|
|
|
Monastero di Sant' Eusebio Piazza Vittorio Emanuele II, 12A |
|
Klosteret ved Kirken Sant'Eusebio på Esquilin i den nordøstlige del af Rom ligger på højre side af Kirken mellem nutidens Piazza Vittorio Emanuele II, Via Mamiani og Via Principe Amedeo. Idag huser det en politistation, så det er vanskeligt at komme ind og se den gamle klostergård med fontænen, som er tegnet af Domenico Fontana. Det er en stor, firkantet gammel bygning, hvis alder kan aflæses af murene ud til Via Principe Amedeo, hvortil også Kirkens bagudgang og apsis vender. I den tidligste tid udgjorde bygningerne bopælen for Kirkens Titelkardinal (og en sådan har været tilknyttet Kirken fra meget tidlig tid, den ældste, hvis navn vi kender, skal have været en vis Valentino, der bestred embedet i perioden 492-494). (En liste over Titel-Kardinaler kan ses på denne side i Wikipedia) Kirken blev ombygget og måske ligefrem genopbygget i 1230'erne og de ældste dele af de Klosterbygninger, som vi ser idag, stammer måske fra denne tid. I 1289 overlod Pave Nikolaus IV ansvaret for Kirken til Celestiner-Ordenen, som var blevet stiftet i 1248 af Pietro di Morrone, som blev den næste Pave i 1294 med navnet Celestino V. Og i kirkekataloget fra Torino, fra ca.1320, er Kirken opført således: "Ecclesia Sancti Eusebii titulus presbiteri cardinalis habet fratres ordinis Sancti Petri de Morrone XXV" : "Kirken Sant'Eusebio, der er titulus for en Kardinal-Præst, har 25 brødre af San Pietro di Morrone's Orden (tilknyttet)". Det er vel sandsynligt, at disse munke har boet i et hus ved siden af Kirken, men først i 1476 blev bygningen officielt overladt til Celestiner-Ordenen, der så flyttede hertil fra Klosteret ved Kirken San Pietro in Montorio. I 1447 betalte munkene 150 fioriner til en vis Messer Antonello d'Albano for reparationer i Kirken og i 1453 lod de isætte glasruder i både Kirke og Klosterets refektorium. Dette sidste skete, mens Sixtus IV var Pave, og det er muligt, at han havde særlig interesse i Kirken og Klosteret, hvor han også lod indrette et af de første trykkerier i Rom. Det blev bestyret af Georg Laner og her trykkede man blandt andet San Giovanni Crisostomo's værker med noter af Francesco Aretino. I 1588 lod munkene Kirke og Kloster restaurere. Til minde herom opsatte de en indskriftssten i klostergården. I 1691 blev bygningerne restaureret og Klosteret udvidet. Senere blev det sæde for "Accademia di Storia Ecclesiastica" ("Akademi for Kirkehistorie") og "Collegio di Terza Probazione per Noviziati" (Jesuiternes kollegium for 3-års novicer). Dette skete imidlertid først efter 1810, hvor Celestiner-Ordenen blev opløst. Pave Pius VII overgav derpå i 1820 ansvaret for Kirken og Klosteret til Jesuiterne, der fortsatte her med undervisning i Sant'Ignazio di Loyola's principper indtil 1870. Ved Jesuiternes overtagelse bestod Klosteret af 19 celler til munkene og et gæstehus med 17 værelser. Desuden var her et bygning med en stor sal og et privat kapel til åndelig fordybelse. Samt et bibliotek, to spisesale, diverse andre rum, en klostergård, en lille have og 2 mindre gårdspladser. Klostergården, hvortil der er adgang fra Kirkens Sakristi og opgangen til Klokketårnet, er aflang og omkranset af de smalle klosterbygninger på alle sider. Disse er i 2 etager og havde oprindeligt buegange i begge etager. De er idag tilmurede og erstattet af en række rektangulære vinduer i travertinrammer. Muren er både ud mod Piazza Vittorio Emanuele II og ind mod gården i puds. Midt i gården står en fontæne i grå marmor, som blev opført omkring 1600 af Domenico Fontana. Desuden skal her være indmuret en indskriftssten til minde om restaureringen i 1588. Efter Italiens samling og Pavestatens fald blev bygningerne i 1873 den nye stats ejendom og de benyttes idag af Indenrigsministeriet som politistation. I slutningen af 1800-tallet, da kvarteret heroppe blev bebygget og Piazza Vittorio Emanuele II blev anlagt, blev det ellers kuperede terræn nivelleret og niveauet foran Kirken derved sænket flere meter, så der måtte bygges en dobbelttrappe op til indgangen. I den forbindelse blev Klosterbygningen også en etage højere, da dennes stueetage ellers tidligere lå i niveau med Kirkens indgangsdør og buegangen foran denne. Klosteret fik således tilføjet en ny stueetage med en ny indgang, mens de to indgange i den gamle stueetage blev muret til og idag kun ses som skygger mellem vinduerne på det, der nu er bygningens førstesal. (se Giuseppe Vasi's stik af Sant'Eusebio-komplekset her) Omgivelserne før 1870'erne: Ved pladsen og denne sidste gade lå muren rundt om klosterejendommen i en spids vinkel med en stor have mellem muren og selve klosterbygningen og med køkkenhave og vingårde mod øst (kaldet "Giardino e Vigna dei Celestini"). Anlægningen af Piazza Vittorio Emanuele II skar det meste af disse haver og halvdelen af klostermuren væk. På samme måde blev den store urtehave "Orto dei Celestini", på vestsiden af Kirken decimeret, så der kunne blive plads til både et beboelseshus ved siden af Kirken, den nye gade Via Napoleone III, og nogle beboelseshuse ned mod Via Carlo Alberto.
---------- Kort om Kirken Sant' Eusebio ---------- Mere om Kirken Sant' Eusebio ----------- ---------- En Rundgang i Kirken Sant' Eusebio ---------- Plan over Kirken Sant' Eusebio ---------- ---------- Fotos fra Kirken Sant' Eusebio ---------- Titulus Eusebii ----------
Litteratur om Monastero di Sant' Eusebio: |