Via delle Zoccolette, Træskopigernes gade, har navn efter de unge ugifte piger, som boede på pigehjemmet Conservatorio delle Zoccolette, som egentlig hed Conservatorio dei Santi Clemente e Crescentino og som lå i karréen mellem Lungotevere dei Vallati, Via del Conservatorio og Via delle Zoccolette.

Men hvorfor "træskopigerne"? Fordi de unge piger, som skulle holdes væk fra gaden og i stedet lære husgerning og derved få mulighed for at blive gift og leve et anstændigt liv (hvor deres anden mulighed for selvforsørgelse ville være et liv i prostitution) ud over undervisning, kost og logi, også fik beklædning, blandt andet de træsko, zoccoli, som gav dem deres navn i folkemunde.

Der er dog også en anden forklaring på navnet, nemlig at folkesproget brugte ordet "zoccola" for en prostitueret. At man så for en af disse forældreløse, stakkels unge piger brugte det i diminutiv "zoccoletta", var en slags venlig omtale af staklernes fremtidsudsigter, hvis det ikke lykkedes dem at blive gift eller få plads i huset hos en anstændig familie.

Via delle Zoccolette løber parallelt med Tiberen og den brede, trafikerede flodboulevard Lungotevere dei Vallati. Gaden løber i kvarteret Rione Regola, fra Via Arenula i øst og i ganske let nordvestlig retning til Via dei Pettinari. Ud til den støder flere små sidegader, samt en større tværgade. Fra øst er det Via del Melangolo og Via degli Strengari, som støder til fra syd. Tværgaden er Via del Conservatorio, der går helt op til Piazza di San Paolo alla Regola i nord. Og længst mod vest støder sidegaden Via della Trinita dei Pellegrini til fra nord.

Gaden gengiver næsten et antikt vejforløb på dette sted, nutidens gade er dog anlagt en smule nordligere end den antikke Vicus Aesculeti, som startede i øst omkring nutidens Piazza delle Cinque Scole og derpå løb mod vest et lille stykke nord for nutidens Lungotevere dei Cenci, der dengang var en flodbred med et krat af egetræer kaldet Aesculetum. Den antikke gade løb over nutidens Via Arenula og gennem det område på nordsiden af Lungotevere dei Vallati, der idag er bebygget med store 1800-tals villaer.

Vi ved ikke meget om, hvad der her lå af bebyggelse i Antikken, måske har der mest været flodbred og sandstrand, som navnene Arenula og Regola antyder. (Begge ord har samme oprindelse, de kommer af ordet "rena", der betyder "sand". Det brugtes om den sandstrand, som var opstået ved Tiberens bred syd for området. Ordet blev efterhånden ændret til reula, redula, reola og regola). På den vestlige del af området, efter sidegaden Via degli Strengari, har man imidlertid udgravet og fundet mange ruiner af huse, beboelser og forretninger, men især kornmagasiner og andre lagerhaller, de såkaldte "horrea", som sikkert var knyttet til havneaktivitet ved floden.

På det østlige stykke af Via delle Zoccolette har man tilsyneladende heller ikke gjort mange fund - eller også er nybyggeriet gået så hastigt frem, at man ikke har haft tid til at udgrave eller studere området nærmere. Men efter Via degli Strengari er der langs gadens sydside fundet rester af de ovenfornævnte horrea, samt lidt øst for Via del Conservatorio og samt langs denne gade også rester af antikke gader.

Det meste bebyggelse langs Via delle Zoccolette er opført i perioden 1876-1926, da Tiberen blev inddæmmet af de høje mure, der skulle forhindre de gentagne oversvømmelser af de lavtliggende områder langs flodens bredder, som med jævne mellemrum forårsagede store skader på bebyggelsen. Samtidig anlagdes de brede flodboulevarder, hvoraf stykket her bærer navnet Lungotevere dei Vallati.

EN TUR GENNEM VIA DELLE ZOCCOLETTE, fra øst mod vest:

Via Arenula blev anlagt i samme tidsrum som Lungotevere og var med til at ændre områdets tidligere måske lidt slidte og fattige - men også stemningsfulde - karakter. Mængder af gamle huse, kirker og klostre blev revet ned for at give plads til de nye anlæg, ved hvis sider der istedet byggedes nye, flotte eller enorme palæer, som altså alle er fra slutningen af 1800-tallet eller de første årtier i 1900-tallet.

