Denne lille kirke, som lå på sydsiden af Via dei Banchi Vecchi omkring nutidens nr. 17-21, omtrent overfor Via Sfoza-Cesarini, var en kort overgang viet til Santa Elisabetta og derfor i denne periode kaldet Santa Elisabetta in Banchi.

Kirken stammede fra 1344, hvor den var blevet grundlagt af en Abbed og en broder, det vil sige en af hans munke, som på en mindesten herom omtales som "Abate Tommaso e Frate Andrea", og bygget indenfor et stort jordområde ejet af det gamle Abbazia di San Biagio in Cantu Secuto. Kirken viedes dengang til Jomfru Maria.

I 1400-tallet mistede Abbaziet sin betydning og Vatikanet opkøbte dets ejendom, heriblandt den lille kirke.

I 1479 overgav Paven Santa Maria-Kirken til barberernes forening, Università dei Barbieri e Stufaroli, som derpå lod bygningen reparere og vie til de helgener, som var beskyttere for deres håndværk, nemlig San Cosma og San Damiano, af hvilke der blev udfærdiget et relief over indgangdøren. Kirken fik herefter navnet Santi Cosma e Damiano in Banchi.

I 1560 flyttede barberenes forening til en lille nu forsvunden kirke i nutidens Via dei Barbieri og den gamle Kirke her i Banchi-kvarteret overgik til lægbroderskabet Confraternita di Santa Elisanetta også kaldet Confraternita dei Mendicanti Invalidi. Denne sammenslutning, der påtog sig pleje af syge, gamle, blinde og handicappede, havde en tid hovedkvarter i Pave Sixtus V's store tiggerherberg, Ospizio dei Mendicanti, men flyttede i 1630 herfra til Kirken Santa Elisabetta in Banchi og fungerede indtil slutningen af 1700-tallet.

På grund af dens særlige klientel og beliggenhed fik Kirken forskellige tilnavne. Heriblandt kan nævnes: Santa Elisabetta de' Cecchi alla Chiavica di Santa Lucia og Santa Elisabetta al Gonfalone (området kaldtes dengang Contrada della Chiavica di Santa Lucia del Gonfalone efter den "chiavica", afløbskanal, som løb i nærheden af Kirken Oratorio di Santa Lucia del Gonfalone.

Hvordan Santa Elisabetta in Banchi så ud fra begyndelsen, ved vi ikke, men på Nolli's Rom-kort fra 1748 er den gengivet som et lille firkantet, let rektangulært, rum bag en lille og smallere forhal eller indgangskorridor.

Kirken blev revet ned engang i 1800-tallet, hvorefter der blev bygget et beboelseshus på stedet.

Litteratur om Santa Elisabetta in Banchi:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola, Parte Terza (III) / a cura di Carlo Pietrangeli. - 2. edizione, 1979. ------- side 78.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 14 og 20 (før de nyeste fund).
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998. - side 171.