For omsider at få fred sendte Constantius II eunukken Eusebius til Rom for at overtale Liberius til at acceptere Kejserens vilje, fordømme Athanasios og godkende Arianismen. Til det formål medbragte Eusebius rige gaver fra Kejseren, men Liberius nægtede at modtage dem. Da der således ikke kunne opnås enighed, blev Liberius arresteret af Kejserens mænd i nattens mulm og mørke og ført til Kejserhoffet i Milano.
Da Liberius stadig ikke kunne overtales til at acceptere Arianismen og benægte den nikænske trosbekendelse, blev han forvist til Beroea i Thrakien og Kejseren lod 3 arianske Biskopper vælge en ny Pave, en romersk Ærkediakon ved navn Felix, som kom til at fungere som Modpave under navnet Felix II.
Den romerske menighed var dybt berørt af Liberius' skæbne og den styrke, som han lagde for dagen. Og de fortsatte med at betragte ham som deres lovligt valgte Pave. Og Kejseren kunne ikke undgå at bemærke, hvor upopulær hans beslutning og hans protege Felix var i Vestkirken. Da Kejseren i 357 besøgte Rom modtog han talrige bønskrivelser fra byens borgere om at give dem deres Pave Liberius igen. Han besluttede derfor i 358 at kalde Liberius tilbage fra eksilet.
Liberius blev dog nødt til at underskrive en erklæring, der gav visse indrømmelser til Arianismen - for mange indrømmelser efter Athanasios' og mange andres mening. Og han fik af Kejseren ordre om at dele sit embede med Felix. Heri var romerne imidlertid ikke enige, de modtog Liberius i triumf - og jog Felix ud af byen. Og han kom aldrig til at sætte sine ben i Rom igen.
Det var samme år, som Liberius var vendt tilbage til Rom, at han grundlagde Roms største Maria-Kirke, Santa Maria Maggiore. Kirken ligger på det højeste sted af det gamle Cispius-højdedrag på nordsiden af Esquilin-højen og skal ifølge traditionen være blevet grundlagt den 5. August 358 efter en natlig drøm, som Pave Liberius og rigmanden og senatoren Giovanni og dennes hustru alle havde tilfælles. Det nye kirkebyggeri omtaltes derfor fra starten som Basilica Liberiana. Og Gregorovius giver en anden forklaring på grundlæggelsen, nemlig at den nye Kirke skulle stå som et symbol på den nikænske trosbekendelse og Athanasios' lære, for hvilken Liberius var blevet forvist i 2 år.
I de efterfølgende år indkaldte Kejser Constantius II til endnu 2 Konciler, et i Rimini for Vestkirken og et i Seleucia for Østkirken. Man diskuterede stadig Arianismen og nåede ikke til nogen enighed. Kejseren prøvede at skære igennem, men den 3. November 361 døde han og hans efterfølger Julian trak alle afgørelser og eksildomme tilbage.
Nu fulgte en tid, hvor Paven og hans ortodokse Biskopper forsøgte at skabe fred mellem fraktionerne og byde de arianske kættere, der havde fortrudt deres fejltrin, velkommen i menighederne igen.
Efter Kejser Julian's død i 363 fulgte en række Kejsere med forskellige holdninger til Arianismen, Valentinian I var stærkt imod, mens hans broder Valens forsvarede tilhængerne.
Liberius døde den 24. September 366 og blev begravet i Priscilla's Katakomber. Han efterfulgtes - ovenpå en kaotisk og blodig valgperiode - af Damasus I (366-384).
Pave Liberius modtager patricieren Giovanni og dennes hustru efter deres natlige åbenbaringer
Ill.: Cop. Santiebeati.it
Litteratur om Pave Liberius:
Lexikon der Päpste und des Papsttums. Redaktion: Bruno Steiner. (Lexikon für Theologie und Kirche kompakt). Freiburg, Herder, 2001.
- side 240.
Rendina, Claudio: I Papi, storia e segreti. Newton Compton editori, 5.ed., 1990.
- side 87ff.
Catholic Encyclopedia: Pope Liberius.
Wikipedia: Pave Liberius 1 (dansk tekst).
Wikipedia: Pope Liberius (engelsk tekst).
Wikipedia: Papa Liberio (italiensk tekst).
