ANNAS ROM GUIDE

Madonna orante

= Madonna i Bøn / Den bedende Madonna

Madonna orante = Madonna i Bøn / Den bedende Madonna - er en særlig fremstilling af Jomfru Maria opslugt i bøn. Typen kaldes også: Madonna in Preghiera, eller Madonna dell'Orazione. I nogle tilfælde sammenblandes denne fremstilling med visningen af Jomfru Maria efter Bebudelsen og bliver til: Madonna Annunciata in preghiera.

Madonna orante, Palazzo Ricci. cop. Leif Larsson

Det er den unge Maria, som vi ser her. Iklædt en rød kjole under den blå kappe og med et hvidt brystklæde, samt slør. Hendes udtryk er indadvendt, fordybet som hun er i sin bøn, slår hun øjnene ned og har antydningen af et smil om læberne.

Ovenfor viste Maria-billede er fra det store gadealterPalazzo Ricci, på hjørnet af Piazza de' Ricci og Vicolo di Sant'Aurea i kvarteret Rione Regola. Det stammer fra omkring midten af 1600-tallet.

I nærheden kan man på hjørnet af Campo de' Fiori og Via dei Baullari se et lignende Madonna-billede, men her i mangefarvet mosaiksten og fra 1700-tallet.

Fremstillingen af en "Orante", en bedende, en person i bøn, er en meget gammel tradition, som har rødder tilbage til de første århundreders Kristendom, hvor de første billeder udsmykkede væggene i Katakomberne. Her er det dog som regel den afdødes sjæl, som er afbilledet i bøn, og bønfaldelsen foregår med begge arme hævet mod Himmelen - ifølge den hedenske og senere orientalske måde at fremstille en person i bøn. Den bedende gestus med samlede hænder blev udbredt i Vesten efter Middelalderen efter inspiration af tiggermunkeordenerne.

I den romersk-katolske ikonografi vises Madonna Orante som nævnt i 1/2 figur, kun busten, med hænderne samlet og øjnene vendt enten mod Himmelen eller nedad.

I den orientalske ikonografi skelner man mellem 3 hovedtyper af figuren "Orante":

"Aghiosoritissa", hvor Madonna ses alene i 1/2 buste, 3/4 eller hel figur, med armene hævet i en anråbende attitude og blikket rettet mod beskueren. (Ordet er dannet af det græske "aghia", som betyder hellig, og "soros", der betyder urne). En fremstilling af denne type henføres traditionelt til myten om de Maria-billeder, som apostlen Lukas (San Luca) malede.

"Blachernitissa", hvor Madonna vises tilfods, frontalt og med hænderne mod himmelen i en bedende attitude. (Navnet stemmer fra en kirke i kvarteret Blacherne i Konstantinopel, der havde en stor samling Madonna-billeder).

"Déesis", som er særlig udbredt i Rusland. Her vises Madonna som en del en gruppe med Kristus, som enten sidder eller står på hendes højre side, mens Johannes Døberen står til venstre med med armene hævet i bøn.

 

Andre fremstillinger af Madonna i bøn kan ses runt omkring i Rom:

I Rione Monti:
I Via di San Martino ai Monti nr. 50a: relief fra 1800-tallet.

I Rione Trevi:
på Piazza Barberini, hjørnet af Via di San Basilio.

I Rione Colonna:
På hjørnet af Via del Pantheon og Via delle Colonnelle: et maleri af Madonna dell'Orazione fra 1800-tallet.
På hjørnet af Via degli Uffici del Vicario og Via della Missione, ved Piazza di Montecitorio: maleri fra 1700-tallet.

I Rione Campo Marzio:
I Via Margutta nr. 53c: oliemaleri fra 1700/1800-tallet.
I Via dei Greci nr. 46 ses et maleri af Madonna i bøn, måske også en Madonna Annunciata, hvor Maria har fået Bebudelsen. Det er fra 1800-tallet.

I Rione Ponte:
I Via di Tor di Nona nr. 44: et Madonna Annunciata i bøn fra 1700-tallet.

I Rione Parione:
I Via della Posta Vecchia nr. 5: maleri fra 1800-tallet.
I Vicolo dei Granari nr. 2a ses også en bedende Maria, men her er det en sørgende Moder: "Madonna Addolorata i preghiera" fra 1700-tallet.
I Via del Governo Vecchio nr. 126: et oliemaleri af Madonna Annunciata i bøn, dateret til 1700-tallet.

I Rione Regola: kun de 2 nævnt under fotografiet foroven.

I Rione Sant'Eustachio:
På Piazza delle Cinque Lune nr. 74a: maleri af "La Vergine Annunciata in preghiera".

I Rione Campitelli:
På Piazza della Consolazione nr. 93, hjørnet af Via dei Fienili: et releif af Madonna Annunciata in preghiera fra 1600-tallet.

I Rione Trastevere:
I Viale Trastevere, overfor Palazzo della Pubblica Istruzione: farvet relief af Madonna dell'Orazione fra første halvdel af 1900-tallet.
I Vicolo del Bologna nr. 7: oliemaleri fra 1700-tallet.

I Rione Sallustiano:
På hjørnet af Via Piave og Via XX Settembre: relief i terracotta af Madonna in preghiera.

 

----- Se Liste over Madonna-typer ------

 

Litteratur om Madonna orante:
Inglessis, E.-M. Jung: Madonne romane : immagini mariane a Roma dall'era delle catacombe al tempo presente. Città del Vaticano, Libreria Editrice Vaticana, 2001.
- side 161-164, 165-168.
Per le Vie di Roma : le edicole sacre / a cura di Luisi Cardilli. Bonsignore Editore, , 2000.
- side 302, 319, 320.
Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 3.3.2021