ANNAS ROM GUIDE
Kardinal Ottavio Paravicino

1552-1611

Ottavio Paravicino (nogle steder også kaldes Ottaviano Paravicini) var født i 1552 i Rom i den gamle og rige Pallavicini-slægt.

Han kom til at gøre tjeneste indenfor Kirken og var særligt knyttet til San Filippo Neri og den af ham grundlagte Oratorianer-Orden, samt til to af dennes medlemmer Francisco Maria Tarugi og Cesare Baronio.

I 1584 blev Ottavio Paravicino udnævnt til Biskop af Alessandria og senere samme år til Ærkebiskop af Milano. I årene 1587-1591 rejste han desuden som Nuntius for Pave Sixtus V i Schweiz.

I Marts 1591 udnævnte Pave Gregor XIV ham til Kardinal-Præst ved Kirken San Giovanni a Porta Latina, og ved Pavens død i 1591 deltog Ottavio Paravicino i det konklave, som valgte Innocens IX til Pave. Allerede i Januar måned året efter deltog han i det næste konklave, hvor Pave Clemens VIII blev valgt.

Den ny Pave udnævnte ham til Kardinal ved Kirken Santi Bonifacio e AlessioAventin og her bekostede han en restaurering af Kirkens indre ligesom han lod lave en gravkrypt under Kirken, hvor munkene tidligere var blevet begravet i klostergården.

Kardinal Ottavio Paravicino var meget interesseret i kunst og han fyldte sit hjem med malerier. Hjemmet lå ved pladsen Largo di Torre Argentina, på det sted, hvor Palazzo Strozzi Besso ligger i dag. Her lå tidligere nogle ejendomme tilhørende familien Rusticucci og altså i perioden 1591-1611 også Kardinal Paravicino, der lod stuerne dekorere af maleren Tarquinio Ligustri.

Der er bevaret en fortegnelse over Kardinalens ejendele, som de forefandtes ved hans død. Heriblandt var der lidt over 100 malerier. Mange af disse var i mindre format og med forskellige religiøse motiver, blandt andre var der to malerier af Jomfru Maria malet af henholdsvis Scipione Pulzone og Cristoforo Roncalli "il Pomarancio", samt en serie med de fire årstider, malet af (Jacopo?) Bassano.

Ottavio Paravicino nåede at deltage i endnu to konklaver, begge to i 1605, hvor først Leo XI blev valgt til Pave og derpå Paul V. I perioden 1608-1609 virkede han desuden som Camerlengo, skatmester, for Kardinal-Kollegiet (Collegio Cardinalizio). Og i perioden 1607-1611 var han yderligere Prior ved Gran Priorato di Sant'Andrea i Piazza Armerina på Sicilien, hvortil han skænkede flere malerier: et malet af Il Pomarancio med motivet Sant'Andrea Apostolo og et andet med motivet "Pietà" ("Nedtagelsen af Korset").

Ottavio Paravicino døde omkring den 3. Februar 1611 i Rom og han ligger begravet bag højalteret i Kirken Santi Bonifacio e Alessio ved siden af Kardinal Vincenzo Gonzaga, Kirkens første Kardinal.

Litteratur om Kardinal Lazzaro Pallavicini:
Pinto, Valter: Dipinti chiaramente devoti: le scelte artistiche del cardinale Ottavio Paravicino. ESE/Salento University Publishing, Kronos vol 13, parte 1, 2009.
- side 153-158.
La storia e il restauro del complesso conventuale dei Santi Bonifacio e Alessio all'Aventino. A cura di Olivia Muratore e Maria Richiello. Responsabile scientifico: Paolo Barbato. Elio de Rosa editore, 2004.
Miranda, Salvador: Cardinals of the Holy Roman Church: Paravicini, Ottavio.
Requiem Datenbank (slå op under "Suchen" - "Kardinäle" - "P" og: Paravicini, Ottaviano).



Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 2.9.2010