|
|
|
|
|
Sant'Antonio di Padova var født i Portugals hovedstad Lissabon i 1195. Han var ud af en fin gammel familie og fik i dåben navnet Fernando. Fra barnsben ønskede han at gå i Kirkens tjeneste og som 15-årig blev han optaget i Abbazia di San Vincenzo, som tilhørte Augustiner-Ordenen og lededes af denne Ordens kanniker. Fernando's familie var dog ikke helt tilfreds med hans valg og for at komme længere væk fra hjemmet flyttede han til byen Coimbra, der ligger mellem Porto og Lissabon. Her blev han 25 år gammel ordineret som præst. Efter i 1220 at have erfaret om massakren på 5 franciskanske munke i Marokko, besluttede Fernando sig til i stedet for præst at blive Franciskanermunk og skifte sit navn til Antonio, hvorefter han drog af mod Afrika. Straks efter ankomsten blev han imidlertid syg og måtte meget mod sin vilje rejse hjem igen, men under hjemturen blev det skib, der transporterede ham, drevet ud af kurs og endte på Siciliens kyst. Herfra rejste den endnu svagelige Antonio op gennem Italien til han nåede Assisi, hvor han i 1221 mødte San Francesco. Fra Assisi rejste Antonio til eneboersamfundet "Eremo di Montepaolo" ved Forlì, hvortil han senere blev sendt af sine foresatte og hvor han kunne samle store skarer til sine inspirerede prædikener. Herefter blev hans liv en lang række rejser for at udbrede Evangeliet i Italien og Frankrig, hvor han under en prædiken i Arles i et syn så San Francesco, der var død i 1226. Et andet mirakel fandt sted i Rimini, hvor det lykkedes Antonio at vække befolkningen efter at have holdt en prædiken for fiskene, da menneskene ikke ville lytte. Samtidig med de mange rejser og prædikener påtog Antonio sig også mange opgaver indenfor Franciskaner-Ordenen og han underviste også i Evangeliet på de store universiteter i Bologna, Montpellier, Tolosa og Padova. I Sydfrankrig talte han i 1225 i Toulouse mod den kætterske retning Albigenserne, men fra 1227 vendte han tilbage til Norditalien, hvor han fik bopæl i Padova i Convento di Santa Maria. I sin sidste tid tog Antonio ophold i eremit-klosteret "Eremo di Camposampiero", hvorfra han i begyndelsen af juni 1231 sammen med en lille gruppe begav sig på rejse mod Padova. Den 13. Juni 1231 døde Antonio i Padova-forstaden Arcella, hvor hans lille gruppe havde gjort holdt og hvor de boede hos de kapellaner, som betjente nonnerne i Padova's Klarisser-Kloster. I starten efter Antonio's død blev han mest dyrket lokalt i Padova og omegnen, men efterhånden bredte kulten sig også som følge af San Bernardino's prædikener. Som følge heraf lod Pave Gregor IX (1227-1241) ham helgenkåre og Padova lod rejse en stor katedral til hans ære, hvor relikviet af helgenens tunge stadig opbevares og æres. Sant'Antonio di Padova påkaldes, når man har mistet eller forlagt en ting, samt af kvinder der søger ægtemage. Desuden er han skytshelgen for forældreløse, fængslede, skibbrudne, sterile kvinder, gravide kvinder, syge børn, rekrutter samt for glaspustere, glarmestere og dem der handler med glasvarer. Helgenen fremstilles i sin franciskanerkutte med for eksempel en bog, et brændende lys, et hjerte, en hvid lilje, samt Jesus-Barnet, som havde vist sig for ham i et syn. I 1946 gav Pave Pius XII Sant'Antonio titel af "Doctor Evangelicus". Sant'Antonio di Padova fejres på sin dødsdag den 13. Juni.
Litteratur om Sant'Antonio di Padova: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|