Denne fine romerske familie har rødder tilbage til år 1000, hvor de havde navnet Lucij efter de 2 sølvskinnende fisk, som optræder på deres familievåben.

I 1400-tallet skiftede familiens navn, da et fremtrædende familiemedlem var kejthåndet ("mancino") og tog sit øgenavn som et tilnavn. En tid kaldte familien sig Lucij-Mancini for så at ende med Mancini-navnet.

Af familiens medlemmer kender vi:

Lucia de Mancinis, som var Benediktinernonne i Klosteret Sant'Ambrogio della Massima og Abbedisse sammesteds i 1411.

Renzo Lucij-Mancini, som var Conservatore på Campidoglio i 1440 og ejede et hus ved Via del Corso.

Giovanni Antonio Mancini var omkring 1478 "konsul" i malernes sammenslutning Università dei Pittori e Miniatori di Roma og påtog sig sammen med sin "medkonsul" maleren Antoniazzo Romano at redigere foreningens nye statutter ("Statuta Artis Picturae"). På den illuminerede forside af dette dokument ses San Luca, som modtager malernes statutter af de knælende "konsuler". Dokumentet findes i dag i Arkivet i Accademia di San Luca.

Lucia de Mancinis, som var Benediktinernonne i Klosteret Sant'Ambrogio della Massima og Abbedisse sammesteds i 1496-1526.

Giulio Mancini skrev omkring 1573 en bog om malerkunst: Considerazioni sulla pittura.

Paolo Mancini var forfatter og grundlagde det litterære Accademia degli Umoristi. Han blev far til Francesco Maria Mancini og Michele Lorenzo Mancini og døde i 1635.

Francesco Maria Mancini var søn af Paolo Mancini og bror til Michele Lorenzo Mancini. Han blev pavelig prælat i 1633 og udnævnt til Kardinal i 1660 ved Titelkirken Santi Vito e Modesto og senere, i 1670, ved Kirken San Matteo. Han deltog i 2 konklaver: i 1667 og i 1669-1670. Han døde den 29. Juni 1672 i Marino, hvor han ligger begravet.

Michele Lorenzo Mancini var søn af Paolo Mancini og bror til Francesco Maria Mancini. Han giftede sig med Girolama Mazzarino og blev far til 6 børn inden han døde i 1656. Girolama var søster til den Kardinal Giulio Mazzarino, som trådte i tjeneste hos den franske Kardinal Richelieu og Kong Ludvig XIV og her kaldtes Jules Mazarin. Gennem ham opnåede Girolama og Michele's børn, Laura, Filippo Giuliano, Olimpia, Maria, Maria Anna og Ortensia, at blive medlem af den franske adel.

Laura Mancini, datter af Michele Lorenzo Mancini og Girolama Mazzarino, var født i 1636 og blev gift med Louis af Bourbon. Hun døde allerede i 1657.

Filippo Giuliano Mancini, eneste søn af Michele Lorenzo Mancini og Girolama Mazzarino, var født omkring 1639. Han blev Greve af Nevers og det var ham, der lod de gamle huse på familiens grund i Rom rive ned for at opføre det nye familiepalæ i Via del Corso: Palazzo Mancini, der senere overgik til Salviati-familien og idag huser Banco di Sicilia. Det var ligeledes ham, der sammen med familien i 1661 arvede onklens (Kardinal Giulio Mazzarino's) i 1641 erhvervede landsted, som idag kaldes Palazzo Pallavicini Rospigliosi og ligger mellem nutidens Via XXIV Maggio, Via Mazzarino, Via Nazionale og Via della Consulta. Familien fortsatte med at udvide ejendommen og ændre haverne indtil man i 1704 solgte den til familien Pallavicini Rospigliosi. Filippo Giuliano Mancini døde i 1707.

Olimpia Mancini, datter af Michele Lorenzo Mancini og Girolama Mazzarino, blev født i 1640 og var som ganske ung Kong Ludvig XIV's elskerinde, hvorpå hun blev gift med Prins Eugenio-Maurizio af Savoia-Carignano. Hun fungerede som overhofdame ved Dronning Maria Teresa's hof, men blev i 1680 anklaget for deltagelse i et komplot og måtte derfor flygte til Flandern. Hun døde i 1708.

