|
Villino Clarini Se under og til venstre for nr. 108 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen
|
Denne fine villa i eklektisk stil, på italiensk også kaldet "Stile Liberty", blev opført af arkitekten Gustavo Giovannoni i 1903 for Clarini-familien langs den nyanlagte, brede flodboulevard, idag en kraftigt trafikeret hovedfærdselsåre, Lungotevere dei Vallati, på en grund mellem denne gade, sidegaden Via del Melangolo mod øst og Via delle Zoccolette i nord. Ejendommens vestside vender ud mod nabohuset, hvor en mur med en smukt gennemstukket rækværk forbinder de 2 huse, der her deler en lille gårdsplads med lidt grønt. Muren skjuler en lille bygning med garager og forretninger. Der findes en bygningstegning fra 1903 på Centro Studi Storia Architettura i Rom, men bygningen har undergået nogle ændringer siden. På tegningen har ejendommen kun 3 fag og 3 etager med en høj kælder og en kvist på tagetagen. Idag har villa'en 4 etager med 3 fag ud mod floden, men 5 fag mod Via delle Zoccolette og mod sidegaden Via del Melangolo. Der er tale om en fritstående, delvist kvadratisk ejendom omgivet af et smalt grønt anlæg med skyggefulde træer. Mod Lungotevere dei Vallati er der som nævnt 4 etager med 3 fag, hvoraf det midterste er let tilbagetrukket. Stueetagen har høje, firkantede døråbninger i brede profilerede karme. Facaden har en høj travertinsokkel og ovenover denne en pudset frise inden resten af stykket, som er forsynet med kraftigt stenmønster. De 2 etager ovenover har rækker af stenkvadre på hjørnerne og foran førstesalens rektangulære vinduer kraftige stenbalkoner. Midterpartiet er mere raffineret, her er en loggia i 2 etager bag smukke stenbalustrader med buer båret af slanke søjler. Et udskåret fremspringende tagudhæng skjuler næsten den overbyggede fjerde etage. Mod sidegaden Via del Melangolo har ejendommens østside 5 fag med i stueetagen 3 rektangulære døre i kraftige stenrammer i de 3 første fag og smalle høje vinduer med halvbuede overdele i de sidste to. Vinduerne her er alle høje og ret enkle, på førstesalen dog forsynet med trekantede gavlfelter. En smuk stenbalkon sidder ud for det midterste fag. Bagsiden mod Via delle Zoccolette har 5 fag, hvoraf stueetagen har en indgangsdør under et kraftigt, trekantet gavlfelt i det første og blot 2 vinduer i samme stil som sidefacadens. Førstesalen har 3 høje vinduer og mellem disse to små runde "koøjer" over 2 mindre vinduer, mens andensalen har 5 næsten ens vinduer. Her forbinder en mur med en smukt gennemstukket rækværk ejendommen med nabohuset, med hvem man deler en lille gårdsplads med lidt grønt. Muren skjuler en lille bygning med garager og forretninger. Ejendommens vestfacade vender som ovenfor beskrevet ud mod det lille fælles gårdanlæg og den er opbygget på samme måde som resten af ejendommen. Fordelingen af vinduer i facaden mod denne gård er omtrent som på facaden ud mod Via del Melangolo.
Litteratur om Villino Clarini: |