|
|
|
|
|
Dette religiøse Broderskab er meget gammelt, men man ved ikke præcist, hvornår det er oprettet. Nogle har anset det for stiftet af Kejser Constantin den Store (306-337), men de fleste mener, at grunden lagdes af Kardinal Pietro Colonna (Kardinal i perioden 1288-1326). Dog er oplysningerne herom først fremlagt 150 år senere. Perioden derefter var en svær tid for Rom, der i disse år var uden Pave, da denne residerede i Avignon siden 1309 (og ikke kom til at vende tilbage før 1377). Selvom Paven havde repræsentanter i byen, var denne for en del overladt til sig selv. Administrationen haltede, adelsfamilierne stredes om magten og en republikansk borgerbevægelse under folkelederen Cola di Rienzo ligeså. I året 1318 gav Pave Johannes XXII særlige beføjelser og privilegier til Broderskabet, som omtales på flere måder, som Compagnia dei Raccomandati del Santissimo Salvatore, som Compagnia dei Raccomandati, som Confraternita del Santissimo Salvatore, eller ligefrem Compagnia de' Raccomandati del Santissimo Salvatore ad Sancta Sanctorum de Urbe. Man mener, at oprettelsen er sket ganske kort tid før disse gaver. Tidspunktet passer udmærket med Kardinal Pietro Colonna som stifter. Og formålet skulle være pasning og dyrkelse af det særligt hellige Kristus-ikon, som opbevares i Paverne kapel, Cappella di San Lorenzo kaldet Sancta Sanctorum. Ikonet kaldtes "Acheropita" : maleriet der er fremstillet uden menneskelig indgriben. Kulten af dette billede var meget gammel, den menes at gå længere tilbage end 753, hvor man første gang hører om en procession med ikonet. På grund af denne tilknytning omtales Broderskabet også som Confraternita dei Raccomandati dell'Immagine Acheropita del Salvatore ad Sancta Sanctorum. I 1331 fastlagde Pave Johannes XXII Broderskabets statutter. I disse nævnes på dette tidspunkt intet om sygepleje, men i 1332 hører vi for første gang om et Hospital knyttet til sammenslutningen, nemlig Ospedale di Sant'Angelo - der også kendes som Ospedale di San Michele. Fra starten optog Broderskabet kun 72 mænd, som kom fra de bedste familier, adelen og de styrende klasser, men også fra de "nyrige", bankierer og handelsmænd. Desuden optoges 28 præster og det hele blev ledet af 2-6 "guardiani", "overordnede opsynsmænd", som var på valg hvert år. Efter en tid udvidedes medlemskredsen og ledelsen overgik til en gruppe på 12 "ostiari", som havde til opgave at passe Cappella del Sancta Sanctorum og personligt at overvåge Acheropita-ikonet, når det blev båret i procession i forbindelse med kirkeårets fester: ved Festa dell'Assunta, ved forskellige højtideligheder i Lateranet, eller når særlige katastrofer i byen krævede guddommelig forbøn. Billedet blev opbevaret i et lukket og aflåst skab, og Broderskabets ledere, som var klædt i dragter af guldbrokade, havde også beføjelser med hensyn til åbning af dette skab. Efter 1332 indgik altså pleje af syge, fattige og pilgrimme i Broderskabets formålsparagraffer. I 1348 testamenterede Kardinal Giovanni Colonna en stor sum penge til Broderskabet for at man kunne bygge et hospital og herberg nær ved Lateranet. Dette kom til at ligge på østsiden af Via di Santo Stefano Rotondo overfor udmundingen af Via dei Santi Quattro ved siden af et lille kapel, som var viet til Ærkeenglen Mikael, hvorfor det nye hospital kom til bære navnet Ospedale di San Michele (eller Ospedale dell'Angelo). Det er dette, der senere er blevet udvidet gang på gang, og på et tidspunkt kaldet Ospedale del Salvatore og senere Ospedale di San Giovanni. Til sit barmhjertige arbejde modtog Compagnia del Salvatore, som fra 1331 fik status af "Confraternita", talrige gaver, pengegaver og ejendomme både i byen og på landet, hvis afkast muliggjorde et stadig større og større engagement. Sine ejendomme mærkede Broderskabet med sit eget mærke: et Kristus-ansigt foran