Den store bygning, som kaldes Ospizio dei Mendicanti, Tiggernes Herberg", eller Ospizio di Ponte Sisto, dækker lidt mere end den vestlige halvdel af den store karré mellem gaderne Via del Conservatorio i sydøst, Via delle Zoccolette mod nordøst, Via dei Pettinari mod nordvest, og nutidens brede Tiberboulevard, Lungotevere dei Vallati, mod sydvest.

Meget er i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blevet ændret her i området, dels ved opførelsen af de høje Tiberdigemure og de brede Lungotevere-flodboulevarder, hvor tiligere Herbergets facade nærmest groede op fra flodbredden, og dels med nye bygninger og gadeændringer i nutidens Via delle Zoccolette. Ospizio dei Mendicanti har således idag ikke helt samme udseende og størrelse, som det havde ved opførelsen i 1586.

Byggeriet påbegyndtes under Pave Sixtus V for at få kontrol over de mængder af fattige tiggere, indfødte romere og tilrejsende tilgrimme, som trods det ene forbud mod betleri og omstrejfen efter det andet plagede byen.

Allerede hans forgænger, Gregor XIII, havde forsøgt at bedre på disse forhold ved at påbyde lægbroderskabet Arciconfraternita dei Pellegrini at oprette et herberg ved Kirken San Sisto Vecchio, men det viste sig hurtigt, at dette var alt for lille til at huse de mange, som havde behov.

Sixtus V opkøbte derfor en gruppe huse øst for Ponte Sisto (genopført i 1475 af den tidligere Pave Sixtus IV) og overlod det til sin hofarkitekt Domenico Fontana at bygge et stort herberg og hospital, som trådte i funktion i Juni måned 1587, da beboerne fra herberget ved San Sisto Vecchio blev flyttet hertil.

Ifølge Domenica Fontana bestod den nye bygning af meget store sale og talrige værelser med særlige afdelinger for kvinder, ugifte piger (de såkaldte zitelle), gamle, og pigebørn. Der skulle ifølge arkitekten uden at være overfyldt være plads til 2000 beboere, som udover logi også fik kost, samt tøj. For børnene blev der organiseret undervisning i at læse og skrive, drengene lærte desuden et håndværk og pigerne at sy. Udover at indeholde køkken og kælder, var der også i bygningen et apotek, på den tid kaldet et "spezieria", og på facaden mod Tiberen og Via Giulia blev der opsat et smukt ur.

I bygningens sydlige del, som nu er forsvundet i Lungotevere dei Vallati, var der indrettet en lille kirke kaldet San Francesco dei Mendicanti. Både denne og Herberget havde hovedindgang i smukke portaler fra nutidens Piazza di San Vincenzo Pallotti, der fra 1613 kaldtes Piazza del Fontanone efter den store murfontæne, som Pave Paul V lod opsætte på Herbergets mur mellem de 2 indgange.

Både Fontæne og Kirke, samt den sydligste del af Herberget, blev revet ned i 1870'erne, så arbejdet med digerne kunne gå i gang. Inden da var områderne ned til floden voldsomt udsatte for Tiberens gentagne oversvømmelser, der havde det med at rive både træer og huse med sig i de rasende vandmasser.

Så længe Sixtus V levede, postede han penge i projektet til at dække Herbergets udgifter, men kort efter hans død i 1590 begyndte et langsomt forfald og tiggerne bredte sig atter i byen. For endnu en gang at dæmme op for det oprettedes et lægbroderskab for tiggere, Confraternita dei Mendicanti også kaldet Compagnia di Santa Elisabetta eller Compagnia della Visitazione, som fik sæde i Ospizio dei Mendicanti. Det flyttedes fra 1613 til Kirken Santa Elisabetta in Banchi og fungerede indtil slutningen af 1700-tallet.

Problemet med tiggere og vagabonder fortsatte igennem 1600-tallet, så da Clemens XI blev Pave i år 1700, lod kan kort efter opføre en ny, stor bygning ved flodbredden Ripa Grande i Trastevere, som blev det nye Ospizio Apostolico di San Michele. Hertil overflyttedes alle beboerne fra Ospizio dei Mendicanti, mens en del af dette Kompleks (den sydøstligste del) blev overladt til ensomme, ugifte kvinder og kaldet Conservatorio delle Zitelle. Det kaldes idag Conservatorio delle Zoccolette.

I Kompleksets nordvestlige del indrettedes derimod et hospital for fattige præster, der blev passet af en sammenslutning af 100 præster og 20 klerke, som sagde sjælemesser for de afdøde. Det var også dette broderskab, som havde ledelsen af Ospizio Sistino og Kirken San Francesco dei Mendicanti.

På grund af de 100 præster, som på italiensk hedder "cento preti", kaldes Komplekset også Ospizio dei Cento Preti. Fra 1720 er det officielle navn imidlertid: Ospizio Ecclesiastico a Ponte Sisto.

I perioden, hvor Rom styredes af La Repubblica Romana, (1798-1799) blev Ospiziet lukket, men senere blev det atter åbnet.

