggende Kloster, i dette tilfælde Convento di San Bernardino i Viterbo, for at få noget dannelse og lære forskellige færdigheder.

Med sådanne aner var det ikke underligt, at Francesca blev forlovet med en ætling fra en anden af tidens mægtige slægter: Orsini-familien. Havde Francesca selv kunnet bestemme, havde hun valgt ægteskabet fra og var i stedet gået i kloster, for hun var tidligt tiltrukket af religiøs meditation og klosterlivets ro. Men som sædvanlig på denne tid havde døtrene ikke noget at skulle sige, og da Francesca var 14 år, blev hun i 1552 gift med Francesco Orsini. Brudgommen var ældste søn af Ottavio Orsini og blev efter ham Greve af Monterotondo, San Polo, Collevecchio og flere andre områder. Desuden var han hærfører i den franske og den toscanske hær.

Parret kom til at bo i Rom i et palæ ved Via del Corso og Francesca tog sin skæbne på sig og passede sine pligter som ægtehustru - selvom ægteskabet forblev barnløst - og husmor, men når der var mulighed for det, kompenserede hun ved at tilbringe tiden i bøn eller med at gøre barmhjertighedsgerninger. Så meget gav hun ud til syge, fattige og nødlidende, at hendes nålepenge og andre gaver ikke kunne dække udgifterne, hvorfor hun endte med også at sælge sine kostbare klæder.

Som mange andre af tidens adelskvinder forsøgte Francesca at hjælpe de kvinder, der var mindre heldige i tilværelsen end hende selv. En del af hendes pengegaver gik til at forsyne unge, fattige piger med en beskeden medgift, således at de kunne finde sig en ægtemand eller gå i kloster, hvis det var deres ønske.

I 1587 rejste Francesca sammen med sin mand til Firenze, hvor de bosatte sig ved Ferdinando de' Medici's hof og Francesca fik det hverv at overvåge opdragelsen af fyrstens søster Eleonora de' Medici og hans niece Maria, som senere skulle blive dronning i Frankrig, samt at være selskabsdame for hertuginde Christine af Lorraine, som Storhertugen giftede sig med året efter. Det var også Francesca, der fik til opgave at rejse til Marseille og ledsage den nye Hertuginde til Firenze.

I 1593/1594 døde Francesco Orsini og Francesca ville da vende tilbage til Rom, men Medici-familien pressede hende til at blive 2 år længere. I 1596 drog hun omsider hjem og ville nu gerne opfylde en gammel drøm om at grundlægge et kloster. Det blev imidlertid vanskeligt at finde og erhverve det rette sted, men omkring 1600 lykkedes det for 6500 scudi at opkøbe en ejendom, der lå nedenfor Quirinalhøjen og ikke langt fra hendes eget hjem, der på det tidspunkt var i et palæ, der idag huser Klosteret ved Kirken Santa Rita. Sælgeren var en vis Vincenzo Menichelli.

Så kunne Francesca omsider grundlægge et Kloster for Dominikanernonner, som skulle optage fattige adelige kvinder i et antal af højst 36. Klosteret kom til at hedde Santa Maria dell'Umiltà : Ydmyghedens Jomfru Maria. Francesca lagde selv grundstenen den 7. Marts 1601 og nogle år senere opkøbte hun endnu en ejendom ud mod Via dell'Umiltà og året efter en lille ejendom, der stødte op til Klosterets have. Byggeriet kom til at stå på i årene 1601-1613. For Klosterets drift sørgede grundlæggeren ved at afsætte et beløb på 63.000 scudi dertil. Midlerne fik hun fra sin medgift, noget arv og salg af sine personlige ejendele. Den pavelige godkendelse af sit værk modtog Francesca i bullen "Inter universa", som Pave Paul V udsendte den 20. November 1607.

De første fire Dominikanernonner, der flyttede ind, kom fra det Kloster, som Francesca's slægtning Maddalena Orsini i 1581 havde grundlagt oppe på Quirinalhøjen, Santa Maria Maddalena a Monte Cavallo. I dette Kloster levede nonnerne i streng klausur og dette princip videreførtes i Santa Maria dell'Umiltà.

