|
|
|
Pave Nikolaus IV 1288-1292 efterfulgte Pave Honorius IV og blev selv efterfulgt af Pave Cølestin V |
|
Den 22. Februar 1288 valgtes Kardinal Girolamo Masci (også kaldet Gerolamo d'Ascoli) til Pave efter et meget langt valgforløb, hvorunder mange Kardinaler var døde af malaria og resten flygtet fra Rom og sommerens usunde klima. Den nye Pave tog navnet Nikolaus IV (på italiensk Niccolò IV), og han blev indsat samme dag, som han blev valgt, den 22. Februar 1288. Girolamo Masci var født omkring 1230 i nærheden af Ascoli Piceno i en fattig og ellers ukendt familie. Som ung indtrådte han i Franciskaner-Ordenen og senere blev han her valgt til Ordens-General og af Pave Gregor X valgt til Pavelig Legat i Østen. Under Pave Nikolaus III blev Masci i 1278 udnævnt til Kardinal ved Kirken Santa Pudenziana samtidig med Bentivenga de Bentivengis, der også var Franciskaner-munk. Deres venskab varede tilsyneladende til Bentivenga's død i 1286 eller 1289. I sit testamente efterlod han en af sine ringe, "den med den smukkeste og bedste safir" til Girolamo Masci. I 1280-1281 deltog Kardinal Masci i det konklave, som valgte Martin V til Pave, og senere i 1281 udnævnte Paven Masci til Biskop i Palestrina. Kardinalen deltog endvidere i to andre konklaver, det i 1285, hvor Honorius IV blev Pave, og det i 1287-1288, hvor han selv blev valgt. Girolamo Masci var den første Franciskaner-munk, der blev Pave. Han omtales som en mand uden personlige ambitioner, men med et stort ønske om at bringe fred i verden. Efter at Masci var blevet Pave Nikolaus IV, tilbød det romerske folk ham at blive livsvarig Senator for Kommunen, men han udnævnte i stedet to medlemmer af Orsini-familien til dette job: Orso Orsini og Bertoldo Orsini. I Rom stredes de mægtige familier om magten og Paven foretrak at forlægge residensen til Rieti., hvor han tilbragte månederne Maj til Oktober. Ifølge Paravicini Bagliani (se litt.note 1 nedenfor) kan der også havde været en anden grund til at Paven foretrak at rejse fra Rom. Det var nemlig ganske almindeligt for 1200-tallets Paver at tilbringe sommermånederne i byerne udenfor Rom, hvor varmen var voldsom og trykkende og de sumpede egne omkring floden udklækkede mængder af myg, som bragte malaria-smitte til alle de besøgte. Nikolaus V afholdt kun et konsistorium, den 16. Maj 1288, hvor han udnævnte 6 Kardinaler, heriblandt Pietro Colonna, der som Titelkirke fik Sant'Eustachio, og Napoleone Orsini, der blev Kardinanal-Diakon ved Kirken Sant'Adriano. Da det ikke lykkedes Orsini-senatorerne at bringe fred til byen, vendte Paven sig nu i efteråret 1288 mod den konkurrerende Colonna-familie under overhovedet Giovanni Colonna, hvis ældste søn Pietro Colonna Paven allerede tidligere på året havde udnævnt til Kardinal. Familien modtog også andre gunstbevisninger og endte med at rage uklar med de andre adelsfamilier og Kommunen med en opstand til følge. Leder af optøjerne var Guida da Polenta, der tog Grev Stefano Colonna til fange i slutningen af 1290. Han blev dog senere løsladt, da Paven sendte en udsending til Rom for at mægle i striden. Samtidig blev Giovanni Colonna nu eneste Senator i Kommunen og dermed i praksis herre i Rom, mens Nikolaus IV foretrak at bo i Viterbo og andre byer udenfor Rom. Han var imidlertid i Orvieto, da det kom til åben kamp mellem byerne Viterbo og Rom. Paven lagde sig imellem og mæglede, så freden blev genoprettet. Paven mødte mange problemer i Syditalien, hvor Karl II for at blive frigivet fra fangenskab i 1288 havde frasagt sig retten til Siciliens krone. Paven trådte ind i konflikten for at hjælpe Karl mod Giacomo d'Aragona og kronede ham i Rieti i Maj 1289. Paravicini Bagliani (se litt.note 1 nedenfor) beskriver kroningen således: " Kongen, der var salvet og klædt i kongeklæderne, gik op til alteret, hvor Nikolaus IV modtog ham ved at kysse ham på munden og på brystet, som en Kardinal-Diakon. Kongen svingede derpå sit sværd og satte det atter i