I 1835 overtoges bygningen af Cavalieri di Malta, der i 1841 åbnede et militærhospital i Komplekset. Præst herinde var San Vincenzo Pallotti, som ligger begravet i den nærliggende Kirke San Salvatore in Onda.

Allerede i 1855 lod Pave Pius IX Ospiziet genåbne som hospital og alderdomshjem for fattige præster. Andre religiøse lægbroderskaber og institutter har også haft til huse her - og nogle har det stadig, f. eks. Opera Pia delle Cappelle Rurali og Società dell'Apostolato Cattolico.

Kompleksets sidste store forandring var gennemgribende. Den fandst sted, da man begyndte at opføre Tibermurene og derfor rev facaden mod floden ned og genopførte den længere inde på land, så ejendommen blev noget formindsket i sin sydlige del. Den nye facade, som i løbet af disse år i 1885 ændredes til at indeholde en søjlegang i underetagen, skyldes arkitekten Augusto Bonnanni på den nordligste del, der indeholder Ospizio dei Mendicanti, mens den sydligste del, som huser Conservatorio delle Zoccolette, er tegnet af arkitekten Antonio Parisi i 1890.

Netop i 1890 blev bygningen genopbygget af arkitekten Andrea Busiri Vici efter en større brand.

EN TUR RUNDT OM OSPIZIO DEI MENDICANTI og CONSERVATORIO DELLE ZOCCOLETTE:

Kompleksets sydside ligger ud mod Lungotevere dei Vallati og dets nordvestside ligger ud mod Piazza di San Vincenzo Pallotti og Via dei Pettinari:

Det var på denne mur, der indtil 1890'erne stod en murfontæne fra Pave Paul V's tid, opført i 1613 og idag flyttet over floden til Piazza Trilussa. På højre side af denne sad indgangen til den nu nedrevne kirke San Francesco dei Mendicanti, og på venstre side den store portal ind til Ospizio dei Mendicanti.

Ejendommen har 5 etager og ialt 10 fag ud mod Lungotevere, fordelt med 7 i vestenden og 3 i østenden, adskilte af en lodret række stenkvadre. Gadeniveauet falder her ned mod Via dei Pettinari og af denne grund er den vestlige del af Ospiziets facade anbragt på et forhøjet fortov med en trappe ud mod sidegaden, hvortil bygningen nu har fået en ekstra høj kælder/stueetage. Facaden mod Via dei Pettinari består af forhusets 3 fag samt en lavere 4-etagers sidebygning med høje og skiftevis smalle og brede butiksvinduer og -indgange i brede travertinrammer i stueetagen, samt mindre kvadratiske vinduer i enkle rammer på førstesalen. Andensalens vinduer er høje og med samme enkle rammer. Komplekset fylder hele karréen op til sidegaden Via delle Zoccolette, som støder til Via dei Pettinari fra øst.

Kompleksets nordside ligger på sydsiden af Via delle Zoccolette, som løber fra Via Arenula til Via dei Pettinari:

Den lange ejendom, der fylder hele karréen mellem Via dei Pettinari i vest og Via del Conservatorio i øst, samt mellem Via delle Zoccolette i nord og Lungotevere dei Vallati i syd, er faktisk 2 ejendomme, som er bygget sammen og nærmest identiske. Den første del er Ospizio dei Mendicanti, den østlige del tilhører Conservatorio delle Zoccolette.

Ved hjørnet af Via dei Pettinari sidder et lille gadealterbillede i en profileret stukramme fra 1600-tallet. I den sidder en fresko fra 1500-tallet forestillende Madonna med Jesus-Barnet, flankeret af 2 helgener. Forneden er det forsynet med teksten "Ave Maria grazia plena".

Maria-billede på muren i Via delle Zoccolette - cop. Leif Larsson

På muren til venstre sidder lidt længere nede en mindetavle for stifterne af Roms første børnehospital. Teksten lyder: "L'Anno 1869 - i duchi Scipione e Arabella Salviati - in questa via fondarono - a sollievo dell'infanzia sofferente - l'Ospedale del Bambino Gesù - luce di amore e di progresso medico. - Nel 140. anno della fondazione - L'Ospedale Pediatrico Bambino Gesù - pose. - A.D. 2009". ("(I) året 1869 grundlagde greveparret Scipione og Arabella Salviati i denne gade Hospitalet Bambino Gesù, - et lys af kærlighed og medicinsk fremskridt - for at lette det for lidende børn. - I det 140. år fra grundlæggelsen lod Børnehospitalet Bambino Gesù (denne sten) opsætte. - I det Herrens År 2009").

