Den 14. Juli 1555 udsendte Pave Paul IV bullen "Cum nimis absurdum", hvori han beordrede indspærring af Roms jøder i det område, hvor de især havde bosat sig, mellem Strada di Pescaria (nutidens Via Portico d'Ottavia) i nord og Tiberen i syd, og afgrænset mod vest af Cenci-familiens mange ejendomme ved nutidens Via del Progresso, samt mod øst af Orsini-familiens bebyggelse i ruinerne af Marcellus-Teatret.
For at lukke området af blev der bygget flere mure, blandt andet midt gennem ejendommene på sydsiden af Via della Pescaria, midt gennem den gamle markedsplads Piazza del Mercatello, og for enden af Vicolo de' Savelli. Prisen for muren var 300 scudi og udgiften blev pålagt jøderne selv. Desuden rejstes der flere porte, som blev aflåst om aftenen, hvor jøderne havde ordre til at blive indenfor Ghettoens mure, mens de i dagtimerne havde lov til at bevæge sig ud i byen, forudsat at de bar særlige kendetegn, en hue eller et sjal i en særlig blågrå og senere gul-orange farve, som også Roms prostituerede havde ordre til at bære.
I Ghettomuren, som blev opført af arkitekten Sallustio (Salvestre) Peruzzi, var der i starten blot 2 porte, men senere åbnedes der i 1577 endnu 1, og i 1585-1590 yderligere 2, så tallet nåede op på 5, som er listet nedenfor og ses på kortet ovenfor. I 1823 kom yderligere 3 porte til.
--- Porta Rua, nr.1 på kortet ovenfor, stod mod nordvest i sydøst hjørnet af Piazza Giudea fuori del Ghetto, omkring det sted, hvor Via del Portico d'Ottavia og Vid di Santa Maria del Pianto mødes. I gadebelægningen er det her markeret det sted, hvor Pladsens fontæne stod. Denne er idag flyttet ned på den moderne Piazza delle Cinque Scuole, ud for nutidens Via Catalana.
--- Porta Pescheria, nr.2 på kortet ovenfor, spærrede adgangen til Piazza Pescaria, hvor det store fiskemarked blev afholdt i skyggen under ruinerne af buerne fra Portico d'Ottavia.
--- Porta Quattro Capi, nr.3 på kortet ovenfor, var bygget ud for Ghettoens smalle gyde Strada delle Quattro Capi, omtrent ud for det sted, hvor Casa dei Vallati står. Navnet "De 4 hoveders Port" hentyder til det tilnavn, som Ponte Fabricio, broen over til Tiberøen, havde fået: Ponte delle Quattro Capi. Denne bro kaldtes iøvrigt også Ponte Iudeorum, Jødernes Bro.
--- Porta Ponte, nr.4 på kortet ovenfor, stod for østenden af den lange Ghetto-gade Via della Fiumara, der afgrænsede den tætte bebyggelse af huse på Tiberbredden, kaldet Ripa Giudia". Porten stod umiddelbart for Ponte Fabricio. Dette område er idag opslugt af murene lang floden og den trafikerede Lungotevere de' Cenci.
--- Porta Regola, nr.5 på kortet ovenfor, stod for vestenden af Via della Fiumara, ud mod Cenci-familiens besiddelser og tilkørselsvej Vicolo de' Cenci, det vil sige ved nutidens Via del Progresso, hvor denne munder ud i Lungotevere de' Cenci.
Hver aften, en time efter solnedgang i perioden 1. November til Påske og 2 timer efter solnedgang resten af året, blev alle portene lukket og aflåst og der herskede herefter udgangsforbud for alle jøder. Om morgenen ved daggry blev portene atter åbnet og beboerne kunne bevæge sig udenfor, men ud over den særlige beklædning var der også andre restriktioner. Den jødiske befolkning havde ikke frit erhvervsvalg og størsteparten måtte ernære sig ved køb og salg af brugt tøj og klude, som marskandisere eller produkthandlere. Men på kristne festdage måtte de ikke gå udenfor murene og udføre deres erherv. Desuden var det dem forbudt at eje fast ejendom, så den, der inden Ghettoens oprettelse havde ejet hus og lignende, skulle straks sælge disse ejendomme til en kristen køber. Man kan nemt forestille sig, hvorledes sådan en situation pressede priserne og mange kristne gjorde rigtig gode handler her.
