I området mellem Portico d'Ottavia, floden og den brede, trafikerede hovedfærdselsåre Via del Teatro di Marcello rejser sig de imponerende rester af det antikke Marcellus-Teater, Theatrum Marcelli, på italiensk: Teatro di Marcello, som gaden er opkaldt efter:

Marcellus-Teatreti i Via del Teatro di Marcello. - Foto: cop. Leif Larsson

Det store og ret velbevarede bygningsværk er idag en sammenbygning af de antikke buegange under Teatrets tilskuerpladser og de til- og ovenpå byggede teglstensmure, som danner det store befæstede palæ, som Orsini-familien i flere århundreder har beboet: Palazzo Orsini.

Palazzo Orsini i Teatro di Marcello. - Foto: cop. Leif Larsson

Teaterbyggeriet blev påbegyndt af Julius Cæsar (år 100-44 før Kristus) i det område, hvor man tidligere havde afholdt teaterforestillinger til ære for guden Apollon, hvis Tempel stod lidt nord for byggepladsen. Man kan idag stadig se nogle søjlerester herfra. Den tidligere teaterbygning kaldtes "Theatrum et Proscenium ad Apollinis" og stod muligvis længere mod vest i det gamle Circus Flaminius. Årsagen til Cæsars teaterbyggeri var, at han ikke ville stå tilbage for Gnaeus Pompeius, der i år 55 før Kristus havde opført et teater på en grund mod nordvest. Theatrum Pompeii var det første teater opført i sten, som blev bygget i Rom. Tidligere teatre havde været midlertidige bygninger opført i træ. Theatrum Marcelli blev nu byens andet teater opført på denne "nye" måde.

Cæsar lod en stor del af ejendommene ned mod Tiberen ekspropriere og nedrive. Det gjaldt blandt andet det gamle Pietas-Tempel, hvilket blev voldsomt kritiseret af romerne.

Mens fundamenterne nåede at blive støbt, inden Cæsar blev dræbt, måtte resten af byggeriet vente til Augustus blev Kejser. Han lod yderligere arealer ekspropriere, da han ønskede en større bygning end oprindeligt planlagt.

Teatret stod muligvis færdigt allerede i år 17 før Kristus, da den store højtidelighed fejret med skuespil og konkurrencer, Ludi Saeculares, skulle afholdes. Men selve indvielsen fandt først sted i år 13 eller 11 før Kristus. Sit navn fik Teatret efter Kejserens søstersøn Marcellus, som Augustus havde udpeget som sin arving, men som var død i år 23 før Kristus.

.....
Teatro di Marcello. - Fotos: cop. Leif Larsson

Den gamle Teaterbygning blev restaureret flere gange gennem Antikken: af Kejser Vespasian (69-79 efter Kristus) blev scenerummet renoveret og det lader også til, at der renoveredes under Kejser Alexander Severus i perioden 222-235 efter Kristus.

Marcellus-Teatret brugtes stadig til skuespil i flere hundrede år, antagelig helt op i 300-tallet, men i 365 / 370 blev der af Avianus Symmachus taget materialer herfra til at reparere Ponte Cestio. Brugen skal dog være fortsat også efter dette.

I 700-tallet omtales Teatret ifølge Richardson (se litt.note forneden) som en ruin i "turistguiden" kaldet "Codice di Einsiedeln".

I løbet af Middelalderen blev der muret op, muret til, bygget på og bygget til, så der opstod en solid fæstning med tårne og spir. Det var Pierleoni-familien, som først så mulighederne i den solide bygning, som rejste sig på et strategisk sted, hvor overgangsstedet over Tiberen let kunne kontrolleres.

Senere - omkring 1150 - overtoges fæstningen af Fabi-familien , der også kaldtes Faffi-familien, hvorfor borgen også omtaltes som Monte Faffi.

Fra 1368 ejede Savelli-familien fæstningen. Det var denne familie, der i 1500-tallet lod arkitekten Baldassarre Peruzzi bygge det palæ, som kan ses den dag idag. En jordhøj skabt af bygningsrester, grus og sand, samt aflejringer fra Tiberens mange oversvømmelser lå ovenpå de underste ruiner og gav bygningen navnet Monte Savello. (I 1926 opmålte man disse aflejringer til en højde af 4 meter!)

Palazzo Orsini i Via del Teatro di Marcello. - Foto: cop. Leif Larsson

I 1712 købte Orsini-familien Palæet i Teaterbygningen og kaldte det Palazzo Orsini. I tidens løb blev alle de underste etager indrettet til butikker og værksteder og her var et vældigt liv og leben. I 1926 blev Teatret ført næsten tilbage til sin oprindelige form af arkitekten Alberto Calza Bini. Det skete samtidig med at Capitolhøjen fritlagdes og det tæt bebyggede kvarter nedenfor højen blev revet ned, så den brede paradegade Via del Mare, nutidens Via del Teatro di Marcello, kunne anlægges.