Og de huse, som vi først møder her, hvor Via delle Zoccolette i øst starter ved Via Arenula, stammer da også fra disse store vejanlæg. På nordsiden - og vor højre hånd - står det kæmpemæssige Justitsministerie-palæ: Palazzo del Ministero della Giustizia, der nærmest dækker en hel bydel mellem Via della Seggiola, Via Arenula og Via delle Zoccolette og ved sin opførelse i 1920 blev bygget henover en gammel gade, som fortsatte det forløb fra øst, som derovre var startet af Via di San Bartolomeo dei Vaccinari, har en meget lang facade ud mod Via Arenula. Palæet er påbegyndt bygget i 1913, hvor de sidste huse i området blev eksproprieret og nedrevet. Bygningen er tegnet af arkitekten Pio Piacentini og opført i renæssancestil, der også kaldes 1400-tals-eklekticisme. Den er i 3 etager (hovedbygningen) og 4 etager med loggia som den femte (sidebygningerne). Byggeriet stod på fra 1914 til 1924 og senere kom udvidelser til i 1932. Førstesalens vinduer er høje, rektangulære og forsynet med trekantede gavlfelter. En stor indskriftsplade pryder muren under andensalens vinduer, som blot har vandrette overliggere. Frisen under det smukt udskårne og brede tagudhæng er forsynet med relieffer af blomsterguirlander og rosetter. I det hele taget har facaden mange interessante detaljer, blandt andet er der på hvert hjørne af den fremtrædende midterbygning et skjold med den tidligere kongefamilie Savoia's våben.

Muren i stueetagen er forsynet med diamantkvader og det gælder også det første stykke af sidefacaden mod Via delle Zoccolette, hvor ejendommens sydlige sidebygning står vinkeltret på Via Arenula, hvorefter huset er bygget i en lang, flad bue, som svarer til det buede forløb af både floden, Lungotevere dei Vallati og Via delle Zoccolette. Den enorme bygning udfylder hele nordsiden af gaden, helt frem til tværgaden Via del Conservatorio.

En høj stenmur i travertin med smedejernsgitter foroven danner grænse mellem gaden og et smalt, grønt anlæg foran palæet. De 2 nederste af bygningens 5 etager har her facaden dækket af store, fint tilhugne stenkvadre - her dog ikke i diamantform - mens resten af facaden er pudset op i en lys okker/rødlig farve. Et langt etageadskillelsesbånd løber under anden- og fjerdesalens vinduer. Vinduerne er i brede, profilerede travertinrammer med vandrette overliggere på andesalen og udskåret overkant på fjerdesalen. På det sjette fag er facaden en anelse fremskudt og hvidpudset. Den øverste etage er her åbnet i en lille terrrasse. I det femte fag herefter sidder en stor indgangsportal i en meget flot diamantskåret kvaderstensramme. Havemuren ud for er her afbrudt af en høj smedejernsgitterlåge. Efter de næste 5 fag føger endnu et let fremhævet og hvidpudset fag med en lille åben terrasse i øverste etage. Det befinder sig omtrent ud for sidegaden Via degli Strengari. Facaden fortsætter herefter sit buede forløb med endnu 10 fag til den afsluttende, 3 fag brede og fremtrukne sidefløj, der har samme stenmønster i de 2 nedre etager og den samme rødligtpudsede mur højere oppe. Vinduerne på andensalen er her afsluttet af trekantede, fremspringende gavlfelter og fjerdesalens vinduer af vandrette overliggere. En femte etage er tilføjet over det fremspringende, udskårne tagudhæng. Sidefløjens hjørne er forsynet med lodrette rækker af kraftige diamantkvadre.

Gadens niveau er faldende mod vest, så Justitspalæets høje kælder er her ved tværgaden Via del Conservatorio blevet meget høj og nærmer sig en lav stueetage.

På den næste del af Via delle Zoccolette står på nordhjørnet af Via del Conservatorio - og stadig på vores højre hånd - en kedelig, nyere bygning, antagelig fra 1930'erne. Den er i 4 høje etager med endnu 2 etager terrasseopbygget på toppen bag brede veranda'er adskilte af hvide, firkantede søjler som en slags loggia uden disses sædvanlige charme og elegance. De 2 nederste etager, hvoraf stueetagen er optaget af høje, smalle butiksvinduer og -døre og førstesalen af enkle vinduer uden rammer, er dækket af travertinfliser, mens den øvrige facade står i de mørkebrune teglsten uden yderligere udsmykning. Vinduerne heroppe er dog indsat i smalle, profilerede rammer. Ejendommen har 12 fag ud mod sidegaden og 16 fag mod Via delle Zoccolette, hvor hovedindgangen findes i nr. 30.