Få dage efter den første bulle, udsendtes den 25. Juli et dekret, hvori det præciseredes, at jøderne havde fået tildelt et område på ca. 1 hektar mellem Strada della Rua og Via della Fiumara. Denne sidste gade var dog ikke inkluderet for ikke at forstyrre trafikken mod Ponte Quattro Capi. Det er muligt, at jøderne også havde fået tildelt et område øst herfor, langs floden og frem til Ponte Santa Maria (Ponte Palatino), men denne del må i så fald ret hurtigt være blevet inddraget, da den kun nævnes i et enkelt dokument, som evt. blot har været et forslag.
Da man snart efter inkluderede Via delle Fiumara i Ghettoen, blev det nødvendigt at anlægge nogle nye veje til trafikken mellem Tiberbroerne. Mod vest anlagdes i 1556 mellem floden og Piazza Giudea den nord-syd gående Vicolo de' Cenci, mod nord anlagde man en parallelgade til Strada della Rua, svarende til nutidens Via del Portico d'Ottavia, mens den gamale gade, som mod øst forbandt Piazza Pescaria med Piazza delle Tre Cannelle, blot blev ændret lidt.
Forholdene for Roms jøder
var ikke lige strenge igennem de over 300 år, hvor Ghettoen kom til at danne rammen om denne befolkningsgruppes liv. Nogle Paver var mere humane og der var mildere perioder, for eksempel under Pave Pius IV (1559-1565), der med sin bekendtgørelse "Jus Gazzagà" prøvede at forhindre de kristne husejere i at hæve huslejen i Ghetto'en urimeligt. Hans efterfølger Pius V (1566-1572 strammede imidlertid atter jødernes vilkår og menighedens økonomi blev væsentlig forringet. Gregor XIII (1572-1585) lettede påny nogle af forbudene, men pressede istedet på med tvangsprædikener for at få gang i jødernes omvendelse. det var i disse - og de følgende mange år - at de frygtede tvangsdåb forekom, hvor det i perioder hændte, at jødiske børn - og såmænd også voksne - nærmest blev bortført fra Ghetto'en for at blive tvangsdøbt.
Den strenge Sixtus V lettede lidt på de stramme regler og ønskede jøderne både beskyttet, respekterede -- og derpå også beskattede. Denne Pave udvidede Ghettoens grænser og gav i nogle tilfælde jøder tilladelse til at bosætte sig udenfor murene. Han afskaffede ligeledes det forhadte gule klædningsstykke og åbnede igen muligheden for jødisk pantelånervirksomhed, dog med et renteloft på18 %. Han sørgede også for bedre vilkår for jødernes handel og gav tilladelse til oprettelse af 64 pantelånervirksomsheder.
Sixtus V, som ved sin hofarkitekt Domenico Fontana's hjælp lod Via della Fiumara inkludere i Ghettoen samt opføre de 2 porte for enden af denne gade, var Pave fra 1585 til 1590 og hans efterfølgere var ikke så humane, så de fleste af hans reformer blev efterhånden rullet tilbage til det gamle, strenge regime. Således strammede Clemens VIII (1592-1602) få år efter atter skruen, og hadet og forfølgelserne genopstod.
På dette tidspunkt talte den jødiske menighed i Rom ca. 4000 medlemmer, der levede i fattigdom og nød, også på grund af de skatter, som de skulle betale til Kirken, og som var steget til ekstreme højder i midten af 1600-tallet. Så høje var skatterne blevet, at den romerske menighed måtte ud at låne penge for at kunne betale det skyldige beløb.
Det skulle imidlertid blive endnu værre, da Innocens XI i 1682 forbød jøderne at drive pantelånervirksomhed og på denne måde ødelagde deres sidste og eneste virkelige indtjeningsmulighed.
I 1700-tallet levede mere end 6000 jøder under disse elendige og fattige forhold i Ghetto'en. For at opretholde livet var de nødt til at tage til takke med de ringeste job som omvandrende sælgere af brugte, dårlige og elendige sager og ragelse, som forhandlere af brugt tøj i elendige butikker eller måske som skræddere.
Paverne Benedikt XIV (1740-1758) og Clemens XIV (1769-1774) gjorde nogle mindre forsøg på at lette forholdene for Ghetto'ens beboere, men i 1775 udsendte Pius VI bullen "Editto sopra gli Ebrei", der endnu engang forringede jødernes livsvilkår.
I 1798 proklameredes for en kort periode den første Romerske Republik og med tidens lighedstanker åbnedes Ghettoen og jøderne fik samme rettigheder som andre borgere. Trods plantningen af et "frihedstræ" på Piazza delle Scole varede friheden dog kun en kort overgang, inden alt atter blev som før.
