|
|
|
|
|
Den rige og respekterede Valerius-familie, som levede i Rom fra mange hundrede år før Kristi fødsel, havde i 300-tallet efter Kristus denne ejendom, kaldet Domus Valeriorum, Domus dei Valerii eller Casa dei Valeri, som lå på Celio-højen (Mons Caelius) på det sted, hvor man i 1902-1905 opførte hospitalet Ospizio dell'Addolorata, som ligger på sydsiden af Via di Santo Stefano Rotondo, ved siden af Kirken Santo Stefano Rotondo. Ejendommens beliggenhed er fastslået efter udgravninger under hospitalsbyggeriet og efter talrige fund fra området: rester af domuskomplekset og 11 indskrifter omhandlende familiemedlemmer, der levede i 300-tallet. Desuden har man nord for gaden i det tidligere Villa Casali fundet indskrifter omhandlende L. Valerius Poplicola Maximus, som var konsul i år 252 eller 253 efter Kristus. Domus Valeriorum var et rigt og pragtfuldt udstyret hus, hvis første del skal have været bygget allerede under den sene Republik. Herefter blev det udvidet og ombygget flere gange (under Kejser Augustus og i det 1.århundrede efter Kristus, samt under Hadrian) indtil begyndelsen af 400-tallet, hvor det gik i arv til Valerius Pinianus, som var gift med den kristne Melania den Yngre. De unge mennesker ønskede at leve efter Jesu eksempel og ville derfor sælge deres ejendom for at kunne hjælpe de fattige og trængende. Domus Valeriorum blev således sat til salg i år 404, men det var så kostbart og luksuriøst udstyret, at prisen åbenbart var for høj, for man fandt ikke nogen køber. I 410 brød den gotiske hær under Alarik ind i Rom og hærgede og plyndrede. Det gik meget ud over byens sydlige områder, Aventin og her på Celio, hvor goterne også afbrændte bygningerne. Man må formode, at ejendommen har lidt megen skade derved og derfor ikke længere var nær det samme værd som tidligere, for den blev derpå solgt for et ubetydeligt beløb. Pinianus og Melania var inden dette rejst væk fra Rom til Thagaste i Afrika, hvor hun havde besiddelser, og her grundlagde de et munke- og et nonnekloster. De havde tilsyneladende intet ønske om at vende tilbage og var vel tilfredse med, hvad de kunne få ud af salget. Hvad der nu stod tilbage af Domus Valeriorum blev herefter (i år 575) omdannet til hospitalet Xenodochium Valeriorum. Blandt de mange fund fra Domus Valeriorum kan nævnes: En olielampe i bronze med form af et lille skib med sejl og to personer (San Pietro og San Paolo) ombord. Den er med kraftige kæder ophængt i en stor ring. Den bærer navnet Valerius Severus indgraveret. Lampen skal ifølge Barbera (se litt.note 1 forneden) have været en dåbsgave til denne, som var fader til Pinianus og Bypræfekt i år 386. Lampen blev fundet under en udgravning i perioden 1670-1676 og findes i dag i Museo Archeologico i Firenze. Samtidig med lampen fandtes også en række fresker, som blev meget berømmet, og nogle statuer og buster, blandt andre 2 af Lucius Verus som blev købt af Kardinal di Buglione, og en af Amor og Psyche som blev købt af Kardinal de'Medici. En større mængde genstande i sølv, som idag findes i Museo Sacro Vaticano, blev udgravet i perioden 1740-1758. I husets atrium fandt man allerede i tidlig tid 2 bronzetavler omhandlende en Valerius, som var Patron for kolonierne Thenae og Hadrumetum. Og i 1644-1645 (i 1653 iflg.Lanciani III s.78 (se litt.note 2 forneden) ) fandt man blandt andet en lille gårdsplads med 7 meget smukke statuer, som Grev del Bufalo, der havde fået tilladelse til at foretage denne udgravning, lod sende til Frankrig. Under udgravningerne i forbindelse med byggeriet af Ospizio dell'Addolorata fandt man i 1902-1904 resterne af en søjlegang med 3 hermer i marmor, gulve i mosaik, en fontæne og andre ruiner, heraf nogle som måske har udgjort et privat termeanlæg. Disse blev senere indrettet til Kirken Sant'Erasmo og det tilstødende Kloster. I 1930 forsvandt de sidste rester af Domus Valeriorum ved jordpåfyldning til byggeriet omkring Via di Sant'Erasmo. Udgravninger i 2005 har åbenbaret et stykke af en stor freskobemalet korridor med sort-hvidt mosaikgulv og vinduer ud til et "viridarium", en lille haveanlæg. Dette byggeri er midt i Kejsertiden blevet indrettet i et rum fra Augustus' tid. Haven var tilplantet med blomsterbede ud for vinduerne, og i hvert fald mod syd og øst omgivet af korridoren. Væggene mod haven var også bemalede med et gittermønster forneden og en rødlig-orange farve foroven. Halvsøjlerne, der flankeredes af flade røde søjler, var hvide men udsmykket med vandrette stukbånd i blåt og