|
Via della Pietà Se over nr. 37 på Bykort til den midterste del af Campo de' Fiori-turen |
Via della Pietà er et ganske kort, lille gadestykke i kvarteret Rione Regola, mellem Via dei Giubbonari og Piazza del Monte di Pietà. Denne sidste har ligesom vor lille gade navn efter låne- og pantekassen Monte di Pietà, hvis store Palazzo del Monte di Pietà dominerer Pladsens sydside. Set fra Piazza del Monte di Pietà står på gadens højre og østlige side en stor karré, som tilhører Organisationen "Stabilimenti Spagnoli", også kaldet Collegio Spagnolo, der fra 1747 lod dette palæ opføre på det sted, hvor den af dem i 1746 erhvervede fuldstændigt forfaldne gamle kirke San Martinello var blevet revet ned. Den gamle kirke stod lidt længere fremme på Pladsen og kilderne beretter, at man under nedrivningen af San Martinello under denne fandt 3 marmorplader under hvilke der lå en stor mængde menneskeknogler, samt håndjern, søm og torturredskaber. Man mente da, at der kunne være tale om mennesker, som på ukendt tid havde lidt martyrdøden, og resterne blev derfor flyttet over i Kirken San Giacomo degli Spagnoli. Istedet opførtes altså den nuværende 5-etagers bygning med tagterrasse. Facaden er i teglsten og travertin og de 4 store portbuer i brede travertinrammer, som ses i stueetagen mod Via della Pietā, har numrene 13-16. Bygningen har mod denne gade 8 fag og hushjørnerne er beskyttet af høje rækker af tilhuggede travertinsten. Palæets hovedfacade mod Via dei Giubbonari er identisk med sidefacaden, bortset fra at der her i den anden af de 4 portbuer findes hovedindgangen til ejendommen. Denne, som er lidt smallere og flankeret af et vindue til venstre, har nr. 30, mens forretningerne har numrene 29 og 31-32. På den modsatte side af Via della Pietà står mellem denne og Via dell'Arco del Monte, en karré, som går helt frem til Via dei Giubbonari. (Se foto fra borgato.be) Det er en 3-etagers bygning med en stor tagterrasse på toppen (se foto fra borgato.be). Facaden er pudset op i en mørk okker farve med lys, stenmønstret underetage og lyse stukrammer om vinduerne. Bygningen har mod Via della Pietà 5 brede fag med 3 butiksbuer (numrene 9, 11 og 12) og en indgangsportal i profileret ramme i nr.10 (se foto fra borgato.be). Over døren sidder her ejerens navnetræk: S B for Salvatore Borgognoni, der var guldsmed og levede her i begyndelsen af 1800-tallet. Huset kan derfor også omtales som Casa di Salvatore Borgognoni. Ejendommens hovedfacade findes mod Via dei Giubbonari, hvor de 3 fag på førstesalen sidder bag én lang stenbalkon, båret af 7 brede, udskårne konsoller. I stueetagen er der her i 3 store buer indrettet butikker (nr. 33, 34 og 34A), mens der er høje vinduer på første- og andensalen.
Litteratur om Via della Pietà: |