ANNAS ROM GUIDE

Via dei Delfini

Se nedenfor nr. 131 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen

 

 

Via dei Delfini betyder ikke "delfinernes gade", men er opkaldt efter det palæ, som den romerske familie ved navn Delfini havde i området.

Gaden danner grænse mellem kvartererne Rione Campitelli og Rione Sant'Angelo og den løber fra Via dei Funari i vest ud for Kirken Santa Caterina dei Funari, mod øst til den møder Via Cavalletti, hvorefter den drejer mod nordøst og ender oppe i Piazza Margana.

Gaden begynder til højre for Kirken med nogle gamle og dårligt vedligeholdte bygninger. På muren ud mod Kirken sidder en mindesten for den romerske digter Giggi Zanazzo, der levede fra 1860-1911 og fødtes i dette hus. Monumentet er udført af Amleto Cataldi og opsat i 1929. Det består af en tyk plade i peperino-sten, som er opdelt i 3 dele. I midten er der en rund niche med en bronzebuste af den afdøde og på hver side står en lille engel i bronze. Nedenunder er der en indskrift med teksten: "Al poeta Giggi Zanazzo che dell'anima popolare romana seppe esprimere il riso e la tenerezza con accenti d'arte non perituri, i concittadini memori XXXI gennaio MCMXXIX". ("Medborgerne opsatte den 31. Januar 1929 dette til minde om digteren Giggi Zanazzo, som med kunstens uforgængelige strofer forstod at udtrykke smilet og ømheden i den romerske folkesjæl"). Til venstre ses en anden mindeindskrift: "Nacque in questa casa li XXXI gennaio MDCCCLX" ("Han fødtes i dette hus den 31. Januar 1860"). Til højre står nogle linier fra en af digterens sonetter: "da la loggetta di casa mia m'affacio e guardo in giù vedo la strada vedo la piazzetta..." ("fra loggia'en på mit hus læner jeg mig ud og kigger ned (og) ser gaden (og) pladsen...").

På gadens nordside står på det første stykke efter Kirken en række huse fra 1400-tallet. De støder op til det store Palazzo Delfini, der strækker sig på det, der nu er gadens nordvestside, fra hjørnet ved Via Cavalletti og op til Via dei Polacchi. Den 3-etagers bygning i lyst puds med stenkvadermønster har straks på det første stykke af muren en lille søjle indmuret i facaden i stueetagen (den stammer måske fra et ældre hus med en portico, der lå ud mod en lille gyde, som senere - efter 1748, hvor den stadig kan ses på Nolli's kort over Rom - blev indbygget som en korridor i palæet). Ved siden af ses en smuk portbue af kraftige stenkvadre, som udgør hovedindgangen i gadens nr.16. Denne facade er fra 1500-tallet. En række tilgitrede vinduer efterfølges af flere portbuer, der idag er indrettet til forretninger. Den sidste i gadens nr.20, hvorefter der følger en lille forbindelsesmur med en gitterlåge ind til en indre gårdsplads og den nu aflukkede gyde Vicolo dei Polacchi.

I den halvcirkelformede bue over porten sidder et lille Madonna-billede bag glas, der med sine reflekser gør det svært at studere det nærmere. Det drejer sig om en Madonna med Barnet af typen "Madonna del Rosario", hvor Jesus-Barnet fremviser rosenkransen for beskueren. Det er et lille oliemaleri fra 1800-tallet. Både Maria og Barnet er forsynet med kroner i ædelmetal.

Ejendommen nr.22-25 er fra 1700-tallet og meget forsømt. Facadens okkerfarvede puds skaller af og etageadskillelsesbåndene er ligeledes forsvundet. Vinduerne har ingen rammer og forretningerne i stueetagen er indsat i store firkantede rammer, hvoraf kun en enkelt er i travertin. Huset har 4 etager og danner hjørneejendom til Via dei Polacchi.

Og hermed er vi fremme ved Piazza Margana og kan spadsere tilbage gennem Via dei Delfini for at se på husene på gadens østside.

Huset før hjørnehuset her er Palazzetto Albertoni fra 1500-tallet med indgang fra Pladsen i nr.35.

Det følgende hus med 2 fag til Pladsen og resten af facaden mod Via dei Delfini nr. 25-32 stammer fra 1400-tallet og som ejendommen overfor i dårlig stand. Facadepudsen skaller af, men de dekorative elementer omkring vinduer er bevaret. Selve hushjørnet er imidlertid ikke særligt dekoreret, der er få vinduer og de sidder højt og uregelmæssigt. Der kan her være tale om et gammelt tårn, som er inkorporeret i beboelsen.

Ejendommen er ellers forsynet med mange spændende detaljer. Her er en høj stueetage og 3 øvre etager under et bredt, fremspringende og udskåret tagudhæng. Flere af vinduerne sidder parvis, på førstesalen er de høje og indrammet af profilerede karme under vandrette overliggere. På andensalen består de af små buer, der nogle steder nærmest giver indtryk af en lille loggia. Trediesalens vinduer er mindre og nærmest kvadratiske. I stueetagen alternerer små og store, tilgitrede vinduer med portåbninger, nogle i tilmurede buer, og døråbninger. I midten i nr.31 er der en smuk portal kantet af en bue i kraftige stenkvadre og ved siden af denne et tilmuret vindue med et nærmest skydeskårsagtigt hul.

Ejendommen fra nr. 33-36 tilhører også Albertoni-komplekset, den kaldes her Palazzetto Paluzzi di Albertoni. Den er bygget i 1600-tallet med facade i teglsten og portal kantet af kvadersten. Huset har 7 fag i 3 etager ud til gaden og 3-4 fag mod gyden Vicolo Capizucchi. Hushjørnet er her beskyttet af en vandret række kvadersten i arten peperino.

Her knækker gaden mod vest og på resten af sydsiden står sidefacaden til Palazzo Patrizzi a Santa Caterina også kaldet Palazzo Patrizi Clementi. Det er bygget i 1500-tallet på det sted, hvor der tidligere stod et af de 3 tårne i Rom, der kaldtes Torre del Merangolo (eller Melangolo). Det 3-etagers hus er pudset op i en gul-okker farve og hushjørnernerne er forsynet med vandrette bånd af hvide stenkvadre. Der er omkring 6 fag ud til Via dei Delfini og 3 ud mod Pladsen foran Kirken, hvor hovedingangen findes under en stenkarm med teksten "Clementi" og en smuk marmorbalkon på førstesalen.

Det meste af Via dei Delfini er anlagt ovenpå antikke bygningsrester. Under Palazzo Patrizi stod det nordvestlige hjørne af søjlegangene rundt om anlægget Portico d'Ottavia, samt den vestlige tilbygning ved siden af den biblioteksbygning, hvis vestmur lå næsten parallelt med Via Cavalletti. I den nordlige del af Via dei Delfini og Piazza Margana stod en række bygninger, måske forskellige beboelseshuse af domus-typen.

 

 

Litteratur om Via dei Delfini:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 19.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 340-341.
La Grande Guida dei Rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 629.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione X Campitelli, Parte Prima / di Carlo Pietrangeli. - Nuova edizione aggiornata. - 1992 ------- side 34.
--- Rione XI S.Angelo - 4. edizione riveduta e ampliata / a cura di Carlo Pietrangeli. - 1984. ------- side 5, 68, 81, 82, 94.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
info.roma.it: Via dei Delfini, Roma.
Romasegreta.it: Via dei Delfini.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 24.11.2015 og sidst opdateret d. 1.3.2016