Den fjerde søndag i Fasten kaldes "Laetare (Ierusalem)", på dansk: lætare eller Midfaste. Fastetiden er de 40 dage før Påsken.

Navnet kommer fra de første ord i messens første bøn. Temaet i den er fra Det gamle Testamente, Esajas Bog 66,10: "Laetare, Jerusalem" ("Glæd jer med Jerusalem"): "Gaudete in Domino semper" ("Glæd Jer altid i Herren"). Dette tema stammer fra Paulus' Filipperbrev, kapitel 4, vers 4flg.: "Glæd Jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd Jer! Lad Jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær."

Kirkeåret er opdelt i "liturgiske farver" og Laetare-Søndagens farve er violet som Fastetidens farve, men den kan også være rosa, fordi der er tale om et glædens budskab, en pause midt i Fastetiden.

Laetare-Processionen var en meget gammel tradition, som skal være startet af Pave Gregor I (590-604), men som dog først omtales i det 11.århundrede. Det berettes, at Leo IX da fastsatte en afgift fra et kloster i Alsace til 2 unser guld "eller en lignende sum", som skulle sendes til Rom hvert år ved fastetid. Og at dette guld skulle anvendes til at lave en rose af guld, som herefter brugtes ved den højtidelige procession og ceremoni.

Messen afholdtes på denne dag fra tidlig tid i Kirken Santa Croce in Gerusalemme, man taler om at Kirken var "liturgisk station". Disse "stazioni liturgiche" fastsattes på et tidligt tidspunkt, dengang Paven boede i Lateranet og forlod denne residens for at forrette messen i byens andre kirker. På helt bestemte dage drog det pavelige følge ud på nøje fastlagte ruter til den kirke, hvor en bestemt messe skulle holdes. Her standsede optoget og Paven opholdt sig derefter i nogen tid, evt. dage, ved den pågældende kirke. Det latinske ord "statio" betyder netop "ståen - især ståen på eet sted, stilleståen" og heraf følger betydningen "opholdssted".

Om morgenen på Laetare-dagen begav Paven sig med sit følge afsted fra Lateranet og den korte vej til Santa Croce in Gerusalemme. Han var festklædt og bar på hovedet den særlige "mitra di festa" samt i hånden guldrosen ("La rosa d'oro"), som var gnedet med balsam og moskus. Denne skulle han bære under hele processionen samt under den prædiken, som han holdt, og derpå under hele hjemturen.

I det 12.århundrede skulle Roms Præfekt, iført en skarlagensrød eller purpurrød dragt og med to forskelligtfarvede strømpeben, det ene i rødt og det andet i gyldent stof, møde Paven før Lateranet og gå til fods ved hans højre side. Han skulle holde tøjlerne til Pavens hest, når denne steg af og tilbød Præfekten rosen. Efter 1305 kunne rosen også gives til andre notabiliteter, for eksempel sendte Pave Eugen III guldrosen til Kongen af Castillien, mens Alexander III sendte den til den franske Konge. Rosen havde en symbolværdi, som af Salimbene de Adam de Parma i hans Cronaca forklares således: guldet symboliserede guddommeligheden, balsamen Kristi sjæl og moskus'en Kristi legeme. Den Gyldne Rose, velsignet af Paven på denne særlige dag, endte med at blive en særlig fornem orden, som Paverne gav til særligt udvalgte monarker, generaler, regeringer, byer eller kirker.

Den Gyldne Rose velsignes stadig på Laetare-Søndag. Idag sker det ved en højtidelig messe i Pavens kapel og i Camera dei paramenti. Men det er ikke længere Paven, som bærer den i procession, da guldrosen idag er en større sag, udformet som en rosenkvist med svungne småkviste og blade og nedsat i en stor vase. I stedet bærer en ung præst (fra 1895 beklæder en sådan et særligt embede som "Bærer af den Gyldne Rose") den foran Paven til kapellet, hvor den står under messen. Bagefter bærer han den til Sakristiet, hvor den stilles væk, hvis den ikke er bestemt for en særlig fortjenstfuld person eller en vigtig kirke. For eksempel har kirkerne San Giovanni in Laterano, Santa Maria Maggiore, Santa Maria sopra Minerva og Sant'Antonio dei Portoghesi modtaget en eller flere roser, ligesom det vigtige religiøse Broderskab Arciconfraternita del Gonfalone har modtaget en.