ANNAS ROM GUIDE

Morelli-Familien

1600-tallet


Morelli-Familien levede i Rom i 1600-tallet. Familiens navn angives også som Morello.

Familien ejede en landejendomMonte Celio, Orto Morelli, som de senere solgte eller donerede til det religiøse broderskab Compagnia del Salvatore ad Sancta Sanctorum, som var tilknyttet Ospedale di San Giovanni in Laterano. Omkring 1905 blev ejendommen opkøbt af Ordenen Piccola Compagnia di Maria, som lod opføre et hospital på grunden, Pio Istituto dell'Addolorata, også kaldet Ospizio dell'Addolorata.

Familien lod i flere omgange foretage udgravninger på landejendommen, hvor området var rigt på arkæologiske fund. I 1653 fandt man en antik gårdsplads med 7 meget smukke statuer, i 1670-1676 forskellige statuer og buster, samt malerier, marmorfragmenter og en smuk metallampe. I 1711 udgravedes et bronzebord og omkring 1750 en del sølvsager. I denne sidste tid var ejendommen imidlertid kommet på andre hænder. Fundene stammer fra Valerius-familiens store villa, som i Antikken lå på dette sted, Domus Valeriorum.

Af Morelli-Familien's medlemmer samt personer med samme navn kender vi blandt andre:

Carlo Morelli, der var arkitekt i 1673.

Carlo Domizio Morelli, som omtales i 1653 i forbindelse med den udgravningstilladelse, som Giovanni Francesco Morelli "il cieco" fik udvirket.

Francesco Morelli, som omtales i 1673 i forbindelse med udgravninger på landstedet i 1670-1676. Han var fader til sønnen Giovanni Francesco Morelli.

--- Giovanni Francesco Morelli, søn af Francesco Morelli, omtales i 1689, hvor han fik tilladelse til at foretage udgravninger på familiens landsted. Her fandt man forskellige marmorfragmenter og "ogn'altra sorte di Antichità" : "og enhver anden slags antikke fund".

Giovanni Francesco Morelli med tilnavnet "il cieco", "Den blinde", omtales i 1653, hvor han lod foretage udgravninger på sin landejendom, Orto Morelli, og man blandt andet fandt en antik gårdsplads med 7 meget smukke statuer, som Marchese del Bufaolo, som havde startet - og vel også bekostet - udgravningen, lod sende til Frankrig.

Lazzaro Morelli, der var født i 1608 og blev billedhugger. Han døde i 1690. Han kom fra Ascoli Piceno, men levede det meste af sit liv i Rom, hvor han også arbejdede under Bernini med statuer til kolonnaden på Piazza San Pietro og engle på Ponte Sant'Angelo, på Gravmælet for Pave Clemens X i Peterskirken og på facaden i Santa Maria dei Miracoli. Han var fader til billedhuggeren Fulgenzio Morelli.

--- Fulgenzio Morelli, billedhugger og søn af billedhuggeren Lazzaro Morelli.

Lorenzo Morelli fra Valtellina i Norditalien og levede i 1600-tallet. Han kaldtes Lorenzo Morelli da Valtellina og var muligvis ikke en direkte slægtning til de øvrige her nævnte medlemmer af Morelli-familien. Lorenzo ejede et hus ved Ponte Sisto, som grænsede op til Farnese-familiens ejendom.

Margherita di Beranrdo Morelli omtales i 1677. Hun ejede da et hus på Rupe Tarpeia-klippen ved Capitolhøjen.

Paolo Morelli omtales i 1653 i forbindelse med den udgravningstilladelse, som Giovanni Francesco Morelli "il cieco" fik udvirket.

Paolo Morelli, der var billedhugger i Rom, hvor han døde i 1719. Også han arbejdede med statuer til kolonnaden på Piazza San Pietro og i Kirken Santa Maria Maddalena. Han blev i 1712 medlem af kunstnersammenslutningen Congregazione dei Virtuosi al Pantheon.

Litteratur om Morelli-Familien:
Lanciani. Rodolfo (Amedeo): Storia degli scavi di Roma, e notizie intorno le collezioni romane di antichità. Roma, Edizioni Quasar.
Volume Terzo: 1550-1565. 1990. --- side 78, 79.
Volume Secondo: 1531-1549. 1990. --- side 168.
Volume Quinto: 1605-1700. 1994. --- side 117, 194, 253, 274, 291.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 25.1.2012