|
på Piazza di San Marco |
På Piazza di San Marco står en af de små kvartersfontæner, som findes overalt i Rom. Denne fontæne blev udført af Pietro Lombardi i 1927 samtidig med de øvrige kvartersfontæner. Den kaldes Fontana della Pigna, Piniekoglefonrænen, og symboliserer med sin piniekogle dette kvarter, Rione Pigna: Piniekoglekvarteret. Kvarterets navn skal stamme fra den store piniekogle, som man idag mener udgjorde midterfontænen i Stagnum Agrippa, en kunstig sø, som Kejser Augustus' ven og svigersøn Marcus Vipsanius Agrippa havde anlagt i området nord for nutidens Piazza di San Marco. Koglen står idag i Bramantes Gård i Vatikanmuseet. Fontænen er udført i travertin og består af en piniekogle, der "svæver" øverst på 2 stiliserede udsprungne tulipaner (iflg. Pocino - se litt.note forneden), der på denne måde danner 2 bassiner, hvorfra vandet i fordybninger rinder ned i det nederste, i jordplan anbragte kar, hvor 4 små søjler i cirkelkanten gør opmærksom på det lille, lidt uanselige springvand. Fontænen kan også ses omtalt som Fontanella della Pigna, Fontanina della Pigna eller Fontanella Rionale di Pigna.
|