ANNAS ROM GUIDE
Kejser Valentinian I

Vestromersk Kejser 364-375 efter Kristus

Flavius Valentinianus, den senere Kejser Valentinian I (364-375), var søn af Generalen Valentinianus, som stammede fra en bondefamilie i den romerske provins Pannonien og havde tjent sig op gennem graderne i hæren.

General Valentinianus fik foruden Flavius Valentinianus også sønnen Flavius Valens.

Flavius Valentinianus blev født i 321 efter Kristus og fik en vis skoleuddannelse, inden han blev officer i kavalleriet.

I 357-363 blev han afskediget på grund af forskellige falske rygter, men Kejser Jovian (363-364) kaldte ham tilbage i tjenesten og satte ham i spidsen for den kejserlige garde.

Da Kejser Jovian døde i 364, blev Valentinianus udråbt til Kejser Valentinian I og en måned efter udnævnte han sin yngre broder Flavius Valens til Medkejser over Østriget (364-378).

Den største opgave for de nye kejsere var forsvaret af Rigets grænser, der i disse år konstant var truet af invasioner fra de omliggende germanske stammer. I 365-366 tilføjede Valentinian alemannerne, der havde invaderet Gallien, et knusende nederlag og herefter lod han samtlige nordgrænser forstærke.

I 367-368 blev Britannien offer for en invasion og i 373-375 var der oprør i Afrika. Begge dele nedkæmpedes af hæren under ledelse af Generalen Theodosius.

I 375 måtte Valentinian I drage til Pannonien for at nedkæmpe en invasion af quader og sarmater og her døde han af et slagtilfælde den 17. november.

Valentinian I var omkring år 370 blevet gift for anden gang med Kejserinde Justina, som tidligere havde været gift med tronraneren Magnentius (350-353). Valentinian I blev fader til sønnen: Flavius Gratianus, som han udnævnte til Kejser i 367, og med Justina til børnene: Flavius Valentinianus samt 3 døtre. Han var bedstefader til Galla Placidia, datter af Kejser Theodosius I..

Valentinian I's forhold til Senatet og de fornemme romere var andtrengt, han forsøgte at holde igen på magtmisbrug og overbeskatning af provinserne, men hans forsøg på at stoppe den fornemme Petronius Probus lykkedes ikke. Valentinian var kristen, men blandede sig kun i Kirkens anliggender, hvis der var optræk til offentlig uro, ellers lod han hedninge og kættere leve i fred.

Efter Valentinian I's død blev hans ældste søn, den 16-årige Gratian, Kejser (375-383) og denne udnævnte derpå sin 4-årige lillebror til Medkejser (Valentinian II 375-392).

Læs mere om Kejser Valentinian I's familie.


Litteratur og links om Kejser Valentinian I:
Dizionario dei personaggi dell'antica Roma. Newton Compton editori, 1990.
An Online Encyclopedia of Roman Emperors: Valentinian I.
Wikipedia : The Free Encyclopedia: Valentinian I.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d.11.7.2004