|
|
ca 1565 eller 1577-1630 eller 1642 Agostino Ciampelli kom fra Firenze, han var maler og elev af Santi di Tito. Han levede fra 1565 eller 1577 til 1630 eller 1642. Ciampelli arbejdede i Firenze for Medici-familien og senere kaldte Kardinal Alessandro de' Medici, den senere Pave Leo XI, ham i 1594 til Rom, hvor han forblev til sin død. I Rom blev Ciampelli en efterspurgt kunstner og i 1623 medlem af Accademia di San Luca. Året før sin død fik han overdraget opsynet med Peterskirken sammen med Gianlorenzo Bernini. Omkring 1601-1603 deltog Ciampelli i udsmykningen af Kirken San Vitale, der ligger nedenfor Quirinalhøjen ved Via Nazionale. Her udførte han 2 store malerier øverst oppe i kirken mod apsis, på højre væg: "La Lapidazione di San Vitale" og på væggen overfor: "Il Martirio di San Vitale". Disse malerier anses for nogle af Ciampelli's bedste indenfor den toskanske manierisme. De 2 malerier ved indgangen til apsis: "Gedeone che vince i Madianiti" til højre og "Sansone che trova il miele nella mascella del leone da lui ucciso" til venstre menes også at være lavet af Ciampelli. Ligesom de 2 engle på buen ind til apsis. Agostino Ciampelli arbejdede også sammen med Pietro da Cortona og Giovanni Balducci. Han har yderligere udført arbejder i kirkerne "Il Gesù" (freskerne i 1.kapel til højre), Santa Bibiana ("Santa Demetria sorella di Santa Bibiana" og "Angeli Musicanti" over indgangsdøren samt en nu forsvunden loftsfresko af "Santa Bibiana in Gloria") og Santa Maria in Trastevere ("Angeli Recanti Simboli Mariani" i apsis lige over korstolene). I Kirken Santa Prassede udførte Ciampelli flere arbejder: malerierne "La Fede" ("Troen") og "La Giustizia" ("Retfærdigheden") på væggen over hovedindgangen tilskrives Ciampelli, som her arbejdede for Kirkens Titulær-Kardinal Alessandro de'Medici i årene 1594-1600. Agostino Ciampelli malede ligeledes et af malerierne over søjlerækken i højre side af Kirkens hovedskib: "Ecce Homo" samt alterbilledet i sakristiet forestillende "Cristo china la Testa a San Giovanni Gualberto" ("Kristus nikker til San Giovanni Gualberto"). Til Klosteret ved Kirken San Gregorio Magno på Celio-højen, Monastero di Sant'Andrea, har Agostino Ciampelli udført 2 malerier.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|