|
|
|
|
|
Denne religiøse sammenslutning var et lægbroderskab, som omfattede Roms smede, der fra slutningen af 1300-tallet havde været samlet i et Laug, bestående af flere forskellige slags metalarbejdere, med tilholdssted i Kirken San Salvatore allle Coppelle, men i 1404 opløst i flere laug knyttet til de forskellige erhverv. Allerede i 1550 begyndte medlemmerne af Smedelauget i Rom (Università dei Ferrari) at udtrykke deres ønske for den pavelige administration om at kunne samle sig i et Lægbroderskab, men først i 1585 blev der givet tilladelse til dette i en bulle udstedt af Pave Gregor XIII. Tilladelsen betød, at både mænd, der dog skulle være medlemmer af Smedelauget, og kvinder, imidlertid kun i det tilfælde at de var gift med et medlem af Smedelauget, kunne lade sig indskrive i Lægbroderskabet, og at medlemmerne kunne iføre sig en blå klædning. Den vigtigste følge af tilladelsen var dog, at Broderskabet nu havde lov til at lade bygge et eget kapel til deres religiøse møder. Hvor Laugets beføjelser drejede sig om økonomi, administration og fordeling af arbejde, kunne Lægbroderskabet udover administrationen af Kirken Sant'Eligio dei Ferrari's formue og tilliggender også yde sjælesorg og opsætte regler for medlemmernes religiøse liv. Broderskabet havde også pligt til at følge med i medlemmernes liv og yde dem både åndelig og økonomisk hjælp. Lægbroderskabets liv og virke var reguleret af en "statut" forfattet i 1575, som beskrev hvilken rang, de forskellige medlemmer havde, og hvilke pligter og opgaver, de skulle udføresi forhold til deres rang. Der var en generel pligt til at deltage i messerne, som afholdtes i Kirken og at gå til alters, men derudover skulle medlemmerne på månedlig basis tage sig af syge medbrødre og -søstre, passe de døende og sørge for at de døde blev ordentligt begravet. Disse regler gjaldt både lægbrødre og lægsøstre. Lederne af Lægbroderskabet kaldtes "offitiali" og blandt disse var der 4 "infermieri", sygeplejere, som skulle besøge de syge og sørge for at disse kunne få skriftet og måske hjælpe dem til at få besøg af en læge, som Broderskabet betalte. Denne sidste bestemmelse i statutten af 1575 medførte, at Lægbroderskabet følte det nødvendigt at oprette et lille hospital. Opførelsen af en sådan bygning blev dog først ført ud i livet i 1696, da man havde fået samlet et tilstrækkeligt stort beløb sammen af bidrag fra medlemmer og sponsorer. I en udtalelse af Pave Gregor XIII den 22. Juni 1580 fik Lægbroderskabet endnu et privilegie, nemlig hvert år på Sant'Eligio's festdag at måtte få løsladt en fængslet. I midten af 1800-tallet overgik dog den lille hospitalsbygning til anden brug og Lægbroderskabet indgik derefter i stedet en aftale med det store Ospedale Fatebenefratelli. En anden af Broderskabets pligter var at sørge for afdøde medlemmers børn og enker, hvis disse ikke havde andre slægtninge. I så fald udpegede man et formynderskab bestående af 2 lægbrødre. Også forældreløse eller fattige pigebørn, som var døtre af Smedelaugets medlemmer blev der taget hånd om med udbetalingen af en medgift, så de kunne indgå i et hæderligt ægteskab. Inden de mindre piger nåede dertil, havde de som pligt at møde op ved messerne og hjælpe til, når der var større fester i Kirken eller ved de årlige mindehøjtideligheder for afdøde medlemmer. I 1839 fik Confraternita di Sant'Eligio dei Ferrari en ny statut og i denne bortfaldt formynderskabsordningen. Til gengæld blev reglerne overfor de fattige piger mere strikse, da de nu blev forpligtet til at deltage i alt, hvad der foregik i Kirken. Deres navne blev ved disse lejligheder registreret i en særlig bog, så det kunne kontrolleres, at de ikke smøg sig udenom.
Litteratur om Confraternita di Sant'Eligio dei Ferrari: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|