ANNAS ROM GUIDE

Salvatore Borgognoni - romersk guldsmed

1800-tallet

Over en husdør i Via della Pietà nr. 10 sidder et lille relief med navnetrækkene S B (se foto fra borgato.be). Bogstaverne står for navnet: Salvatore Borgognoni. Men hvem var denne mand egentlig?

I arkivet fra Kirken Sant'Eligio degli Orefici - Guldsmedenes Kirke - findes en liste over de guldsmede, som er blevet optaget i Guldsmedelauget. Her finder vi navnet: Borgognoni Salvatore med datoen: fra 30-07-1804.

Omkring 1818 blev der i Rom lavet en folketælling, der også skulle bruges til skatteopkrævning. Der udfærdigedes kort over de forskellige kvarterer, samt lister over de personer, som ejede bygningerne i kvarteret. Det er her, at man kan finde en sammenkobling mellem Salvatore Borgognoni, som vi nu ved var guldsmed, og huset i Via della Pietà nr. 10. Gadedøren her er hovedindgang til en kompakt, nærmest firkantet bygning i 3 etager med facader ud mod både Via dei Giubbonari, Via dell'Arco del Monte og Piazza del Monte di Pietà.

Salvatore Borgognoni lader til at have været en velhavende mand. Hans hus er ret stort og måske har han haft både værksteder og butik i lokalerne. Han må også have haft et godt ry for sit håndværk og have været agtet af sine kolleger, for i begyndelsen af 1800-tallet findes han også opført som "Console del Collegio degli Orefici e Argentieri di Roma" : "Konsul for Guldsmedene og Søvsmedenes Sammenslutning".

Det er ellers ikke så meget vi ved om Salvatore Borgognoni, men i Diario di Roma for den 12. April 1823 ses fra side 21 til side 24, at Borgognoni har efterlyst en hel række guldsmedearbejder, som er blevet stjålet natten til den 27. Marts 1823 fra guldsmedeforretningen "Negozio di Belle Arti del Signor Giovanni Dies", beliggende i Via Condotti nr. 84. Nogle af de stjålne sager oplistes i avisen, hvor det også oplyses, at "Salvatore Borgognoni i Via Gipponari nr. 34" vil udbetale en findeløn, hvis genstandene kommer til veje: 20 scudi for en enkelt genstand og hele 200 scudi for den, der kommer med alt det stjålne.

Her nævnes blandt andre genstande også: 312 ringe med udsmykning i mosaik, ædelsten eller konkylier, 167 par øreringe, 105 kaméer til indfatning i ringe, 42 guldnøgler med udsmykning i ædelsten, 4 guldkæder med segl, forskellige løse ædelsten og koralkæder, samt andre kæder i halv- og hel ædelsten, og således fortsætter det over flere sider med specielle sager i guld, malakit, topas, mosaik, og "en genstand af lapis lazuli og guld, 13 æsker i forgyldt sølv, heriblandt en med en indlagt hundefigur i mosaik og 2 runde æsker med dekoration af blomstervaser".

Hvordan Borgognoni var involveret i Giovanni Dies' forretning, ved vi desværre ikke. Måske har han fremstillet nogle eller alle de stjålne sager. Eller han er trådt til i sin egenskab af Guldsmedelaugets Konsul.

Ifølge Victoria & Albert-Museum (V&A) var Giovanni Dies (1776-1849 eller 1796-1839) en af de mest succesfulde kamé-skærere i Rom på denne tid. Så succesfuld, at han havde en årlig omsætning på "about £5000" (se en af hans kaméer og læs om kunstneren på museets hjemmeside).

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 25.4.2023 og sidst opdateret den 7.5.2023