En næsten identisk bygning, men mindre og med lidt mere udsmykning, er nabohus mod vest. Den har de samme 5-6 etager, fordelt på samme måde, men kun 6 fag og den nederste del af facaden er her med et kraftigere stenmønster. Desuden er her en stor og bred portåbning under en bred balkon, båret af tunge konsoller.

Ved siden af denne nybygning er et mindre, 2-fags, gammelt hus blevet sparet og står som en lille tidslomme i et hjørne, hvor nabohuset har skudt sig meget længere frem i gadebilledet. Det lille hus har 4 etager med en overbygget femte etage bag en tagterrasse. Hele facaden er pudset op i mørke okkerfarver og vinduerne har brede, enkle travertinrammer med vandrette overliggere på andensalen.

Den fremskudte naboejendom, der her gør gaden meget smallere, har kraftigt opmurede, brede hjørner i mørke teglsten og i hvert af de yderste 3 fag brede, gamle portåbninger i rammer af teglsten med udsmykning af travertinfelter. I midterfaget sidder en smal hoveddør i travertinramme med et tilgitret vindue i toppen. Huset har 6 etager med høje vinduer i enkle, brede travertinrammer. Vi står her ved bagsiden af det gamle kompleks Oratorio dei Pellegrini e Convalescienti også kaldet Oratorio in Via delle Zoccolette, som var knyttet til Kirken Santissima Trinità dei Pellegrini. En stor del af komplekset, der også omfattede et hospital, blev revet ned i 1940.

Vi er hermed nået frem til tværgaden Via dei Pettinari, der her afslutter Via delle Zoccolette, hvorfor vi nu vender om for at tage turen tilbage langs gadens sydside.

Den lange ejendom, der fylder hele karréen mellem Via dei Pettinari i vest og Via del Conservatorio i øst, samt mellem Via delle Zoccolette i nord og Lungotevere dei Vallati i syd, er faktisk 2 ejendomme, som er bygget sammen og nærmest identiske. Den første del er det såkaldte Ospizio dei Mendicanti, et hjem og hospital for hjemløse tiggere og gamle, som var i brug fra 1587 til 1798. Mens den næste del er det pigehjem, som har givet navn til vor gade. Dets officielle navn var Conservatorio dei Santi Clementi e Crescentino, men i folkemunde kaldtes det Conservatorio delle Zoccolette, fordi de unge, ugifte og forældreløse piger, som her fik tag over hoved, mad, undervisning og tøj på kroppen, også gik rundt i træsko, kaldet zoccoli.

Ved hjørnet af Via dei Pettinari sidder et lille gadealterbillede i en profileret stukramme fra 1600-tallet. I den sidder en fresko fra 1500-tallet forestillende Madonna med Jesus-Barnet, flankeret af 2 helgener. Forneden er det forsynet med teksten "Ave Maria grazia plena". På muren til venstre sidder lidt længere nede en mindetavle for stifterne af Roms første børnehospital. Teksten lyder: "L'Anno 1869 - i duchi Scipione e Arabella Salviati - in questa via fondarono - a sollievo dell'infanzia sofferente - l'Ospedale del Bambino Gesù - luce di amore e di progresso medico. - Nel 140. anno della fondazione - L'Ospedale Pediatrico Bambino Gesù - pose. - A.D. 2009". ("(I) året 1869 grundlagde greveparret Scipione og Arabella Salviati i denne gade Hospitalet Bambino Gesù, - kærlighedens lys og til medicinsk fremskridt - for at lette det for lidende børn. - I det 140. år fra grundlæggelsen lod Børnehospitalet Bambino Gesù (denne sten) opsætte. - I det Herrens År 2009").

