Denne Plads, som har navn efter Kirken San Marco, der står på dens nordside, ligger mellem den store Piazza Venezia i øst og Via di San Marco i syd. Mod vest afgrænses Pladsen af et lille gadestykke og Palazzetto Venezia.
..........
Cop. Leif Larsson
I 1500-1600-tallet var der egentlig 2 pladser med samme navn, nemlig en foran Kirken, som var af nogenlunde samme udstrækning, som nutidens Plads, og en bagved Kirken , som var en del af den nuværende Piazza Venezia. På den tid lå der til højre for Kirken - og dermed midt på nutidens Piazza Venzia og som Piazza San Marco's afgrænsning mod højre - det store Palazzetto Venezia, som i 1911 blev nedrevet og genopført til venstre for Kirken, hvor det stadig står. Alt sammen for at gøre plads til det nye monument for Kong Vittorio Emanuele II, som blev opført opad Capitolhøjens skråning. Resultatet blev en ny og større Piazza Venezia, som gav fuld adgang og fuldt udsyn til det nye, imponerende mindesmærke.
Den gamle Piazza di San Marco, tidligere kaldet Platea Divi Marci, opslugtes således af den nye, udvidede plads og blev til en del af Piazza Venezia.
På Pladsen foran Kirken havde man imidlertid allerede i 1871 indviet et lille parkanlæg, omgivet af et smukt gitterværk, som senere er forsvundet.
Idag består anlægget af en lidt afsveden græsplæne med nogle høje, gamle træer, bl.a. palmer, pinier og cypresser. En lille gade kanter Pladsen på nordsiden, mod Kirken hvor også den gamle, berømte, "talende" statue Madama Lucrezia står, og på vestsiden, hvorudtil Palazzetto Venezia ligger idag. På gadehjørnet står den lille kvartersfontæne "Fontana della Pigna", som blev udført af Pietro Lombardi i 1929 samtidig med de øvrige kvartersfontæner. Denne fontæne symboliserer med sin piniekogle dette kvarter, Rione Pigna: Piniekoglekvarteret. På hushjørnet overfor ses det pavelige våben i marmor.
...
Cop. Leif Larsson
I Antikken kaldtes området heromkring kaldtes Pallacinae. og langs Kirkens facade eller over Pladsen løb en lille gade kaldet Vicus Pallacinae. I nærheden lå det badeanlæg, foran hvilket Sextus Roscius blev dræbt på sin vej hjem fra en middag (ad balneas Pallacinas). Således nævner Cicero det i sin forsvarstale for Roscius's søn, som ved et komplot var blevet anklaget for fadermord (Pro Sex. Roscio Amerino, 17 og 132).
Men her lå også på et tidspunkt en såkaldt Villa Publicae, et offentligt anlæg, og syd for Kirken stod Domus Turciorum, Turcius-familiens hus, med vist nok tilhørende badeanlæg. Samme familie ejede også et hus på Oppiohøjen, hvor man i 1793 gjorde en række kostbare fund.
San Marco-Kirken blev opført i 300-tallet på det sted, hvor Pave Markus' familie muligvis havde deres bolig. Området omkring Kirken fyldtes efterhånden af en række småboliger med haver og tårne, blandt andre det såkaldte Torre della Biscia, som tilhørte Annibaldi-familien og som senere kom til at udgøre en del af den første, ydmyge Kardinal-bolig ved San Marco.
Da Kirkens venetianske Kardinal Pietro Barbo i 1464 blev Pave med navnet Paul II, begyndte han at udvide Kardinal-boligen, så den kunne blive en værdig Pave-residens. Til yderligere udsmykning lod Paven opstille et stort porfyr-kar på Pladsen. Det stammede fra Santa Costanza-mausolæet ved Via Nomentana. Et lignende kar lod Paven transportere fra Caracalla's Termer til yderligere udsmykning af Pladsen. En sådan stor skål eller bassin kaldes på italiensk en "conca" og Pladsen fik derfor i folkemunde navnet Platea della Conca (Piazza della Conca) eller Conca di San Marco, hvor den tidligere blot havde kaldtes Platea Nova. (Karrene står idag på Piazza Farnese).
På Pladsens højre side, ud for Torre della Biscia, lod Pave Paul II indrettet en smuk have, omgivet af en rektangulær søjlegang. Anlægget kaldtes "viridiario pontificio" af det latinske ord for "lysthave, park, anlæg": virid(i)arium. Altså: "den pavelige have".
Senere lod Pave Paul III (1534-1549) buerne i søjlegangen tilmure og tilføjede en overbygning, hvorefter Palazzetto Venezia efterhånden fik sin form. I 1536 lod han også nogle middelalderhuse langs Pladsen rive ned, og de to antikke bassiner blev flyttet til Piazza Farnese foran det nye palæ, som Paven havde ladet opføre. Pladsen foran San Marco blev derefter brolagt og ifølge Lombardi (se litt.note forneden) var det på dette tidspunkt, at man begyndte at kalde den Platea Divi Marci.
I 1700-tallet var Pladsen til venstre afgrænset af 2 ejendomme i uregelmæssig form, hvorimellem der diagonalt løb en lille gade, som mod nord mundede ud i en gyde langs med Palazzo Venezia. Den blev lukket, da Palazzetto Venezia blev flyttet, men man kan ane sammenhængen ved at følge gadestykket mellem Pladsen og Kirkefacaden. Gyden kaldtes Vicolo di Madonna Lucrezia.
Piazza di San Marco var ofte skueplads for festligheder. De lokale beboere tog Madama Lucrezia til sig og ved den årlige fest først i Maj måned blev hun pyntet med kæder af hvidløg, røde pebre, løg og kulørte bånd. Delli (se litt.note forneden) fortæller om denne fest, som også kaldtes "ballo de li poveretti" (De fattiges bal), hvori unge som gamle, tykke som tynde, store som små, samt mange specielle typer, tog del til stor moro for tilskuerne: "De to osterier, som lå ved Pladsen, et kaldet "del Campanello" der som skilt havde en engel som ringede med en lille klokke, og et andet kaldet "dei Tre Re" (De Tre Konger)... gjorde fantastiske forretninger og fik store fortjenester".
Men også ved karnevalstid var der fest på Pladsen, når de løbske heste, som kom styrtende ned ad Corso'en, nåede frem og blev indfanget, den såkaldte "La Ripresa dei Barberi". Efter indfangningen uddeltes præmierne til ejerne af de hurtigste heste ligeledes på Pladsen.
.............
Cop. Leif Larsson
Litteratur om Piazza di San Marco:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 545-546.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1982.
----Rione IX Pigna, Parte Terza / a cura di Carlo Pietrangeli. - 2. edizione. ----- side 118, 120
Lombardi, Ferruccio: Le piazze storiche di Roma esistenti e scomparse. Newton & Compton, 2001.
- side 329-332.
Info.roma: Piazza di San Marco, Roma.
Rome Artlover: S. Marco.