Maria Mancini, datter af Michele Lorenzo Mancini og Girolama Mazzarino, var født omkring 1640 og var ligesom sin søster Olimpia som ung Kong Ludvig XIV's elskerinde. I 1661 fik hendes onkel, Kardinal Mazzarino, arrangeret et ægteskab for hende med Prins Lorenzo Onofrio Colonna. Men hun forlod ham og flygtede til Frankrig sammen med sin lillesøster Ortensia. Kong Ludvig XIV tog hende det meget ilde op og lod hende lukke inde i et kloster, hvorfra hun flygtede 3 år efter, dog blot for atter at blive arresteret, denne gang i Flandern, og lukket inde i et nyt kloster i Madrid. I 1705 opnåede hun tilladelse til at vende tilbage til Italien, hvor hun bosatte sig i Pisa og skrev sine memoirer. Hun døde omkring 1715. Måske er det Maria Mancini, som den flamske maler Jakob Ferdinand Voet i slutningen af 1600-tallet portrætterede "som Cleopatra" (se maleriet).

Claudio Rendina fortæller, hvordan Borghese-familien i 1866 afholdt et maskebal, hvor Prinsesse Rospigliosi var klædt som Maria Mancini, da denne blev formælet med Lorenzo Onofrio Colonna og Prinsessen bar ydermere om halsen den perlekæde ("til en værdi af cirka 70.000 scudi"), som Kong Ludvig XIV havde foræret Maria i anledning af brylluppet.

Maria Anna Mancini, datter af Michele Lorenzo Mancini og Girolama Mazzarino, blev født i 1646 og blev gift med Maurizio Goffredo de la Tour, hvorved hun blev Grevinde af Bouillon. Hun var mæcen for forfatterne Jean Racine og Jean de la Fontaine og døde i 1714.

Ortensia Mancini, datter af Michele Lorenzo Mancini og Girolama Mazzarino, var født i 1646 og blev af sin onkel, Kardinal Mazzarino, tvunget til at ægte den franske Greve Armand de la Porte de la Meilleraye, som var udset til at arve Kardinalen og Grevskabet Mazarino og videreføre huset Mazzarino. I 1669 lod Ortensia sig imidlertid separere og flygtede med den franske ridder Louis de Rohan. Senere søgte hun tilflugt i England sammen med en anden fransk ridder, de Saint-Evremond. Ortensia døde i 1699.

I midten af 1700-tallet solgte Mancini-familien deres palæ på Via del Corso til Kong Ludvig XV, som lod det franske akademi i Rom, Accademia di Francia, overtage det som domicil indtil 1803. Et af akademiets medlemmer var Luigi Giulio Mancini Mazzarino (1716-1768), men han opholdt sig ellers ikke i Rom.

I 1770 købte Mancini-familien tilsyneladende nogle ejendomme ud til gaden Ripresa dei Barberi, som var det gadestykke, som forbandt Via del Corso med Capitolhøjen. Her lod de opføre et hus i 3 etager mellem den gamle Vicolo dei Frangipane og Palazzo Paracciani Nepoti på hjørnet af Via Macel de' Corvi i nordkanten af datidens boligområde Quartiere Alessandrino, som fuldstændigt forsvandt, da Piazza Venezia og siden Via dell'Impero, nutidens Via dei Fori Imperiali, blev anlagt.

På familiens våben er der som nævnt to sølvskinnende fisk i lodret position, med hovederne opad og halerne ned, på en azurblå baggrund.

Litteratur om Mancini-familien:
Rendina, Claudio: Le grandi famiglie di Roma. Newton & Compton Editori, 2004.
- side 399.
Rendina, Claudio: I Palazzi storici di Roma. (Quest'Italia, collana di storia, arte e folclore, n.317). Newton & Compton Editori, 2005.
- side 152, 408, 458.
Roma del Rinascimento. A cura di Antonio Pinelli. (Storia di Roma dall'antichità a oggi). Roma-Bari, Editori Laterza, 1. edizione, 2001.
- side 359, 388.