|
|
|
|
|
Forhistorien: Tiden under Pave Liberius havde været præget af striden mellem Arianerne og den ortodokse Romerkirke. Liberius var af Kejser Constantius II blevet forvist fra Rom og Kejseren havde indsat en anden Pave, Modpaven Felix II. Senere havde denne måttet flygte fra Rom, da den retmæssige Pave vendte tilbage i 358. Mange, der havde fulgt Kejserens ønske og accepteret Modpaven og Arianismen, havde senere fortrudt deres frafald og var vendt tilbage til Moderkirken. Og de sidste år før sin død havde Pave Liberius forsøgt at skabe fred mellem fraktionerne og byde de hjemvendte velkommen i menighederne igen. Den 24. September 366 døde Pave Liberius og både blandt de gejstlige i Rom og menigheden dannedes der nu to partier, der var henholdsvis for og imod den tilgivende politik overfor de tilbagekomne frafaldne og overfor Modpave Felix II's tilhængere. Det ene parti bestod af 7 præster og 3 Diakoner og en mindre gruppe fra menigheden, som ønskede en strengere holdning overfor de frafaldne. De samledes i Kirken Santa Maria in Trastevere, hvor de valgte Diakonen Ursinus til Pave og lod ham salve af blot én Biskop, Paolo di Tivoli, mens der normalt var flere om den højtidelige gerning. Det andet parti bestod af størstedelen af de gejstlige og menigheden og det samledes i Kirken San Lorenzo in Lucina (der dengang var en huskirke kaldet Titulus Lucinae), hvor man valgte Diakonen Damasus til Pave. Ingen af de to grupper ønskede at opgive deres valgte Pave og anklagerne føg imellem dem. Damasus anklagedes for at have accepteret Felix II som Pave, mens Liberius var i eksil, og for at være "for sammenspist" med patricerfamilierne. At anklage hinanden med ord blev snart for lidt og man gik over til fysiske angreb, hvad der afstedkom både sårede og døde. Alle disse anklager og sammenstød vakte naturligvis undren hos den del af befolkningen, der endnu ikke var kristne, og krønikeskriveren Ammianus Marcellinus skrev, at det mest af alt lignede en strid mellem to politiske kandidater, og at Bypræfekten Vivenzio var magtesløs overfor optøjerne, der endte med at koste 137 døde efter en angreb på den såkaldte Basilica di Sicinnio (også kaldet Sicininus; som nogle mener var Santa Maria Maggiore, som Pave Liberius havde ladet bygge, mens andre mener, at der er tale om en skrive- eller forståelsesfejl, og at der menes "Basilica di Ursinus", altså i dette tilfælde Kirken Santa Maria in Trastevere). Damasus' tilhængere klatrede op på bygningens tag og fjernede tagstenene, som de smed ned i hovedet på Ursinus' tilhængere. Et Damasus-fjendtligt skrift, Collectio Avellana, påstår at der var op mod 160 døde. I tre dage sloges de to partier, som havde barrikaderet sig i hver sin Kirke. "Øvelsen" gik naturligvis også ud på at forhindre den anden Pave i at blive indsat i San Giovanni in Laterano, men det lykkedes til sidst for Damasus den 1. Oktober, hvorefter han var den retmæssige Pave.
Hvad der derpå skete: Den nye Pave, der beholdt sit navn og derfor blev den første pave med navnet Damasus, blev indsat som Pave Damasus I den 1. Oktober 366.
Han stod nu overfor de samme problemer som tidligere med at holde Arianismen nede og samle de stridende parter. Og først i 372 lykkedes det ham endelig at få bugt med med sine anklagere.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|