|
Edicola med Madonna med Barnet - Via del Mascherone / Vicolo dei Venti - i Rione Regola - Se til venstre for nr. 54 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen
|
I udkanten af Piazza Farnese kan man på hjørnet af sidegaderne Via del Mascherone og Vicolo dei Venti se et smukt mangefarvet mosaikbillede af Madonna med Barnet indsat i en svungen og udskåren oval stukramme. Det er et af de mange små Maria-altre, kaldet "edicole sacre", som findes overalt i kvarteret. Billedet er udført af en ukendt kunstner i 1700-1800-tallet og opsat i første sals højde på det store Palazzo dei Cavalieri dell'Ordine Teutonico. Den ovale stukramme afsluttes foroven af 2 fremspringende spiraler, der minder om de spiraler, som snor sig ved siden af og over Palæets vinduer. Selve billedet er sat med små farvede mosaiksten. Baggrunden er klar blå og Maria har en lysere blå kappe med en hvid og forgyldt ottekantet stjerne over en lysebrun kjortel. Hun sidder i billedets højre side og læner sig mod venstre, hvor hendes kind kærligt berører Jesus-Barnets pande. Barnet sidder på hendes skød til venstre og rækker sin lille, buttede højre arm op mod sin moders hals. Han sidder på et hvidt klæde, som Maria med sin højre hånd har trukket op om ryggen på det ellers nøgne Barn. Samtidig holder hun ømt hans lille højre fod i sin venstre hånd nederst i billedet. Jesus-Barnet har bag de gule lokker gyldne solstråler, mens Marias mørke hår under et lysebrunt slør omkranses af en tynd glorie. En lille uindfattet pære, der oplyser billedet, gemmer sig øverst bag stukspiralerne. Litteratur om Edicola med Madonna med Barnet: |