rødt. Væggene inde i korridoren var som nævnt udsmykket med fresker med planter og små dyr i friser langs kanterne og større menneskeskikkelser på hvid bund som det centrale motiv. Også loftet var bemalet med røde rammer på hvid bund indeholdende planter og dyr. Dette lille, smukke område fik imidlertid ikke lang levetid, det blev snart efter forladt og brugt som losseplads, og alle dele, som kunne genbruges, blev fjernet. Og det så grundigt, at loftet brød sammen. Mens området brugtes som losseplads, blev det ramt af et lynnedslag. En begivenhed, der som sædvanligt i Antikken udløste en særlig soningsaktivitet. Steder, hvor et lyn slog ned, blev betragtet som hellige og blev indhegnet og indviet til guderne, især til Jupiter. De kaldtes bidentales (ental: bidental) og de præster, som var knyttet dertil, benævnedes (sacerdotes) bidentales. Det mærkelige navn betyder "med 2 tænder" og hentyder til de offerdyr, som oftest får, som præsterne ofrede til udsoning. Denne foregik ved at præsterne samlede den jord, der var blevet revet op under lynnedslaget, og alt, der var blevet svedet ved den lejlighed. Det blev samlet til et bål, som præsten antændte for derefter at istemme bønner eller sang, som lød som en "sørgende mumlen", mens det brændte ud. Herefter ofrede præsten et får, ifølge William Smith skulle dette være 2 år gammelt, ifølge Goldschmidt Latinsk-Dansk Ordbog skulle det så være så gammelt, at den havde "begge Rader Tænder fuldstændige" (=bidens). Præsten lod også rejse et alter på det hellige område og dette blev derpå indhegnet og herefter var det forbudt område. Ja man måtte ikke engang røre ved hegnet eller betragte det og skulle det ske, at stedet forfaldt, måtte det repareres, men aldrig fjernes eller på nogen måde ødelægges ved at det hellige hegn blev overskredet. I fald dette fandt sted, var der tale om helligbrøde og den skyldige ville guderne straffe med vanvid. Dette soningsritual kan ganske nøjagtigt følges i dette hjørne af Domus Valeriorum. I en firkantet grav er der blevet anbragt adskillige jernsøm af forskellig størrelse, samt træstykker, ovenpå er der blevet smidt et lag affald med mange rester af maling og dekoration fra Augutus' tid. Til slut er graven blevet dækket med teglsten og plader og indhegnet af en lav kvadratisk mur. Ovenpå graven blev der lagt en hvid marmorsten med indskriften "FULG.D." : "Fulgur Dium", der angav at her var begravet resterne af et lyn. I begyndelsen af 200-tallet efter Kristus blev korridoren helt revet ned og fyldt op med andere affaldsmaterialer, hvoriblandt der både var fragmenter af fresker og stuk fra det 1. og begyndelsen af det 2.århundrede efter Kristus. Hvorfra disse fragmenter stammer, er ikke opklaret, men man antager, at de er kommet fra en anden del af Domus Valeriorum. En ny opfyldning senere i 200-tallet skyldtes måske en ombygning af villa'en. Efter udgravningen af det ovenfornævnte område er freskerne blevet taget ned for at blive restaureret og senere udstillet. De gamle mure og rum kan man desværre ikke få at se, da de er indgået som fundamenter til Ospedale dell'Addolorata's nye kræftcenter. Området omkring Domus Valeriorum efter ejendommens ødelæggelse og salg: Som nævnt ovenfor indrettedes der efter salget et hospital/herberg i nogle af bygningerne. Det kaldtes Xenodochium Valeriorum eller Xenodochium a Valeriis. I andre bygninger indrettedes den lille Kirke Sant'Erasmo og et tilhørende Kloster. Kirken kaldtes også Santi Erasmo e Abbaciro al Celio og nævnes første gang i perioden 672-676, men var i hvert fald i funktion allerede i begyndelsen af 600-tallet, om ikke tidligere. I løbet af 1400-tallet gik komplekset i forfald og faldt måske fuldstændigt sammen. Senere lå området hen som marker, urtehaver og vingårde med forskellige ejere. I 1600-tallet tilhørte ejendommen familien Morelli (og kaldtes derfor Orto Morelli), i 1700-tallet det religiøse broderskab Compagnia del Salvatore ad Sancta Sanctorum og kaldtes derfor Vigna del Salvatore ad Sancta Sanctorum. Fra et tidspunkt i slutningen af 1800-tallet var ejerne familien Colacicchi (og vingården kaldtes derfor Vigna Colacicchi). Omkring 1905 blev grunden opkøbt af Ordenen Piccola Compagnia di Maria, som lod opføre et hospital på grunden, Pio Istituto dell'Addolorata, også kaldet Ospizio dell'Addolorata. Disse bygninger er senere blevet indlemmet i det store hospitalskompels Ospedale di San Giovanni-Addolorata.
Litteratur om Domus Valeriorum: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|