|
|
|
1.århundrede efter Kristus |
|
Marcus Antonius Pallas, som på italiensk kaldes Pallade eller Pallante, var en kejserlig slave, som tilhørte Antonia, der var datter af Marcus Antonius og Kejser Augustus' søster Octavia. Hun var gift med Drusus den ældre og mor til blandt andre den senere Kejser Claudius. Vi ved ikke noget om, hvornår Pallas var født, men han nævnes første gang i kilderne i år 31 efter Kristus, da Antonia brugte ham som sendebud til Kejser Tiberius for at afsløre Sejanus' komplot. Derefter hører man først om ham, da Claudius bliver Kejser i år 41. På det tidspunkt var Antonia død, hun døde i år 37, og Claudius havde arvet slaven Pallas, som han derpå havde frigivet. Pallas blev en skattet og meget betroet medarbejder og rådgiver for Claudius, som i det hele taget i sin regering støttede sig meget på frigivne slaver, blandt andre Narcissus og Callistus. Pallas virkede som finanssekretær og fik umådelig meget indflydelse - samt skabt store rigdomme for sig selv. Pallas' indflydelse blev dog noget mindre, efter at det var Narcissus, som havde haft modet til at afsløre Kejserinde Messalina's udsvævende liv for Claudius. Men Pallas vandt terræn igen, da han forstod at gribe chancen og støtte Claudius' niece Agrippina i hendes intrigeren for at blive gift med sin onkel. (I Robert Graves' roman Claudius og Messalina fortælles levende i fiktionens form om, hvorledes disse intriger gik til). Deres forehavende lykkedes i år 50 og måske var det af taknemmelighed herover, at Agrippina overlod Pallas et stort landområde af det tidligere landsted Horti Tauriani, som hun havde erhvervet på mindre fin vis ved at lade ejeren Titus Statilius Taurus anklage for magi og derved drive ham til selvmord i år 53. Pallas ejendom kendes under navnet Horti Pallantiani. Det sagdes nu også, at Pallas var Agrippinas elsker, og denne omstændighed har jo nok heller ikke mindsket hans magt, indflydelse og rigdom. Og hans position gavnede også hans bror Antonius (eller Claudius) Felix, som af Kejser Claudius blev udnævnt til Guvernør i Judaea. Efter Claudius' død i år 54 (man sagde, at det var Agrippina, som i samråd med Pallas havde ladet ham forgive) bevarede Pallas sin indflydelse, mens Agrippina stadig var i stand til at styre sin søn Nero, som nu blev Kejser. Det varede dog ikke længe, før han selv ville bestemme og allerede i år 56 fratog han Pallas alle de store hverv og sendte ham bort fra hoffet. Og efter at Nero i år 59 havde ladet sin mor dræbe, var der ingen til at beskytte Pallas, hvis enorme rigdomme havde vakt Nero's begær. Så i 62/63 blev også Pallas dræbt på Nero's bud. Og det til trods for, at Pallas havde spillet en stor rolle i arbejdet med at overtale Claudius til at adoptere sin stedsøn, så denne lunne komme med i tronfølgen. Pallas blev ifølge Plinius den Yngre begravet i et gravmæle i udkanten af hans ejendom, hvor den løb langs vejen Via Tiburtina, på dennes første strækning inden den første (mile)sten fra Porta Esquilina (nutidens Gallienus-Bue ved Via Carlo Alberto). Historien om Pallas fortælles detaljeret i Tacitus' Annaler (bog 12, kapitlerne 1-2, 25,53, 65 og bog 13, kapitel 2 og 14, samt bog 14 kapitel 65).
Litteratur om Pallas:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|