I 1823 lod Pave Leo XII Ghettoen udvide med den lille Via della Reginella og en del af Via di Pescaria og yderligere 3 porte blev opsat.
Under Pave Pius IX (1846-1878) blæste der i starten lidt mildere vinde, da han lod fjerne de lænker, som tidligere Paver havde beordret opsat, da Via della Reginella var blevet inkluderet i Ghetto-området i 1823.
I 1848 blev noget af Ghettomurene brudt ned af romerske "frihedskæmpere", som var opildnet af folkepatrioten Angelo Brunetti, kaldet Ciceruacchio. Men den endelige afskaffelse af Ghetto'en kom først i 1870, da Kirkestaten var bukket under og Rom var blevet en del af det nye Italienske Kongedømme. Med lukningen fulgte også afskaffelsen af alle de restriktioner, som jøderne havde været underlagt, og denne befolkningsgruppe var nu ligeværdige romerske borgere.
I 1888 udførtes det store arbejde med at bygge digerne og murene mod floden, der så mange gange havde været skyld i store oversvømmelser og ulykker. Ved denne lejlighed rev man hele den gamle husrække på flodbredden Ripa Giudia og sydsiden af Via della Fiumara ned, så Lungotevere de' Cenci kunne anlægges. Samtidig ønskede man at fjerne den skamplet, som det jødiske indelukke havde været, og også alle de gamle huse - der var blevet udnyttet til det yderste, med tilbygninger og overbygninger og smalle, smalle gader med høje lejekaserner der ikke tillod mange solstråler at nå ned - med efterfølgende sundhedsproblemer - blev nu revet ned i hele området mellem Via del Portico d'Ottavia og floden.
Frem til 1911 opførtes nu i stedet 4 store karréer med boligejendomme og kontorer, samt i den sydvestlige blok den store nye synagoge, tegnet af arkitekterne Vincenzo Costa og Osvaldo Armanni og indviet i 1904, hvorefter også de 5 gamle "scole" blev revet ned i 1910. En del af de gamle bygninger er idag genanvendt i et kapel for spansktalende, som findes i den nye bygnings kælderetage.
Trods de mange nedrevne boliger forblev mange af Roms jøder trofaste mod deres gamle kvarter og bosatte sig i de omkringliggende gader, hvor man stadig kan finde mange jødiske forretninger, kosherslagtere og restauranter.
Kvarteret var også udsat for razzia'er under den tyske besættelse, hvor 2091 jøder blev deporteret og mange andre blev dræbt ved Fosse Ardeatine den 24. Marts 1943.
Hvor mange personer boede der så i Ghetto'en?
Simoncini (se litt.note forneden) skrivet, at der inden Ghetto'ens oprettelse boede ca. 1750 jøder i Rom. Omkring 1200 af disse boede i kvarteret Rione Sant'Angelo, det vil sige i det område, der i 1555 blev til Ghettoen. Ca. 200 og 350 boede i nabokvartererne Rione Ripa (mod øst) og Rione Regola (mod vest). Endelig boede der mindre antal i byens andre dele. De fleste af jøderne i Rione Sant'Angelo boede langs gaden Rua dei Guidei. Allerede Pave Eugen IV (1431-1447) havde opfordret den jødiske befolkning til at samle sig her, men der var ikke blevet udstedt nogen specifik ordre herom. Der boede også mange jøder omkring Piazza Giudea og gaderne der herfra førte mod vest til Campo de' Fiori. Her fandtes særlige boliger, som udlejedes til de fattigste jøder og kaldtes "serragli". De rigere og mere velstående jøder kunne imidlertid frit vælge, hvor de ville bosætte sig i byen, - dog mod at erlægge en særlig afgift.
Det var tilsyneladende for mange kristne en anstødssten, at jøderne således kunne købe huse og bosætte sig i nærheden af - ja måske endog lige ved siden af eller overfor - en kristen kirke. Og at de desuden kunne havde kristne tjenestefolk eller ammer til deres børn. Utilfredsheden var nogle steder så stor, at man ligefrem mente, at jøderne skulle være sendt ud af landet, ligesom det var sket i Spanien. Og at Paven havde være "barmhjertig" ved "kun" at beordre dem lukket inde.
Under Sixtus V (1585-1590) boede der omkring 3500 jøder i Ghettoen, som på den tid dækkede et areal på ca. 270 x 180 meter.
Under Pesten i 1656 menes 800 af 4000 jøder i Ghettoen at være døde af sygdommen.
