|
|
Nedenunder og til højre for nr. 30 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen |
|
Denne lille, nu forsvundne Kirke, lå på det sted, der nu er ryddet til en mindre plads, kaldet Largo Arenula. På dette sted stod der i Antikken en række store søjlegange, mod nord omkring Via del Sudario den såkaldte Hecatostylum og længere mod syd Porticus ad Nationes. Mod vest søjlegange og vandrehaller i forbindelse med det store område Porticus Pompei, som strakte sig videre mod Pompejus-Teatret. Det var antagelig på nogle af disse ruiner, at den lille Kirke opstod. Vi ved ikke hvornår, men den omtales i en bulle, som Pave Urban III udsendte i 1186, som hørende under Kirken San Lorenzo in Damaso. Den har sandsynligvis på dette tidspunkt allerede eksisteret i mange år. Kirken var viet til San Nicola, som også kaldes San Niccolò, hvilket også blev Kirkens navn. Tilnavnet "de Mellinis" fik den fra familien Mellini, som ejede mange huse i Sant'Eustachio-området og som donerede penge til Kirken. I Cencio Camerario's kirkekatalog fra 1192 omtales Kirken som Sancto Nicolao Melinorum, i kataloget fra Torino (ca. 1320) som Ecclesia Sancti Nicolai de Mellini habet 1 sacerdotum (Kirken... har 1 præst), i Signorilis katalog fra ca. 1425 blot som Sancti Nicolai de Mellinis. Senere fik San Niccolò tilnavnet "de' Cavalieri" efter Cavalieri-familien, som i 1500-tallet havde ejendomme i kvarteret. Dette navn ses første gang i 1490 i et skrift fra det religiøse Broderskab Confraternita del Gonfalone, men blev Kirkens almindelige tilnavn i det 16.århundrede. Familiens indflydelse i området var så stor, at også en lille plads foran Kirken fik deres navn: Piazza de' Cavalieri. Ifølge det gamle Rom-kort, som Leonardo Bufalini udførte i 1555, havde den lille Kirke kun ét skib, men var forsynet med en halvrund apsis for enden af dette. Indgangen lå tilsyneladende mod sydøst og apsis mod nordvest. Efterhånden gik kirkebygningen i forfald og i 1577 var dette så udtalt og brugen af den åbenbart så reduceret, at det fortælles, at Pave Gregor XIII overgav den til hovmestrenes religiøse broderskab, Confraternita dei Credenzieri, der samlede de personer, som var i tjeneste hos kardinalerne og de rige familier. Broderskabet lod Kirken restaurere og viede den derpå til Sant'Elena og den fik navnet Sant'Elena dei Credenzieri. Denne Kirke blev revet ned, da Largo Arenula blev anlagt i slutningen af 1800-tallet. Da kilderne er få og nogle gange ikke så præcise, er historikerne ikke helt enige om San Niccolòs placering og historie. Armellini og Hülsen er fortalere for den ovenfornævnte udvikling, mens Delli hævder, at der er tale om 2 forskellige kirker: San Niccolò og Sant'Elena, der dog skal have ligget meget tæt på hverandre. Cecchelli har i i arkiver fundet belæg for at Kirken helt op til midten af 1600-tallet omtaltes som San Nicolai de' Cavalieri, hvilket kunnre tale for den sidste teori. Også oplysningerne fra Pompeo Ugonio's kirkeliste, som blev ført i 1700-tallet, tyder på, at der har eksisteret 2 kirker med navnene: "Ecclesia Sanctae Helenae Credentiariorum" og "Ecclesia Sancti Nicolai de Cavaleriis".
Litteratur om San Niccolò de Mellinis: |