et alter med et tændt lys ved hver side. Nogle gange ser man også folk i bøn, som knæler foran alteret. Mærket er udført som et relief i marmor og kan stadig ses mange steder i Rom. Et andet aspekt ved Broderskabet var sjælemesserne. Alle medlemmer, der indbetalte et beløb på mindst 50 floriner, havde ret til at få læst en sjælemesse hvert år efter deres død. Også andre end medlemmer kunne anmode herom, men beløbet var betragteligt, i 1372 tjente en uldarbejder mellem 16 og 21 floriner om året og i 1387 indbragte salget af 3 vingårde udenfor Porta Castello et beløb på 50 floriner. Det var derfor kun formuende, der havde denne mulighed - men Broderkabet tjente tilsyneladende godt derpå. En liste over afdøde, som havde ret til årlige sjælemesser findes bevaret. I denne er navnene ikke sorteret efter dødsdato, men efter den kirke, hvori sjælemessen skulle siges. Pave Bonifatius IX havde nemlig i sin bulle "Intenta semper", udsendt den 1. Oktober 1395, fritaget Broderskabet fra at afholde sjælemesserne på de afdødes dødsdage. Til gengæld var det vigtigt at anføre hvad og hvor meget, den afdøde i sin tid havde betalt for sjælemessen. Der står for eksempel om Paulo Thomae Rocho: "de reg. S.Angeli, in eccl. S.M.de Monticellis, solvv...50 in vino et pecun." eller om Madonna Antonia, hustru til Pavolo Stefanello de Mathhei, fra Rione Trastevere, at hun for sine synders skyld gav 50 floriner i kontanter til Broderskabet. ("mad. Antonia moglie fu de Pavolo Stefanello de Matthei, del rione Tristevere, per rem. de soi peccati, fiorini cinquanta in denari contanti"). I 1452 ophævede Pave Nikolaus V den øvre grænse for antallet af medlemmer og tillod samtidig kvinder at indskrive sig. I tiden herefter steg antallet af indskrevne kraftigt. Blandt de hospitaler, som Broderskabet grundlagde og styrede var Ospedale di Sant'Angelo (= Ospedale di San Michele), Ospedale di Sant'Andrea, Ospedale dei Santi Pietro e Marcellino (= Ospedale di Sant'Antonio iuxta Lateranum) og Ospedale di San Giacomo al Colosseo, der alle senere blev sammenlagt til Ospedale di San Giovanni in Laterano. Herudover stod Broderskabet for administrationen af præstekollegierne Collegio Capranica, Collegio Nardini, Collegio Ghislieri og Collegio Crivelli. Udover disse aktiviteter forpligtede Broderskabet sig til at hjælpe fattige med tøj, give medgift til unge fattige piger og hjælpe fattige enker. Broderskabet tiltrak medlemmer af Roms førende familier, blandt andre Alberini, Altieri, Barberini, Capocci, Capogalla, Capranica, Cesarini, Colonna, De Lenis, De Rubeis, Del Bufalo, Del Drago, Fusci di Berta, Gabrielli, Gaetani, Margani, Mellini, Naro, Orsini, Papazzurri, Piermattei, Ricci, Savelli og Vallati. I de overleverede lister over medlemmer, "Catastum ven. Societatis recomendatorum ymmaginis gloriose Salvatoris nostri ad Sancta Sanctorum", findes medlemmer opført efter deres bopæl i de forskellige rioner, og for nogles vedkommende er der også angivet årstal for deres optagelse eller for deres død. I 1474 vedtog Broderskabet en stramning af reglerne, således at medlemmer, som ikke deltog i aktiviteterne - måske fordi de også tilhørte et andet af de talrige religiøse broderskaber, som efterhånden opstod i Rom - kunne smides ud af selskabet. Utallige er de gange, hvor man hører om Confraternia del Salvatore i gennem århundredernes løb, men i begyndelsen af 1800-tallet mistede det efterhånden sin betydning og medlemmer, og omkring 1853 måtte Broderskabet have hjælp af præster fra Passionist-Ordenen til at passe Cappella del Sancta Sanctorum. Samme år overdrog Pave Pius IX hele opgaven til Passionisterne. I 1863 blev Kristus-billedet båret i procession for sidste gang og i 1870 blev Broderskabet opløst, da det nye samlede Kongerige Italien var blevet en realitet.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|