|
Torre di Buccio e Giovanna Benincasa - nu forsvundet tårn ved Piazza di San Paolo alla Regola Se til venstre for nr. 109 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen
|
Dette gamle tårn eksisterer ikke længere, men i 1300-tallet stod bygningen i nærheden af Kirken San Paolo alla Regola og tilsyneladende på det sted, hvor der efter nedrivelsen opstod den lille plads foran Kirken: Piazza di San Paolo alla Regola. Tårnet tilhørte Buccio og Giovanna Benincasa. Denne familie havde rødder i Ancona og spredte sig senere til andre byer. Der vides ikke meget om deres tilstedeværelse i Rom, hvor tilsyneladende kun navnet på dette nu nedrevne tårn minder om at nogle familiemedlemmer engang, antagelig i 1300-1400-tallet, har boet i denne by. Emma Amadei (se litt.note forneden) nævner, at Benincasa-familien ejede tårnet i 1348. Tårnet nævnes desuden også i 1419 i en byplan/folketælling og i San Salvatore-arkivet, samt i 1543 i Santissimo Gonfalone-Broderskabets arkiv og andre steder. At Buccio og Giovannas ejendom omtales som et tårn, må betyde, at de har haft deres bolig indbygget i en af de utroligt mange tårne, som dengang fandtes i Rom. Tårne som måske var bygget ovenpå ruiner af antikke bygninger. Syd for den nuværende Piazza di San Paolo alla Regola har man netop omkring Kirken fundet rester af antikke bygninger, så det er nok sandsynligt, at disse har dannet fundament for Benincasa-familiens hjem. Under Tårnet, som stod i det gamle Regola-kvarter, var der en gennemgang - højst sandsynligt en portbue - hvorigennem den gamle og nu forsvundne gade Strada dei Galletti løb. Gaden var opkaldt efter en anden familie i kvarteret, Galletti-familien, men præcist hvor og hvordan dens forløb var, vides ikke. Torre di Buccio e Giovanna Benincasa var kun ét af mange tårne i dette område. I nærheden af Kirken Santissima Trinità dei Pellegrini stod Torre dei Rusticelli, i nærheden af San Paolo alla Regola: Turris Scoculae, i Via del Conservatorio: Torre dei De Leis og Torre dei Cosciari og i nærheden af Santa Maria in Monticelli: Torre dei Maffaroni.
Litteratur om Torre di Buccio e Giovanna Benincasa: |