skeden. Han knælede og modtog kronen, scepteret og globen. Derpå bevægede han sig frem for at kysse Pavens fod og derefter Kardinalernes fødder. Så vendte han tilbage til sin plads med scepteret i venstre hånd. Efter at have modtaget den endelige velsignelse efter messen, skyndte han sig hen til Paven og hjalp ham op på den hvide hest. Og Kongen førte derpå hesten ved tøjlerne til det pavelige palads. Først herefter kunne han vende tilbage til sin egen bopæl, ridende efter sin dronning". Men Giacomo d'Aragona fik hjælp fra sin broder Kong Alfonso III d'Aragona og sagen udviklede sig mod Pavens ønsker, da Kong Alfonso døde i 1291. Giacomo d'Aragona arvede magten og samlede nu de to kongeriger uden at Paven kunne stille noget op, trods hans bandlysning af Kongen. Paven forsømte heller ikke de religiøse spørgsmål. Han bekræftede i 1289 betydningen af kulten af Santa Veronica, som han fandt vigtigere end San Pietro, fordi det var hendes skyld, at man i Peterskirken kunne ære Kristus' ansigt på "Veronika's svededug" (Paravicini Bagliani - se litt.note 1 nedenfor). Paven satte også gang i Franciskaner-munkene's mission i Asien, hvor de nåede frem til Indien og Kina i 1307. Urolighederne i Rom fortsatte, men i 1291 nåede man frem til en aftale, hvorved Pandolfo Savelli blev Senator for dette år og Stefano Colonna og Matteo Rinaldo Orsini det følgende år. At Nikolaus IV ikke opholdt sig så meget i Rom betød ikke, at han ikke bekymrede sig om byen. Han iværksatte tværimod en mængde bygnings- og forskønnelsesarbejder og tilkaldte de bedste af tidens kunstnere til sine byggepladser. I San Giovanni in Laterano blev Kirkens apsis restaureret af blandt andre Arnolfo di Cambio, Pietro Cavallini og Giacomo Torriti, og Kirken Santa Maria Maggiore fik ligefrem en helt ny og større apsis. Som ansvarlige for dette arbejde udnævnte han Kardinalerne Pietro og Giacomo Colonna, som også skød en større sum penge i projektet. Og Torriti blev udset til at udføre apsismosaikken. Desuden lod han opføre - eller gennemrenovere - et palæ ved siden af Kirken, hvor han flyttede ind i Oktober 1291. Området her var kontrolleret af Colonna-familien, som Paven havde stor tilknytning til. Det var i dette hus, at Nikolaus IV døde den 4. April 1292 og det var i Kirken ved siden af, at han blev begravet, i en enkel grav i Kirkens kor. Pavens gravmæle kan i dag ses i venstre side i indgangsrummet inde i Kirken, det er udført i 1574 efter ønske af Kardinal Felice Peretti, der selv var Franciskaner-munk. Foruden at tage ophold i palæet ved Santa Maria Maggiore boede Nikolaus IV også i perioder i Vatikan-paladset, som hans forgængere efterhånden havde fået udbygget og indrettet på linie med en fyrstelig bolig med plads til også at huse den pavelige administration og store følge. De mange flytninger af hele dette apparat mellem Rom og Viterbo, eller andre byer, forårsagede store afbræk i administrationsarbejdet og de kirkelige retshandlinger. Paravicini Bagliani (se litt.note 1 nedenfor) har beregnet, at der under Nikolaus IV gennemsnitligt gik 24 dage tabt under flytteprocedurerne. I nogle tilfælde kunne det dreje sig om flere måneder bare i løbet af et enkelt år. Men der var også andre ulemper ved de stadige flytninger. Rundt omkring skulle både Paven og alle hans Kardinaler og deres følge huses og efter deres afrejse kunne "udlejerne" stå tilbage med slidte eller ødelagte ejendomme. I 1285 havde Nikolaus IV som Kardinal Masci været i Pave Martin IV's følge under et 6-måneders ophold i Perugia. Efter besøget henvendte de husejere, som havde stillet ejendom til rådighed for Kardinalen (samt flere andre), sig til Perugia's Kommune for at få erstatning for nogle af de ødelæggelser, som deres huse havde været udsat for! Nikolaus IV efterfulgtes af Pave Cølestin V, som blev valgt efter et meget langt valgforløb, som først endte i Juli 1294.
Litteratur om Pave Nikolaus IV: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|