Damasus skal have været af god spansk familie, men er sikkert født i Rom omkring 305 som søn af Diakonen Antonius og dennes hustru Laurentia.

Damasus blev selv Diakon under Pave Liberius, men valgte at acceptere Modpave Felix II, mens Liberius var i eksil.

Damasus kom til at efterfølge Pave Liberius, der døde den 24. September 366. Men Pavevalget var ikke nogen let sag og både blandt de gejstlige i Rom og menigheden dannedes der hurtigt to partier, der var henholdsvis for og imod den tilgivende politik overfor de tilbagekomne frafaldne arianere og overfor Modpave Felix II's tilhængere.

Det ene parti bestod af 7 præster og 3 diakoner og en mindre gruppe fra menigheden, som ønskede en strengere holdning overfor de frafaldne. De samledes i Kirken Santa Maria in Trastevere, hvor de valgte Diakonen Ursinus til Pave og lod ham salve af blot én Biskop, Paolo di Tivoli, mens der normalt var flere om den højtidelige gerning.

Det andet parti bestod af størstedelen af de gejstlige og menigheden og det samledes i Kirken San Lorenzo in Lucina (der dengang var en huskirke kaldet Titulus Lucinae), hvor man valgte Damasus til Pave.

Ill.: Cop. Santiebeati.it

Ingen af de to grupper ønskede at opgive deres valgte Pave og anklagerne føg imellem dem. Damasus anklagedes for at have accepteret Felix II som Pave, mens Liberius var i eksil, og for at være "for sammenspist" med patricerfamilierne. At anklage hinanden med ord blev snart for lidt og man gik over til fysiske angreb, hvad der skabte både sårede og døde. I tre dage sloges de to partier, som havde barrikaderet sig i hver sin Kirke. "Øvelsen" gik naturligvis også ud på at forhindre den anden Pave i at blive viet i San Giovanni in Laterano, men det lykkedes til sidst for Damasus den 1. Oktober, hvorefter han var den retmæssige Pave.

Alle disse anklager og sammenstød vakte naturligvis undren hos den del af befolkningen, der endnu ikke var kristne, og krønikeskriveren Ammianus Marcellinus skrev, at det mest af alt lignede en strid mellem to politiske kandidater, og at Bypræfekten Vivenzio var magtesløs overfor optøjerne, der endte med at koste 137 døde efter en angreb på den såkaldte Basilica di Sicinnio (som nogle mener var Santa Maria Maggiore, som Pave Liberius havde ladet bygge, mens andre mener, at der er tale om en skrive- eller forståelsesfejl, og at der menes "Basilica di Ursinus", altså i dette tilfælde Kirken Santa Maria in Trastevere).

Efter Damasus-partiets sejr, blev Ursinus forvist fra Rom, men året efter vendte han tilbage til byen. Da urolighederne så blussede op igen, sendte Kejser Valentinian I ham i permanent eksil i Gallien og senere i Milano, hvor han dog fortsatte sine intriger.

I 369 afholdtes der et Koncil i Rom og her vedtog man, at en Biskop først kan erklæres for legitim, når Biskoppen i Rom (altså Paven) har godkendt valget. Efter denne beslutning kunne Damasus afsætte de arianske Biskopper.

I 370 anklagede en konverteret og derpå frafalden jøde ved navn Isacco på Ursinus' foranledning Damasus for allehånde alvorlige forbrydelser. Og den Kejserlige Viceregent Maximianus satte derfor en proces i gang. Kejser Gratian frikendte Damasus i 372 og Isacco og Ursinus blev atter forvist.

I 378 afholdtes der igen Koncil, denne gang i Antiochia og man bekræftede her vedtagelsen om de legitime Biskopper.

Igen i 382 var der Koncil i Rom og Romerkirkens status som stående over de andre Kirker blev atter godkendt. Arianismen var nu på vej ud og Kejserne Gratian og Theodosius I tolererede ikke længere dette kætteri.

En af tidens store kristne debattører var San Girolamo (den Hellige Hieronymus), som var Sekretær for Pave Damasus. Samtidig holdt han forelæsninger over Biblen og det rigtige kristne levned for en gruppe romerske kvinder, som samledes hos den rige Marcella i hendes hus på Aventin. Og efter Pavens ønske påbegyndte han en revision af Evangeliernes latinske tekst

En anden af Damasus' nære medarbejdere var skriveren Furius Dionysius Filocalus, som tegnede den skrifttype, som blev brugt ved indgraveringen af Pave Damasus' 59 epigrammer på martyrgravene, så disse var genkendelige for menigheden. Paven lod Katakomber og Kirkegårde istandsætte, men han byggede også nyt: Kirken Santi Nereo e Achilleo og San Lorenzo in Damaso.

Damasus I gjorde et stort arbejde for at styrke den romerske menigheds liv og mangedoblede og ajourførte riterne. Martyrernes dødsdage blev fejrede og antallet af kapeller øgedes. Også antallet af de troende øgedes og man har beregnet, at antallet af romerske kristne under Damasus nåede op på 80.000.

Damasus I døde den 11. December 384. Han fejres som helgen (San Damaso I) i den Katolske Kirke den 11. December. Ifølge Santi e Beati (se litt.note 2 nedenfor) ønskede Damasus at blive begravet på et øde og ydmygt sted ved Via Ardeatina. Dette sted skulle ifølge et af katalogerne fra det 7.århundrede "De Locis Sanctis Martyris qui sunt foris civitatis Romae" være Cimitero di Balbina, hvor også Damasus' søster Marta (med dåbsnavnet Irene) hvilede. Paul I lod deres knogler bringe til Kirken San Lorenzo in Damaso i årene 757-767 og i 1577 lod Kardinal Alessandro Farnese disse relikvier samt Eutichio's anbringe under højalteret i samme Kirke. San Damaso's kranium opbevares dog i San Pietro og noget af en arm skal ifølge Sicari (se litt.note 1 nedenfor) kunne findes i San Tommaso in Parione.

Litteratur om Pave Damasus I:
Lexikon der Päpste und des Papsttums. Redaktion: Bruno Steiner. (Lexikon für Theologie und Kirche kompakt). Freiburg, Herder, 2001.
- side 77/78f.
Rendina, Claudio: I Papi, storia e segreti. Newton Compton editori, 5.ed., 1990.
- side 92ff.
(1) Sicari, Giovanni: reliquie Insigni e "Corpi Santi" a Roma. Monografie Romane no. 12. A cura dell'Alma Roma, 1998.
- side 44.
Catholic Encyclopedia: Pope St. Damasus I.
(2) Santi e Beati: San Damaso I.
Wikipedia: Pave Damasus I (dansk tekst).
Wikipedia: Pope Damasus I (engelsk tekst).
Wikipedia: Papa Damaso I (italiensk tekst).