|
|
|
Sant'Eligio deglio Orefici - Via di Sant'Eligio 8 - Se nr. 92 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen |
|
Denne lille Kirke, som er viet til Sant'Eligio, blev opført af guldsmedelauget (L'Università / Il Collegio degli Orefici ed Argentieri di Roma) i begyndelsen af 1500-tallet ved den nyistandsatte lille gade Via di Sant'Eligio, som dengang forbandt Via Giulia med flodbredden og idag forbinder Via Giulia med flodboulevarden Lungotevere dei Tebaldi. Lauget fik i 1509 til deres byggeri overladt et stykke jord, hvor de forfaldne rester af den gamle Kirke Sant'Eusterio stod. Disse ruiner blev mere eller mindre revet ned, før den nye kirke kunne rejses, men under en restaurering i 1955 fandt man ved Via dell'Armata nogle rester fra den gamle bygning. Det menes, at det er Rafael, som har tegnet kirkebygningen i årene 1514-1515. Det er omdiskuteret, men baseret på en tegning af Sallustio Peruzzi i Uffizierne i Firenze, hvorpå der er skrevet: "Sant'Alò degli orefici a strada Julia inverso il fiume opera di Raffaello da Urbino" : "Sant'Eligio degli Orefici i Via Giulia mod floden, værk af Rafael". Sallustio var søn af den kendte Baldassarre Peruzzi, som ifølge en anden tegning skal have fuldført kirkebyggeriet efter Rafaels død i 1520. Til de første grundskitser skal Rafael have været inspireret af Bramante. Byggeriet stod på i flere år. Fra 1516 til 1522 blev der revet bygninger ned i området omkring byggepladsen, men det lader til, at Kirken først stod færdig efter midten af 1500-tallet. I perioden fuldførtes først facaden omkring 1530 og derpå i 1535 rummet omkring højalteret. Kuplen blev først færdig i 1536 og gulvet i slutningen af 1540'erne. Endelig blev indgangsportalen i travertin opsat i 1551 og i 1575 kom den indre udsmykning på plads. Da Kirken blev bygget, var området en skråning ned mod den sandede flodbred, som igen og igen oversvømmedes, når Tiberen gik over sine bredder. Alle bygninger, der ligger tæt ved floden i dette lave område, har gennem tiderne lidt skade under oversvømmelserne og den sandede grund har heller ikke bidraget til Kírkens stabilitet, som man allerede fik problemer med fra 1575. Over flere gange måtte man i de følgende år reparere murrevner og mursøjler, der gav sig. Flere gange arbejdede man på at gøre kuplen lettere, så muren ikke sank, men i 1601 faldt facaden og det højre sidekapel sammen og ødelagde flere nabobygninger. I 1602-1604 fik arkitekten Flaminio Ponzio til opgave at restaurere og forstærke murene, som under dette arbejde blev gjort tykkere. Samtidig indsattes støttepiller i kuplen og fra 1604 kunne der atter holdes messe i bygningen. I 1620 lod guldsmedelauget facaden forbedre og i midten af 1630'erne blev udsmykningen i højre korsarm / Altare dei Magi ændret, hvorved desværre den gamle alterfresko forsvandt. Også alteret overfor, viet til "Il Presepe" ("Krybben", altså til Jesu fødsel), blev renoveret. Reparationer af mure og kuppel fortsatte igennem første halvdel af 1700-tallet sammen med nye tiltag, såsom udgravningen af en krypt under Kirken til begravelse af guldsmede-broderskabets medlemmer. I 1857 blev kirkebygningen grundigt gennemgået og atter en gang repareret og renoveret. Herunder blev gulvet omlagt og dækket af marmorplader fra Kirken San Paolo fuori le Mura. Korrummet blev genopbygget og Krypten måtte ved denne lejlighed forstærkes, de 8 nicher i mursøjlerne stammer fra denne restaurering. Alt i alt et større arbejde, som først afsluttedes i 1865. I 1876 påbegyndtes arbejdet med de store digemure mod Tiberen, men det gavnede ikke den gamle og skrøbelige bygning. Fugtproblemerne i murværket blev nu så store, at guldsmedene i 1895 råbte gevalt og i 1911 lod det nye kongerige Italiens nye Ministero della Pubblica Istruzione chefarkitekterne Antonio Munoz og Antonio Marchetti foretage endnu en gennemgribende restaurering, der dog heller ikke løste problemet. I årene 1952-1955 påbegyndtes igen en renovering og en ny fulgte allerede i 1977-1978. De mange fugtproblemer fra floden og den fugtige, sandede og ustabile undergrund antyder, at det ikke er sidste gang, at Kirken må have kærlig pleje.
--------- Læs her om En Rundgang i Sant'Eligio ----------
Litteratur om Sant'Eligio deglio Orefici: |