ANNAS ROM GUIDE
Leonardo Sormani - romersk billedhugger
1500-tallet

Billedhuggeren Leonardo Sormani var antagelig født i Savona engang i begyndelsen af 1500-tallet som søn af arkitekten og billedhuggeren Pace Antonio Sormani og broder til Giovanni Antonio Sormani. Familien kaldes undertiden også ved efternavnet "Sormano" eller "Sormanno" og om Leonardo bruges nogle gange tilnavnet "da Sarzana".

Begge brødrene drog til Rom - senest omkring 1551 - og arbejdede som billedhuggere. Desuden virkede Giovanni Antonio også som arkitekt, mens Leonardo arbejdede med at restaurere antikke fund.

Af Leonardo Sormani's værker i Rom kender vi:

I årene 1551-1554 arbejdede han på at restaurere antikke fund i Vatikanet og for Pave Julius III i dennes nye villa.

I 1556 udførte han en statue af Paulus til Castel Sant'Angelo. Den er senere blevet ødelagt.

I årene 1567-1568 arbejdede Leonardo Sormani på gravmælet for Kardinal Ridolfo Pio da Carpi i Kirken Santissima Trinità dei Monti.

I 1574 arbejdede Sormani på gravmælet for Pave Niccolò IV i venstre side af Kirken Santa Maria Maggiore.

I 1583-1589 arbejdede han i Cappella Sistina i Santa Maria Maggiore for Kardinal Felice Peretti, den senere Pave Sixtus V.

I slutningen af 1580'erne udarbejdede Sormani også en model til den bronzestatue af San Pietro, som blev opsat på toppen af Trajansøjlen.

I årene 1588-1589 arbejdede han sammen med Pietro Paolo Olivieri og Flaminio Vacca på "Fontana Termini", Moses-Fontænen, i Via Vittorio Emanuele Orlando på hjørnet af Via XX Settembre.

I 1589-1590 restaurerede han sammen med Olivieri og Flaminio Vacca de to statuer af Castor og Pollux på Piazza del Quirinale.

Leonardo Sormani udførte også en af tritonerne til en af fontænerne på Piazza Navona. I det 19.århundrede blev en kopi opsat og originalen flyttet op til søen i parken på Monte Pincio.

Leonardo Sormani døde på et tidspunkt efter 1589 sandsynligvis i Rom.

Litteratur om Leonardo Sormani:
Allgemeines Lexikon der bildenden Künstler von der Antike bis zur gegenwart. Begründet von Ulrich Thieme und Felix Becker. Leipzig, Seemann, 1907-1950.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 12.4.2005