ANNAS ROM GUIDE
San Silvestro al Quirinale

San Silvestro al Quirinale i Via XXIV Maggio nr.10 - kort fortalt:


På venstre side af Via XXIV Maggio (når man kommer nede fra Largo Magnanapoli) gemmer Kirken San Silvestro sig bag en tillukket facade.

Det er da også kun en "kulisse", som blev påhæftet et amputeret kirkerum i 1877, da Via XXIV Maggio blev udvidet og Kirken i den forbindelse mistede sine 2 første kapeller. Samtidig blev gadeniveauet sænket, så den falske dør har overhovedet ingen forbindelse til den bagvedliggende Kirke, der rent faktisk ligger i førstesals højde og nås via en trappe indenfor gadedøren i nr.10 til venstre for facaden. Her kan man ringe på klokken og bede om lov til at besøge Kirken i tidsrummet kl.9,30-12 eller om søndagen mellem kl.11 og 12.

Selve Kirken er ellers ret gammel, den stammer måske fra 800-tallet - eller i hvert fald ikke senere end det 11.århundrede - men den blev ombygget i 1524 samtidig med opførelsen af det ved siden af liggende Kloster.

I Kirken findes en række interessante kapeller samt malerier og relieffer af blandt andre Giovanni Battista della Porta, Domenico Fontana, Stefano Pozzi, Cesare Nebbia, Avanzino Nucci, Maturino da Firenze, Polidoro da Caravaggio og Domenichino.

Også Kirkens smukke og rigt udskårne træloft fra anden halvdel af 1500-tallet er værd at se. Det blev bekostet af Prælaten Marco Antonio Florenzi, som på det tidspunkt havde ejendommen Casa Florenzi på hjørnet af Via XXIV Maggio, der dengang kaldtes Vicus de Cornutis, og Largo Magnanapoli. Han blev forøvrigt dræbt i nærheden af Kirken, hvor ukendte gerningsmænd angreb ham den 10. september 1600.

Foto af Kirken San Silvestro al Quirinale i Via XXIV Maggio i Rom

Florenzi havde også et kapel i Kirken, det andet kapel i højre side, som allerede tidligere husede det tilbedte maleri Madonna della Catena (Madonna med lænken), et romersk ikon fra det 13.århundrede, som stadig kan ses indsat i en niche i altertavlen. Prælaten lod i 1581 kapellet udsmykke med malerier af Cesare Nebbia og viede det derpå til Pius V, hans nyligt afdøde pavelige velynder der senere blev helgenkåret som San Pio V, og Kardinal Alfonso Carafa. Senere fulgte Florenzi's nevø og arving sin onkels eksempel og bekostede i 1629 en marmorudsmykning af kapellets alter.

Kirken passes idag af den religiøse orden I Missionari di San Vincenzo de Paoli, som fik den overdraget af Pave Pius VII i 1814. Før dette var det Theatinerne (I Padri Teatini), som i 250 år, fra 1555 til 1801, havde denne opgave, og før dem påhvilede vedligeholdelsen Dominikaner-Ordenen, der havde fået den pålagt fra 1507.

---- Mere om San Silvestro al Quirinale ---- Rundgang i San Silvestro al Quirinale ---- Plan over San Silvestro al Quirinale -----


Kort over området
Spise og bo i området
Bøger og links om området
Tilbage til Viminalturen
Andre turforslag
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 18.4.2009 og sidst opdateret d. 8.7.2009