Plan over der antikke Teatro di Marcello

Marcellus-Teatret var - som man stadig kan se af ruinerne idag - en meget stor og pragtfuld bygning, ca. 32 meter høj. Grundplanen er næsten cirkulær med en diameter på 130 meter. Den nordre halvcirkel er selve opbygningen af bænkerader med sæder af hvide marmorplader, anbragt i flere etager, båret af række på række af søjler og buegange med 41 buer, opført af tufblokke og teglsten og dækket af travertinplader. I stueetagens tøndehvælvede søjlegange var der indrettet forretninger imellem talrige ramper og trapper, som førte til de forskellige etager. Rummene i de inderste buegange var mørke og brugtes antagelig som opbevaringsrum. Lofterne i de ydre rum var dekoreret med hvidmalet stuk i runde og ottekantede felter indeholdende forskellige relieffer. Disse stammer dog ikke fra opførelsen, men fra sidst i 2. århundrede.

Den ydre travertinudsmykning bestod i de 2 nederste etager af halvsøjler med doriske og joniske kapitæler mellem buerne, mens den øverste etage, der idag er gemt bag Palazzo Orsini's mure, havde korinthiske halvsøjler og var fuldmuret. Overkanten af de nedre buer var dekoreret med kæmpestore teatermasker i hvid marmor. Nogle af disse kan idag ses i foyeren i Teatro Argentina.

Man mener, at tilskuerrummet ("cavea") havde plads til 15.000 tilskuere, måske helt op til 20.000, som sad på de 3 etager kaldet "ima cavea", "media cavea", og "summa cavea". Derudover var der øverst undet et tag "summa cavea in ligneis", som var reserveret kvinderne.

Grundplanen kendes fra et fragment af mamorbyplanen Forma Urbis, hvor man ser, hvorledes scenerummet optager den søndre halvcirkel, som dog ikke var helt symmetrisk, da den måtte indpasses i arealet med mod Tiberen og den gade, som gik langs flodbredden. På hver side af scenen stod en basilica-bygning, måske et tempel, ligesom der var 2 mindre templer eller altre bagest i halvcirklen. Mellem scene og tilskuerrum var der en bred gennemgang, som måske har været en del af den gamle Via Triumphalis, hvor de triumferende generaler førte deres hære på vejen til hyldningen på Capitol.

Selve scenen var ikke så dyb, men udsmykket med statuer og kannellerede og glatte søjler i hvidt og farvet marmor, blandt andet af sorterne "Granito rosa" og "africano". Siderummene i basilicaform brugtes muligvis som foyer og kan måske have haft krydshvælvede lofter. De kan også have været templer opført som erstatning for de nedrevne helligdomme for Pietas og Diana.

Den antikke forfatter Quintus Asconius Pedianus (1.århundrede efter Kristus) nævner i sin kommentar til Ciceros forsvarstale for Marcus Aemilius Scaurus ("Pro Scauro"), at denne i sin tid havde ladet opstille 4 pragtfulde og store marmorsøjler ved det teater, som han havde ladet bygge, mens han var aedil, og at han senere havde ladet disse flytte op til sit hus på Palatin, men at de nu var blevet anbragt som udsmykning i Theatrum Marcelli.

En stor halvcirkelformet apsismur beskyttede scenen mod Tiberens oversvømmelser.

Litteratur om Teatro di Marcello:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 19 + Tavola 229..
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 819-821.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione XI Sant'Angelo. - 4. edizione riveduta e ampliata / a cura di Carlo Pietrangeli. - 1984 ------- side 26-28.
Harder, Thomas og Hans Scheving: Rom. Gyldendals Bogklubber, 1990. - Ny udgave, Samleren, 2000.
- side 122.
Hintzen-Bohlen, Brigitte: Kunst & Arkitektur Rom. Könemann, 2001.
- side 47.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21.
Neumeister, Christoff: Das antike Rom. Ein literarischer Stadtführer. München, C.H. Beck, 3. Auflage, 1997.
- side 191-192.
Politikens kulturguide - Rom. Politikens Forlag, 2000.
- side 157-158.
Politikens visuelle guide - Rom. Politikens Forlag, 1994.
- side 151.
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 382-383.
Romàntìca, 1: Cercando tra pietre e parole. Milano: Monadadori Electa, 2011.
- side 58-59.
RomArcheologica - 7. Itinerarrio. - Roma : Elio de Rosa Editore, 2000.
- side 21-23.