ANNAS ROM GUIDE
Santa Pudenziana

Kort om Santa Pudenziana:

Kirken Santa Pudenziana ligger i Via Urbana og har en meget lang og spændende historie (se et kronologisk rids herover).

Ifølge legenden er Kirken bygget ovenpå et antikt hus, som tilhørte den kristne senator Pudens, og i hvilket Apostlen Peter (San Pietro) boede under sit ophold i Rom. Her skulle senere være opstået en lille Kirke Titulus Pudentis og senere i et ved huset indrettet lille termeanlæg Kirken Santa Pudenziana viet til Pudens' datter Pudenziana. Pudenziana er antagelig ikke en historisk person, hvorimod der vistnok er mere belæg for hendes søster Prassede, til hvem den nærliggende kirke Santa Prassede er viet.

Man har ved udgravninger under Kirken fundet rester af antikke bygninger, blandt andet det lille badeanlæg Thermae Novatianae eller Thermae Timotheanae fra det 2.århundrede efter Kristus og en ældre romersk villa.

Selve Kirken blev nok påbegyndt i slutningen af det 4.århundrede og trods mange senere restaureringer, kan man stadig se mange af de gamle bygningsdele helt tilbage til termebygningen fra det 2.århundrede. På Kirkens facade er der en smuk frise fra det 8. eller 11.århundrede og i Kirkens apsis en mosaik fra det 4.århundrede, den ældste apsismosaik vi kender. Den er desværre flere steder kraftigt restaureret. I Kirkens gulv er der nogle steder mulighed for at se ned til udgravningerne nedenunder. I venstre side af Kirken ligger Cappella Caetani, bygget i årene 1598-1614 og et smukt eksempel på overgangen fra Senrenæssance til Barok.

Bag ved Kirkens gamle apsis ligger der ud mod Via Cesare Balbo et gammelt kapel fra Middelalderen, "Oratorio Mariano", med nogle meget smukke og interessante fresker fra slutningen af det 11.århundrede.


- Mere om Santa Pudenziana -


Fotos af Kirkens ydre
Fotos fra Kirkens indre
Kirkens historie før år 1000
Kirkens historie efter år 1000
Rundgang i Kirken
Plan over Kirken
Litteratur om Kirken
Tilbage til byturen
Kort over området
Spise og bo i området
Kronologisk rids om komplekset
Domus Pudentis
Titulus Pudentis
Thermae Novatianae
Oratorio di San Pastore
Oratorio Mariano
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 24.1.2005 og sidst opdateret d. 3.9.2010