Den lidt glemte og oversete kirke - som ovenikøbet oftest kun er åben ved messetid kl. 7.30-8 på hverdage og kl. 8-8.30 samt 10-12 på søndage - står i Velabrodalen, tæt på Capitolhøjens sydvestlige skråning, men hører til det sydvestlige kvarter Rione Ripa med facaden mod Via di San Giovanni Decollato, hvor indgangsdøren er i nr. 22.

Kirkens navn er Sant'Eligio dei Ferrari og den er viet til helgenen Sant'Eligio og fra 1453 af Pave Niccolò V overladt til smedelauget, Università dei Ferrari, der som tak lod nogle endnu ældre bygninger restaurere og gjorde den nyrenoverede eller måske helt nybyggede kirke til sammenslutningens hovedsæde.

De gamle bygninger på stedet - hvis helt nøjagtige lokation ikke kendes - var en kirke kaldet San Martino de Monte Tito (eller San Martino in Monterone, San Martino de Monte Maximo, San Martino de Maxima), som kendes allerede fra slutningen af 1100-tallet og måske har eksisteret længe før dette tidspunkt, hvor den nævnes i det kirkekatalog, som Cencio Camerario lod skrive. Den anden gamle bygning var kirken San Giacomo og både den og San Martino fik også tilnavnet "in Cortina Parva" efter områdets navn. Dette kendes i hvert fald fra 1302. Knyttet til disse kirker var også et lille hospital (Velabrodalen var igennem tiden fuld af hospitaler) kaldet Spedale di San Giacomo di Altopascio.

Smedelauget, der som "Schola dei Ferrari" havde rødder tilbage til 1200-tallet og i 1300-tallet havde slået sig sammen med sadelmagere ("sellari") og guldsmede ("orefici") med mødested i Kirken San Salvatore delle Coppelle, havde som skytshelgen Sant'Eligio og da de i 1453 havde fået overladt de gamle bygninger og i 1562 opført en ny kirke, viede de den til alle de tidligere titelhelgener og kaldte den Chiesa dei Santi Eligio, Giacomo e Martino. Med tiden brugtes dog kun navnet Sant'Eligio og nogle gange den forvanskede form "Sant'Alò" eller "Sant'Anigro".

Da der fra 1509 i Rom også eksisterede en anden kirke viet til Sant'Eligio, opført af guldsmedelauget og derfor kaldet Sant'Eligio degli Orefici, syntes det også nødvendigt at præcisere, at Sant'Eligio-kirken i Via di San Giovanni Decollato tilhørte smedelauget og navnet blev derefter Sant'Eligio dei Ferrari.

Da kirkebygningen i 1560'erne ikke var beregnet til at fungere som sognekirke, men kun som smedelaugets kirke, fik den kun et enkelt skib, der i hver side har 3 ikke ret dybe alternicher omgivet af høje buer og en smal apsis for enden af skibet.

Rester af den gamle San Martino-kirke bagved den nyopførte Sant'Eligio benyttedes for en tid som kapel, men blev senere omdannet til hølade og fra 1588 delvist også indrettet til at huse det tilknyttede hospital. I 1577 påbegyndtes indretningen af et nyt kapel, Oratorio di Sant'Eligio dei Ferrari, i det tidligere sakristi. Kapellet stod færdigt i 1578. I årene omkring århundredskiftet byggedes og udsmykkedes de første sidealtre i den nye kirke. I 1613 havde Kirken således altre for Nostro Signore Gesù Cristo, for Sant'Orsola, for Madonna, for San Giovanni og for Santa Francesca Romana.

I 1619 fremsendte det i 1575 oprettede Lægbroderskab Confraternita dei Ferrari en bøn til Katedralen i Noyon om modtagelse af et relikvie af Sant'Eligio, hvorefter de fik tildelt en del af en armknogle, som idag findes i det lille museum ved Kirken.

I 1621 blev Kirken beriget med et alter for Sant'Antonio og i 1639-1642 blev Højalteret renoveret. Udsmykningen af Kirken med marmor, stuk og malerier fortsatte op igennem 1700-tallet, hvor også Presbyteriet blev forlænget og Sakristiet samt tilstødende lokaler blev udvidet. I 1731 fik facaden også et vindue.

Der skete også fornyelser i 1800-tallet, hvor Altare del Crocifisso blev opført i 1827. I starten af 1900-tallet måtte Kirken lukkes for en gennemgribende restaurering (1903-1905), mens reparationer af facaden udførtes i 1963-1964, da der var opstået sætningsskader på grund af områdets nivellering i 1936, udført i forbindelse med udgravninger og nedrivninger omkring Capitol og arealet omkring Sant'Omobono.

Udover Sant'Eligio's relikvie huser Kirken også interessante malerier fra både 1500-, 1600- og 1700-tallet, samt en helt overdådig udsmykning af marmor og forgyldte stukdekorationer, så kommer man forbi i de korte åbningstider, er den nok et besøg værd. I det smukt udsmykkede kassetteloft ses for eksempel Smedelaugets kendetegn, ambolt og hammer.

Et historisk curiosum:
På tværs af den øverste del af Kirken, omtrent på det sted, hvor Triumfbuen står, løber i undergrunden den gamle dræningsledning Cloaca Maxima på sin kringlede vej fra Forum Romanum, først mod syd, så mod vest, derpå mod syd (under Kirken) og let mod sydøst (under den ene søjle på Janus-Buen, og senere stik vest gennem det gamle kvægmarked, Forum Boarium, til sin udmunding i Tiberen.

Litteratur om Sant'Eligio dei Ferrari:
Carandini, Andrea: Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
- 2 : Tavole e indici. ---- Kort nr. 19.
Chiavoni, Emanuela: Il Disegno dei Oratori Romani. - Roma : Gangemi Editore, 2008.
- side 122-127.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione X II Ripa, Parte Prima / a cura di Daniela Gallavotti Cavallero .- - 1977. ------- side 3, 10, 44, 86-95, 124.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28. - NB:før de nyeste fund !
Rendina, Claudio: Le chiese di Roma. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Tradizioni italiane, 62)
- side 97.
Alvaro ed Elisabetta de Alvariis: Photostream på Flickr: S. Eligio de Ferrari in Ripa.
Arciconfraternita S. Eligio dei Ferrari.
borgato.be: Chiesa di Sant'Eligio dei Ferrari.
Info.roma.it: Sant'Eligio dei Ferrari.
Roma Segreta: Via di San Giovanni Decollato.
Roman Churches: Sant'Eligio dei Ferrari.
RomeArtLover: Sant'Eligio dei Fabbri.
Turismo Roma: Church of Sant'Eligio dei Ferrari.
Wikipedia (italiensk tekst): Chiesa di Sant'Eligio dei Ferrari.
Wikipedia (tysk tekst): Sant'Eligio de' Ferrai.