"Lo speziale" (i flertal: "gli speziali") var den betegnelse, som tidligere brugtes om vore dages "apoteker", "farmaceut" eller "materialhandler".

Lo speziale, også benævnt "lo speciaro" ( i flertal "gli speciari"), solgte "le spezie" - krydderier - i sin butik kaldet "spezieria". Mange krydderier brugtes i lægemidler og efterhånden fik medicinen overtaget, så materialhandleren mere blev apoteker, og materialhandlen blev til vores dages apotek: "farmacia".

Speciaro'en var den, der kendte til krydderier og disses brug. De kaldtes også "medicine orientali": østens medicin. Til dette formål indsamlede "gli speciari" krydderurter, planter, rødder, frø og frugter. De tørrede dem og behandlede dem på forskellige måder, ved at støde dem eller blande dem - enten i tørret form eller med forskellige vædsker, safter og olier. På denne måde opstod mange af tidens medikamenter.

"Lo speciaro" solgte ssine produkter og det samme gjorde "lo speziale", som imidlertid mere og mere satte sig ind i de kemiske processer og blev farmaceut og apoteker ("farmacista").

I 1703 fik "gli speziali" tilladelse til at sælge deres medicin også på helligdage og på den måde holde butikken åben hele dagen. Dog måtte de ikke reklamere med det ved at sætte skilte op uden for forretningen eller lade døren stå åben på vid gab, men blot tilstrækkeligt til, at folk kunne se, at der var åbent.

I 1758 diskuterede man om, hvorvidt jøder havde ret til at udføre dette erhverv. De kristne "speziali" mente dog, at deres varer, som især var peber, sukker, kanel, muskatnød og safran, hørte til de nødvendige dagligvarer, som Pave Paul IV havde forbudt jøderne at handle med. De forlangte derfor alle jødiske forretninger af denne art lukket. Dette forslag kom de dog ikke igennem med og jøderne i Rom havde stadig mulighed for at drive handel med disse varer, hvortil også kom kaffe, chokolade og the. De 2 rigeste familier i den romerske Ghetto, Baraffael- og Ambron-familien, handlede netop med krydderier.

I begyndelsen af 1800-tallet var en af de kendteste apotekere i Rom farmaceuten og kemikeren Pietro Peretti, der var udlært i det gamle Farmacia Fochetti på Piazza di Santa Maria in Trastevere nr.7. Han overtog senere forretningen og kaldte den Farmacia Peretti. Idag hedder den Farmacia Rellecati og ligger samme sted.

"Gli speziali" havde deres eget laug, "Università degli speziali", som samlede deres statutter på print i 1787, efter godkendelse af Kardinal Carlo Rezzonico. Deres laug kaldtes fra 1303 "Università degli aromatari" ("Universitas Aromatariorum") og fra 1429, hvor det blev godkendt af Pave Martin V, "Nobile Collegio degli Speziali di Roma".

I 1808 blev farmaceutstudiet, "gli studi di farmacia", indført som uddannelse i Archiginnasio Romano og i 1825 kunne ovennævnte Pietro Peretti, der havde studeret faget i Torino i sine unge år, overtage embedet som professor i farmaci ved Università La Sapienza i Rom.

Idag hedder apotekernes sammenslutning "Nobile Collegio Chimico Farmaceutico" og har adresse i Via in Miranda nr.10, ved Kirken San Lorenzo in Miranda al Foro Romano.

Foreningen kendtes også som "Collegiata di San Lorenzo in Miranda", der havde til opgave at passe laugets kirke, som er bygget ind i det gamle Tempel for Antoninus og Faustina. Det var denne sammenslutning, som Martin V i 1429 lod omlægge til Università degli Speziali.

Apotekernes laug havde naturligvis også - ligesom alle de andre laug - deres eget religiøse broderskab, hvis opgave det var at tage sig af fattige, syge og nødlidende medlemmer. Broderskabet, som kaldtes Confraternita degli Speziali, var grundlagt i første del af 1400-trallet af Kardinal Astorgio Agnesi, som også havde ladet bygge et lille hospital til formålet.

Litteratur om Speziale:
La Stella, Mario: Antichi mestieri di Roma. Newton Compton editori, 2.edizione, 1996.
- side 398.
Pocino, Willy: Le confraternite romane. Roma, Edilazio, 1. edizione, 2000.
- side 86-87.