|
|
|
San Salvatore in Portico - Nu forsvundet Kirke - Se nr. 24 på Kort over Velabro-Turen |
|
I kvarteret Rione Ripa stod i Middelalderen en lille kirke eller kapel viet til Frelseren (Il Salvatore) og indbygget i det resterne af det antikke Mater Matuta-Tempel. Kirken kaldtes San Salvatore in Portico og tilnavnet "in portico" hentyder til den lange overdækkede søjlegang, som i Middelalderen førte fra Peterskirken og ned til Colosseum og i sit fulde forløb kaldes Porticus Maximae, men på den strækning, der gik fra Marcellus-Teatret og ned til Piazza della Bocca della Verità kaldtes enten Porticus Gallatorum eller Porticus Crinorum. Under udgravningerne omkring nutidens Kirke Sant'Omobono, som blev opført af Skrædderlauget i 1575 på resterne af de ældre kirkebygninger på stedet, fandt man både tempelrester og i det østligste tempel for Mater Matuta også Middelalderkirkens alter og under dette en lille bunke metalmærker i bly. Der var 38 i alt og de dateres til et tidspunkt mellem 1200-tallet og midten af 1400-tallet. Man mener, at mærkerne har været en slags "mønter" til religiøst brug, måske anvendt af den gamle kirkes kanniker eller af medlemmerne af det tilknyttede lægbroderskab Compagnia di Santa Maria in Portico, der med disse kunne hente fødevarerationer. Eller der kan være tale om små religiøse medaljer, som har været velsignet, måske opnået særlig kraft ved at have ligget under Kirkens alter. Disse kan eventuelt have været anvendt til at give, sælge til pilgrimme. Forbindelsen til pilgrimme bestyrkes af Kirkens nærhed til Ospedale di Santa Maria in Portico, hvor disse tilrejsende kunne modtage pleje. Den første gang, San Salvatore-Kirken nævnes i kilderne, er i 1470 under en omtale af en årsfest for lægbroderskabet Compagnia di Santa Maria in Portico, da San Salvatore in Portico dengang benyttedes som kapel for det ved siden af liggende Ospedale di Santa Maria in Portico. I 1482 efterlod lederen af lægbroderskabet, Stefano Satri de Baronilis, en sum penge til San Salvatore-Kirken, så Broderskabet kunne lade bygge en helt ny Kirke på stedet. Samtidig ønskede han også at blive begravet her og hans hustru Maddalena degli Arlotti og sønnen Giovan Battista Satri, der begge også blev begravet her, lod efter Stefano's død opføre et gravmæle, som stadig findes i den nye Kirke, som senere blev bygget viet til Sant'Omobono. I 1510 blev den gamle San Salvatore-Kirke restaureret, men i lang tid ikke længere benyttet som Kirke og derfor i 1575 overgivet til Skrædderlauget, Università dei Sartori, Giubbonari e Calzettari, som nu lod den helt ombygge og genindvie til deres skytshelgen Sant'Omobono. I 1100-tallet stod der ved siden af San Salvatore-Kirken - hvis udseende og størrelse, vi ellers ikke kender noget til - et romansk klokketårn, som på et tidspunkt forsvandt, måske ødelagt, måske revet ned under nybyggeriet. Rester af denne Campanile dukkede kortvarigt op under undgravningerne omkring Kirken i 1936, men fandtes ikke bevaringsværdige og blev derfor jævnet med jorden.
Litteratur om San Salvatore in Portico: |