|
|
|
Santi Patermuzio e Coprete - nu forsvundet Kirke |
|
Denne lille - nu forsvundne - Kirke med det mærkelige navn stammede tilbage til Middelalderen, men blev revet ned allerede i 1558 under Pave Paul IV, da den stod på et af de steder, som blev indlemmet i den jødiske enklave Ghetto'en. Kirken omtales i kilderne med mange forskellige navne: Santi Muzio e Coppete, Sancti Patermiverii (i en bulle udsendt af Pave Urban III i 1185-1187), San Patrimot (i kirkefortegnelsen Liber Censuum fra 1192), S. Patris Muthi (i fortegnelsen Anonimo di Parigi fra 1230'erne), S. Mutio y Cuppi (i Anonimo Spagnolo fra ca. 1570). Andre betegnelser var: Santi Muzio e Cupo, San Patermivero eller San Patermiverio (under Urban II) og Sanctus Patermotius (i en Vatikanoptegnelse fra 1393), samt altså: Santi Patermuzio e Coprete. Kirken var viet til de græske helgener Alessandro, Patermuzio og Coprete, som alle led martyrdøden i Alexandria og fejres den 9. Juli. Efter nedrivningen flyttedes kulten af de 2 sidstnævnte til den nærliggende Kirke Sant'Angelo in Pescheria. Som man kan se af de ovennævnte forskellige betegnelser for den gamle kirke, blev disse mindre kendte helgeners navne med tiden flere gange omdannet og forvansket. San Patermuzio's navn skal stamme fra det latinske "Patermuthius" og betyde "Muzio's fader". Webstedet Santi e Beati nævner, at det også kunne betyde "padre brontolone", hvilket vil sige "fader gnavpotte". San Coprete omtales også som Can Coppete, men findes altså også benævnt San Cupo eller Cuppi. Kulten af disse græske helgener indførtes ifølge Carlo Cecchelli i Rom i 700-tallet. Kirken findes dog først nævnt i kilderne fra slutningen af 1100-tallet, hvor den er omtalt som S. Patermiverii i en bulle, som Pave Urban III udsendte i perioden 1185-1187. Her anføres den som hørende under hovedkirken San Lorenzo in Damaso. Kort efter nævntes den også (som San Patrimot) i 1192, da den Pavelige skatmester Cencius (Cencio Camerario) samlede sine optegnelser i den såkaldte Liber Censuum. Fra 1230 stammer kirkefortegnelsen kaldet "Anonimo di Parigi", hvori Kirken benævnes S. Patris Muthi. Et dokument fra den 8. Juli 1306 er underskrevet af en Petrus Simeon, som var "Rector" ved det romerske lægbroderskab ved San Patremonii. Kirken nævnes også i andre dokumenter fra 1306-1308, som findes i arkivet ved Santa Maria in Iulia (S.Anna). Desuden ses den omtalt i en opgørelse fra Vatikanet fra 1393. I 1400-tallet kom Kirken til at tilhøre og fungere som gravkirke for den rige Boccapaduli-familie, som også havde et familiepalæ omkring nutidens Piazza delle Cinque Scole, dengang Piazza del Mercatello. Et dokument fra 1532 omtaler 2 huse, der netop stod ved Piazza del Mercatello, tæt ved "ecclesia vulgariter appellatam Sancto Patremutio et Copte": "Kirken der i folkesprog kaldes San Patremutio et Copte". I et testamente skrevet af Gianantonio Boccapaduli den 24. Juli 1454 kaldes Kirken: ecclesia sanctorum Patris Moti. I en salgsaftale fra 13. Marts 1456 står den nævnt som "sanctorum patris mutii" og i et andet dokument fra den 13. Juli 1542 tales der om "ecclesiae sanctorum Mutii et Copis regionis Sancti Angeli in loco mercatello, altså beliggende i kvarteret Sant'Angelo ved Piazza del Mercatello. En indskrift på kirkeklokken, som omtales i 1538, lyder: "ecclesia sanctorum Patrismutii et Copis in Foro Mercatelli". I 1555 blev det gamle Palazzo Boccapaduli inkluderet i det nyoprettede jødiske enklave, Ghettoen, og derfor fraflyttet af familien, ligesom Kirken blev forladt af sin kristne menighed og revet ned i 1558. Af forskellige dokumenter fra arkiverne i San Lorenzo in Damaso udleder historikerne, at Santi Patermuzio e Coprete sandsynligvis har stået lige i udkanten af det område, der kaldtes Contrada del Mercatello, ved indgangen til det jødiske kvarter og porten ved Platea Iudeaeorum.
Litteratur om Santi Patermuzio e Coprete: |