Til et Kloster hører også en lille kirke og også byggeriet af denne bekostede Francesca, der ligeledes forsynede den med sølvtøj og møbler samt malerier af Jomfru Maria og Ærkeenglen Mikael, som hun lod maleren Francesco Nappi udføre. Kirken indgik senere som et kapel i Klosteret, da man i 1653 indviede en ny Kirkebygning.

Under byggeriet af Klosteret boede Francesca i det nærliggende Palazzo Tasca-Taverna-Pierbenedetti, som fra 1613 blev indrettet til det Kloster, der idag ligger ved siden af Kirken Santa Rita. Men sine sidste år tilbragte hun i Santa Maria dell'Umiltà, selvom hun aldrig aflagde klosterløftet. Hun døde den 15. Juni 1625 eller den 15. Juli 1626.

Blandt Francesca Baglioni Orsinis gerninger i Rom kan nævnes, at hun lod indrette et kapel i Kirken San Nicola de Portiis (nutidens Santa Croce e Bonaventura dei Lucchesi), som hendes fjerne slægtninge Vittoria Colonna og Giovanna d'Aragona havde protekteret i 1536. Dette skete iflg. Mancini (se litt.note nedenfor) i perioden 1596-1599.
Indretningen af Cappella della Nativita i Kirken San Silvestro al Quirinale var også Francesca's værk. Det fandt sted omkring 1576 og for at dække omkostningerne herved solgte Francesca et af sine perlehalssmykker.

Af Francesca's søstre var der yderligere to, som gik i kloster, mens de øvrige tre blev gift.
Vittoria og Isabella indtrådte i det Kloster, som Francesca gerne selv var blevet i: Convento di San Bernardino i Viterbo.
Cornelia blev gift og det endog 4 gange. Første gang med Ulisse Orsini, anden gang med Federico Savelli med hvem hun fik datteren Virginia Savelli, tredie gang med Francesco Colonna af Palestrina-grenen med hvem hun fik døtrene Giulia og Caterina. (Som et kuriosum kan nævnes, at datteren Virginia blev gift med Stefano Colonna, en broder til Cornelias mand Francesco. Hvilket af parrene, der blev gift først, har jeg ikke fundet oplyst). Efter Francescos død på et tidspunkt efter 1545 blev Cornelia gift for fjerde og sidste gang med Vincenzo Cuttanilla fra Sarno.
Leonora blev gift med Adriano Baglioni fra Perugia. Og den yngste søster, Virginia, blev gift med Ottaviano Baglioni fra Castel di Piero.

Litteratur om Francesca Baglioni Orsini:
Dunn, Marilyn: Piety and Patronage in Seicento Rome: Two Noblewomen and Their Convents. i : The Art Bulletin, Vol.76, no.4 (Dec. 1994, pp.644-663.).
Dunn, Marilyn: Spiritual Philanthropists : Women as Convent Patrons in Seicento Rome. i: Women and Art in Early Modern Europe: Patrons, Collectors, and Connoisseurs /edited by Cynthia Lawrence. 2.printing. Pennsylvania, The Pennsylvania State University Press, 1998. - pp.154-188.
- side 157-163.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori.
- Rione II - Trevi. A cura di Angela Negro. Parte VII. 1995. Side 27-29, 36.
Mancini, Claudio: Francesca Baglioni dei conti di Castel Piero dalla corte medicea alla clausura di Roma. 1997.
Valone, Caroline: Matrons and Motives : Why Women built in Early Modern Rome. - i : Beyond Isabella : Secular Women Patrons of Art in Renaissance Italy / edited by Sheryl E. Reiss and David G. Wilkins. Kirksville, Missouri, Truman State University Press, 2000. (Sixteenth Century Essays & Studies, Volume LIV).
- side 7, 327.
Info.roma: Francesca Baglioni Orsini.