|
|
|
San Pantaleo Affine - nu forsvunden kirke ved Largo dei Fiorentini - Se ved nr. 78 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen
|
|
Denne lille, nu forsvundne, Kirkes tilnavn "affine" betyder "tæt på" og menes at hentyde til, at Kirken, der var viet til San Pantaleo, lå tæt på Tiberen, på det sted hvor den store kirke San Giovanni dei Fiorentini står idag. Og det var netop på grund af denne store kirke, at den gamle bygning måtte sløjfes. San Pantaleo Affine, også omtalt som San Pantaleo ad flumen (ved floden) eller San Pantaleo iuxta flumen, fandtes på dette sted fra før slutningen af 1100-tallet, hvor den findes nævnt i en bulle udsendt af Pave Urban III, der heri fornyer dens underordnede forhold til Kirken San Lorenzo in Damaso. I en bulle udsendt af Pave Lucius III i perioden 1181-1185 omtales en vis "presbyter Ioantha S. Pantaleonis" blandt nogle "rectores Romanae fraternitatis". Denne "Præsten Ioantha" var altså blandt "lederne af lægbroderskaberne i Rom", men om han var tilknyttet netop denne San Pantaleo-kirke eller blot havde taget San Pantaleo som sin skytshelgen, vides ikke. Under Pave Innocens III (1198-1216) blev San Pantaleo overgivet til lægbroderskabet Collegiata di San Celso e Giuliano, og dette blev bekræftet i 1218 af den følgende Pave Honorius III. I kirkekataloget fra Torino, skrevet omkring 1320, anføres følgende om Kirken: "Ecclesia sancti Panthaleonis iuxta flumen habet 1 servitorem" : Kirken San Pantaleo ved floden har 1 kirketjener. Bemærk ikke en præst eller klerke!. I løbet af 1200- og 1300-tallet gik Kirken efterhånden i forfald og endte med ikke længere at fungere som sognekirke for områdets beboere. Herefter udlejedes bygningen til privatpersoner, så den kunne give lidt indtægt til San Celso. Ifølge Armellini (se litt.note nedenfor) blev Kirken restaureret i 1343. I den anledning skulle der have været opsat en mindesten i Kirken med indskriften: "Thomas abbas et frater eius Andreas fecerunt - fieri hanc ecclesiam sub anno - domini MCCCXLIII" : "Abbed Thomas og hans broder Andreas lod lave denne kirke i Det Herrens År 1343". Men forfaldet fortsatte og i anden del af 1500-tallet var det så udtalt, at bygningen ligefrem manglede sit tag. Murene tog naturligvis skade at dette og alt bidrog til forfaldet. I 1488 udlejede Kirkens ejere, Capitolo di San Celso, både kirkebygning og jorden omkring den "i evig leje" til det i 1448 af florentinske handelsfolk med bopæl i Rom oprettede lægbroderskab Compagnia della Pietà (dei Fiorentini), der som formål havde at hjælpe og pleje de landsmænd, som ramtes under den store pestepidemi i Rom i 1488. Efterhånden ønskede Lægbroderskabet, der nu var blevet ophøjet til et Ærkebroderskab, Arciconfraternita della Pietà, selv at eje deres kirkebygning for derved selv at kunne bestemme en eventuel renovering eller ombygning. Støttet af paverne Julius II (1503-1513) og Leo X (1513-1521), der i 1519 udsendte en bulle med en overdragelsestilladelse, købte de derfor ejendom og jord og endte med i 1520 at rive den gamle bygning ned og på ruinerne at lade opføre en ny, større og bedre Kirke, som de viede til Firenzes skytshelgen Johannes Døberen. Den nye Kirke fik derfor navnet San Giovanni Battista dei Fiorentini. Udover Broderskabets ønske om en ny og større kirke, havde Pave Julius II også en anden grund til at fremme nedrivningen af den gamle San Pantaleo. Den lå nemlig i vejen for den nordvestlige dele af hans højtprioriterede paradegade Via Giulia. Det tyder dog ikke på, at San Pantaleo blev revet ned med øjeblikkelig virkning, for først skulle der laves planer og rejses midler til det nye byggeri og der opstod forskellige uoverensstemmelser mellem bygherrer og arkitekter. Og endelig satte de voldsomme begivenheder omkring de lutheranske hæres belejring og erobring af Rom i 1527 både liv og projekter i bero. Først i 1534 genoptoges byggeriet og samtidig gav Pave Paul III Broderskabet et nyt tilholdssted, nemlig den gamle Kirke Santi Tommaso e Orso, som de omdøbte til Sant'Orsola della Pietà. Litteratur om San Pantaleo Affine: |