I perioden 27. Juli til 17. August 1733 lod de pavelige myndigheder udføre en folketælling i Ghettoen af skattemæssige hensyn og disse papirer er idag bevaret, så vi kan deraf udlede, at der på dette tidspunkt i det indelukkede område boede ikke mindre end 4059 personer fordelt på 892 familier.
Fra 1796 findes en optegnelse af medlemmer af de 5 synagoger, hvoraf man kan se, at der i Ghettoen på denne tid boede omrking 3617 personer.
Trosfrihed?
Det kom ikke på tale at forbyde jøderne at dyrke deres religion, men det var ilde set og kunne naturligvis chikaneres. For eksempel beordrede Paven, at jøderne kun måtte have én synagoge, til trods for at der fandtes kult på flere sprog og retninger. De synagoger, kaldet "scole", som fandtes rundt om i byen, skulle lukkes eller rives ned. Der kom dog efterhånden til at være 5 scole indenfor Ghettomuren, men anbragt således, at der var en form for fælles adgang til dem via pladsen foran bygningerne, kaldet Piazza delle Scole og senere Piazza delle Cinque Scole. Her stod Scola del Tempio, Scola Catalana, Scola Castigliana, Scola Siciliana og Scola Nova. Den første var den ældste af synagogerne og her anvendtes ligesom i de 2 sidste det italienske sprog. I de 2 øvrige synagoger talte man spansk.
Vandforsyningen:
Fra oprettelsen i 1555 og frem til 1593 havde jøderne i Ghettoen kun den mulighed at hente deres vand fra floden. Pave Paul V (1605-1621) lod imidlertid opføre en fontæne på Piazza delle Scole, så beboerne kunne få rent drikkevand herfra. Fontænen var udsmykket med drager, som var Pavens våbensdyr, og med en 7-armet lysestage.
Litteratur om Il Ghetto:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 19.
Bevilacqua, Mario: Il Monte dei Cenci : una famiglia romana e il suo insediamento urbano tra medioevo ed età barocca. Roma, Gangemi Editore, 1988. (Roma, storia, cultura, immagine, 3).
- side 46-60.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 435-436.
Den Arend, Paul: Guide to the Jewish Ghetto in Rome : the places, the history, and the life of Roman Jews. - Haren (Holland) : VandiDesign, 2015.
Fiorentino, Luca: Il Ghetto racconta Roma : The Ghetto reveals Roma. - Roma : Gangemi Editore, 2005.
Fornari, Salvatore: La Roma del Ghetto. Palombi, 1984.
- side 181.
Groppi, Angela: Gli abitanti del ghetto di Roma : La "Descriptio Hebreorum" del 1733 / a cura di Angela Groppi. - Roma, Viella, 2014. - (I libri di Viella, 187).
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione XI S. Angelo / a cura di Carlo Pietrangeli. - 4a edizione riveduta e ampliata. - 1984 ------- side 42-48.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 + 28 (før de nyeste fund).
Lombardi, Ferruccio: Le piazze storiche di Roma esistenti e scomparse. Newton & Compton, 2001.
- side 365-379.
Lozzi Bonaventura, M. Antonietta: A piedi nella Roma Rinascimentale e Barocca: Rinascimento romano. (Guide Iter, A piedi... 7). Edizioni Iter, ristampato 1997.
- side 40-43.
Modigliani, Anna: Mercati, botteghe e spazi di commercio a Roma tra Medioevo ed età moderne. Roma, "Roma nel Rinascimento", 1994.
- side 57-61.
Simoncini, Giorgio: Roma : le trasformazioni urbane nel Cinquecento. Vol. I : Topografia e urbanistica da Giulio II a Clemente VIII. Leo S. Olschki Editore, 2008. (L'ambiente storico : Studi di storia urbana e del territorio, XII).
- side 161- 164.
Stow, Kenneth: Theater of Acculturation : the Roman Ghetto in the Sixteenth Century. - Seattle & London : University of Washington Press, 2001.
Violetti, Lelio: A passeggio per il Ghetto. - Roma : Gangemi Editore.
Andrea Pollett: Curiosità romane: Rome's Ghetto (engelsk tekst).
--- samt her: tegning af den gamle Ghetto af Antonio Tempesta (1593).
Museo Ebraico, Roma: Ghetto-huse langs Tiberbredden.
Romeartlover.it (engelsk tekst): Piazza Giudia.
TursimoRoma.it: Ghetto (engelsk tekst).
Wikipedia (engelsk tekst): Roman Ghetto.
Wikipedia (fransk tekst): Ghetto de Rome.
Wikipedia (italiensk tekst): Ghetto di Roma.
Wikipedia (tysk tekst): Römisches Ghetto.
