|
|
|
Vicolo del Cefalo Se til højre for nr. 81 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen |
|
Vicolo del Cefalo er en lille gade, som i kvarteret Rione Ponte løber mellem Via Giulia i nordøst og ned til Lungotevere dei Sangallo i sydvest. Man mener, at gydens navn "cefalo" er en forvanskning af slægtsnavnet "Ceoli", da en bankier af dette navn på et tidspunkt ejede det Palæ, der idag kaldes Palazzo Sacchetti. Gadens navn er blevet stavet på mange måder gennem tiden: Vicolo dei Cevoli, Vicolo del Cefolo, eller Vicolo dei Ceuli. I 1500-tallet kaldtes den iøvrigt for Via delle Catene eller Vicolo della Catena, fordi en kraftig lænke spærrede vejen til Palazzo Sacchetti. Som kuriosum kan nævnes, at den i et af Vatikanets arkiver er omtalt som "strada per dove passavano gli acquaioli che andavano a provvedersi al fiume" : "den vej, hvor de vandsælgere, der gik ned til floden for at hente vand, færdedes". Vicolo del Cefalo indgår i et ældre gadeforløb, som inden Corso Vittorio Emanuele II's ødelæggende gennembrydning af kvarterets indre netværk forbandt området omkring Via dei Banchi Nuovi i nord med floden og den lille havn Porto della Barchetta ai Cevoli i sydvest. Forløbet, som ikke har rod i nogen antik gade, er idag opdelt i flere smågader. Længst mod sydvest løber mellem Lungotevere dei Sangallo og Via Giulia: Vicolo del Cefalo. Mellem Via Giulia og Via dei Banchi Vecchi løber den smalle gyde Vicolo Sugarelli, mens Via del Pavone forbinder Via dei Banchi Vecchi med Corso Vittorio Emanuele II. Det tidligere videre gadeforløb, der i en bue mod nordvest løb op til Via dei Banchi Nuovi og derfra som Vicolo della Campanella fortsatte op til Via di Panico, stoppes nu af den imposante bygning, der i 1888 blev opført langs den nyanlagte Corso. EN TUR GENNEM VICOLO DEL CEFALO: Det første hus på højre hånd er det store og tunge Palazzo Sacchetti med 7 brede fag i 4 høje etager ovenpå en ekstra høj kælderetage, hvis høje vinduer i travertinrammer flankeret af kraftige konsoller sidder lige under stueetagens høje vinduer i profilerede rammer toppet af kraftige, vandrette overliggere båret af mindre konsoller. Hovedindgangen findes i midten af teglstensfacaden i Via Giulia nr. 66. Mod Via del Cefalo er der en lang, monoton teglstenmur i 5 etager, idet stueetagen ud mod Via Giulia her ud til sidegaden er blevet udnyttet til 2 etager, både en stueetage og en førstesal, der begge har mindre, prunkløse vinduer. Anden- og fjerdesalens vinduer er derimod i profilerede travertinrammer med vandrette overliggere. Der er 9 fag ud mod gyden med en indgangsdør i nr. 15, en anden i nr. 14 (og på muren til venstre et lille Madonna-billede), og en port i nr. 3, mens 5 vinduer er fordelt på resten af stueetagens mur. Denne mur fortsætter i stueetagens højde ud mod Lungotevere dei Sangallo og skærmer her den private have bagved for nysgerrige blikke. (se foto fra borgato.be). Først helt fremme ved Lungotevere dei Sangallo er der en lille dør (nr. 12) i havemuren. Mellem det 4. og det 5. vindue fra højre på andensalen sidder en marmortavle med indskriften "Liberata - da censo - anno MDLIIIII" ("Fritaget for skat i året 1555"). Det var Kardinal Giovanni Ricci di Montepulciano, der ejede Palæet på dette tidspunkt og udvirkede det fritaget fra skattebetaling. Palæet - eller i hvert fald den del af komplekset, der lå på hjørnet af Via Giulia og Vicolo del Cefalo - havde Kardinalen købt i 1552 af arkitekten Antonio da Sangallo den Yngre's søn Orazio for 3.145 scudi. Arkitekten, som var død i 1546 havde haft ikke mindre end 3 ejendomme ved Via Giulia. En af dem lå nordligere, nord for Vicolo Orbitelli (med indgang i Via Giulia nr.79). Også denne bygning solgtes af familien efter arkitektens død. Med havemuren omkring Palazzo Sacchetti's smukke have, der oprindelig gik helt ned til floden, og den stærkt trafikerede Lungotevere dei Sangallo slutter bebyggelsen her på nordsiden af Vicolo del Cefalo. Og turen kan nu gå tilbage mod Via Giulia, mens vi betragter bygningerne på sydsiden af Vicolo del Cefalo: På hjørnet står Domhuset for Mindreårige, Tribunali per i Minorenni di Roma, der blev opført i 1800-tallet. Den 4 etager høje bygning har en 7 fag lang facade mod Lungotevere, hvor den er bygget næsten helt ud til fortovskanten og derfor i stueetagen forsynet med en buegang. Den majestætiske bygning har høje, hvide, flade murstenssøjler i hver side og profilerede buer forneden, mens de høje vinduer på etagerne er indsat i profilerede, hvide rammer under vandrette overliggere. Indgangen er fra Via dei Bresciani, mens sidemuren mod Vicolo del Cefalo har tilgitrede vinduer i 3 etager, indsat i hvide, profilerede marmorrammer, der er udformet som buer i stueetagen. Her er 7 fag, hvoraf det første til højre - mod flodboulevarden - er en del af den omtalte buegang. Herefter følger et enkelt vindue og en gammel indgangsdør med en trekantet, fremspringende overdækning båret af kraftige letprofilerede konsoller. Efter denne dør, der har husnummer 3 og minder en del om en gammel kirkedør (måske et minde fra Kirken Sant'Anna dei Bresciani der lå her indtil nedrivningen i 1888), sidder der endnu 4 vinduer i bygningens venstre side. Efter denne lidt bredere start på gaden, snævres vejbanen nu ind, da en garagebygning optager en del af pladsen. Den har kun den ene stueetage, men ovenpå er der en lille tagterrasse. Der er brede garageporte i stukrammer med adgang fra flodsiden og fra gyden. Her sidder også 2 vinduer i samme slags rammer, men hverken døre eller vinduer er forsynet med husnumre. Endnu en gang snævrer gaden ind, mens en ny garagebygning skubber sig frem. Også her med en bred port uden husnummer, og et lille tilgitret vindue til venstre. Samt ved murens sidedel en smal indgangsdør, uden nummer, under et tilgitret vindue. Resten af bygningen frem mod Via Giulia er i kedeligt, gråbrunt puds uden udsmykning. Her er 3 etager med høje, tilgitrede vinduer, og ingen døre i stueetagen. Til gengæld står der forneden en række kraftige, brede travertinblokke. Det er disse, der sammen med andre lignende i Via Giulia kaldes "i sofà di Via Giulia". Der er tale om rester af Pave Julius II's store projekt med at bygge et stort samlet kompleks af administrationsbygninger, som han i 1508 lod arkitekten Bramante tegne. Det skulle blandt andet rumme en stor buegangsomkranset gårdsplads og en kirke mod floden. Den blev senere til Sant'Anna dei Bresciani, som blev revet ned i 1888, da Lungotevere blev anlagt. Komplekset omtaltes som Curia Julia eller Palazzo dei Tribunali, men blev altså aldrig realiseret.
Litteratur om Vicolo del Cefalo: |