De 2 institutioner har en sammenhængende bagfacade, hvor både åbne og tilmurede vinduer nogle steder alternerer med forskudte vinduer, samt brede firkantede portindgange, der ind imellem er omdannet til forretninger og værksteder. Ejendommene har dog forskelligt etageantal, Ospiziet har 4, men Conservatoriet kun 3 etager. Hovedindgangene ligger heromme bagved, til Ospiziet i nr. 17 gennem en stor porthvælving med travertinramme og til Conservatoriet i nr. 16 gennem en mindre, bredkarmet dør med halvcirkelformet overkant, hvorover der sidder en stor indskriftstavle med teksten "Clemens XI Pont. Max. - periclitantes puellas per Urbem collectas - ac olim apud Velabru(M) Inn(ocentio) XII p(onti)fice m(aximo) iubente locatas - ut amplioribus - salubrioribusque aedibus custidirentur - huc transtulit - anno sal(utis) MDCCXV pontif(icatus) XV" : "Pave Clemens XII lod i det Herrens År 1715, det 15. i hans pontifikat, flytte de unge piger, som var blevet hentet ind rundt om i byen, da de var i fare for at komme i uføre, og som under Pave Innocens XI var blevet bosat i Velabro-området, til dette sted, en større og sundere bopæl".

To fag derfra sidder en lille marmorsten med ejermærke for Conservatoriet. Her lyder teksten: "Conservatorio - di S. Clemente - p. le povere zitelle zoccolette" : "San Clemente-Hjemmet for de stakkels "zoccolette"-ugifte piger".

Næsten ved enden af den lange facade sidder en anden mindesten, der bærer teksten "Clementi XI P(ontifice) o(ptimo) m(aximo) - quod - has aedes ampl(iori) ac salub(riori) domicilio puellar(um) per - Urbem collectar(um) una cum aliq(ua) quant(itate) AquaeVirg(inis) et - 2/3 Aqu(ae) Paulae coemerit et ipsas aedes pene exintegro refici - iusserit alteramq(ue) unciam cum dimidia eiusdem Aqu(ae) - Paulae proximo de fonte apud pontem Xystum fluentis - pari sua largitate donaverit - Alex(ander) Bonaventura Archiep(isco)pus Nazianz(enus) eius a sec(retis) elemosyn(is) - huius loci praelatus - in - perp(etuum) tant(orum) benefic(iorum) monum(entum) p(oni) f(ecit) anno salautis MDCCXV" : "(Som tak til) Pave Clemens XI for at have købt denne bygning til et større og sundere sted for de unge piger, som er samlet op i byen, (og for) sammen med en vis mængde vand fra akvædukten Acqua Vergine og 2/3 unser fra Acqua Paola, og for at have befalet, at denne bygning skulle ombygges fra grunden og for med samme generøsitet at have givet en anden 1 1/2 unse vand fra Acqua Paola, som sprang i den nærliggende fontæne ved Ponte Sisto - har Alessandro Bonaventura, Ærkebiskop af Nazanzio, Pavens private skatmester, Leder af dette Pigehjem, i det Herrens År 1715 ladet sætte (denne sten) til evigt minde om så mange gode gerninger".

Kompleksets sydøstside ligger på vestsiden af Via del Conservatorio, som går ned til Lungotevere dei Vallati:

Her står den sydlige endemur til Conservatorio delle Zoccolette. Bygningen har 2-delt facade ud mod Via del Conservatorio. Den første del har 2 fag og 5 etager, mens den nordligere del har 5 fag og kun 3 etager. Det første fag, som nederst dækker 2 etager, er mod Lungotevere dei Vallati en bue, som er del af den lange søjlegang, der udgør bygningens stueetage hele vejen mod floden. Det andet fag har i stueetagen og førstesalen en lignende bue, tilmuret men gennemstukket af et stort vindue nederst og et mindre ovenover. Denne del af bygningen har lodrette rækker af kvadersten på hjørnerne og flere gesimser under andensalens vinduer, der ligesom trediesalens er høje og med vandrette overliggere, mens fjerdesalens blot har enkle rammer under et kraftigt fremspringende og udskåret tagudhæng. Den nordlige del af sidefacaden er ret enkel, med vandrette, smalle lister under anden- og trediesalens høje vinduer, der afsluttes af vandrette overliggere. Stueetagens vinduer har derimod buet overkant og er bredere. Vinduerne i det sidste felt er dog alle tilmurede. I det midterste fag forneden sidder indgangen i en profileret høj travertinramme under et vandret gavlfelt båret af 2 kraftige udskårne konsoller. Over selve døren er der i støbejern et relief af de pavelige kendetegn, Sankt Peters nøgler og den pavelige tiara. Nedenunder står teksten "Pontificio - S. Clemente".

Litteratur om Ospizio dei Mendicanti:
Armellini, Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 426.
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 18.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola, Parte Terza (III) / a cura di Carlo Pietrangeli. - 2. edizione, 1979. ------- side 76-82..
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 20, 27, 28 (før de nyeste fund).
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 200.
info.roma.it: Ospizio dei mendicanti e convalescenti.
Roma segreta.it. : Via delle Zoccolette.
Rome Artlover: Collegio Ecclesiastico a Ponte Sisto.
Wikipedia (svensk tekst) : San Francesco d'Assisi a Ponte Sisto.
Habel, Dorthy Metzger: When All of Rome was Under Construction": The Building Process in Baroque Rome. (Google Books).
- side 161.