De 2 institutioner har en sammenhængende bagfacade, hvor både åbne og tilmurede vinduer nogle steder alternerer med forskudte vinduer, samt brede firkantede portindgange, der ind imellem er omdannet til forretninger og værksteder. Ejendommene har dog forskelligt etageantal, Ospiziet har 4, men Conservatoriet kun 3 etager. Hovedindgangene ligger heromme bagved, til Ospiziet i nr. 17 gennem en stor porthvælving med travertinramme og til Conservatoriet i nr. 16 gennem en mindre, bredkarmet dør med halvcirkelformet overkant, hvorover der sidder en stor indskriftstavle med teksten "Clemens XI Pont. Max. - periclitantes puellas per Urbem collectas - ac olim apud Velabru(M) Inn(ocentio) XII p(onti)fice m(aximo) iubente locatas - ut amplioribus - salubrioribusque aedibus custidirentur - huc transtulit - anno sal(utis) MDCCXV pontif(icatus) XV" : "Pave Clemens XII lod i det Herrens År 1715, det 15. i hans pontifikat, flytte de unge piger, som var blevet hentet ind rundt om i byen, da de var i fare for at komme i uføre, og som under Pave Innocens XI var blevet bosat i Velabro-området, til dette sted, en større og sundere bopæl".

To fag derfra sidder en lille marmorsten med ejermærke for Conservatoriet. Her lyder teksten: "Conservatorio - di S. Clemente - p. le povere zitelle zoccolette" : "San Clemente-Hjemmet for de stakkels "zoccolette"-ugifte piger".

Næsten ved enden af den lange facade sidder en anden mindesten, der bærer teksten "Clementi XI P(ontifice) o(ptimo) m(aximo) - quod - has aedes ampl(iori) ac salub(riori) domicilio puellar(um) per - Urbem collectar(um) una cum aliq(ua) quant(itate) AquaeVirg(inis) et - 2/3 Aqu(ae) Paulae coemerit et ipsas aedes pene exintegro refici - iusserit alteramq(ue) unciam cum dimidia eiusdem Aqu(ae) - Paulae proximo de fonte apud pontem Xystum fluentis - pari sua largitate donaverit - Alex(ander) Bonaventura Archiep(isco)pus Nazianz(enus) eius a sec(retis) elemosyn(is) - huius loci praelatus - in - perp(etuum) tant(orum) benefic(iorum) monum(entum) p(oni) f(ecit) anno salautis MDCCXV" : "(Som tak til) Pave Clemens XI for at have købt denne bygning til et større og sundere sted for de unge piger, som er samlet op i byen, (og for) sammen med en vis mængde vand fra akvædukten Acqua Vergine og 2/3 unser fra Acqua Paola, og for at have befalet, at denne bygning skulle ombygges fra grunden og for med samme generøsitet at have givet en anden 1 1/2 unse vand fra Acqua Paola, som sprang i den nærliggende fontæne ved Ponte Sisto - har Alessandro Bonaventura, Ærkebiskop af Nazanzio, Pavens private skatmester, Leder af dette Pigehjem, i det Herrens År 1715 ladet sætte (denne sten) til evigt minde om så mange gode gerninger".

Efter tværgaden Via del Conservatorio, der ikke blot løber mellem Lungotevere dei Vallati og Via delle Zoccolette, men også længere mod nord, helt op til Piazza San Paolo alla Regola, ligger den orientalsk inspirerede store Villino Scafi, opført i Jugendstil i 1903 af arkitekten Filippo Galassi. Det er værd at tage en afstikker til Lungotevere dei Vallati for at se bygningens facade, der er ganske smuk og speciel. Bagsiden mod Via delle Zoccolette er ret lang og ikke særlig tilpasset, men en noget rodet omgang. Den er dog mest skjult bag en række lavere værksteds- og garagebygninger langs denne gade (se foto fra www.borgato.be).

Et grønt anlæg med en masse skyggefulde træer adskiller Villino Scafi fra den næste villa inden sidegaden Via degli Strengari. Den er opført i Jugendstil, "Stile Liberty", med noget, der skal ligne tilmurede romanske buer rundt om høje vinduer flankeret af kantede søjler i teglsten toppet af udskårne kapitæler og svagt buede travertinoverrammer. Også her er det umagen værd at lave en lille afstikker gennem sidegaden og ud til Lungotevere for at betragte ejendommens meget varieret udførte forside.

Der er 4 fag med 3 vinduer på første- og andensalen ud mod sidegaden. Det sidste fag mod floden er uden vindue på førstesalen og på andensalen åbnet til en loggia med en mangekantet hjørnesøjle, der bærer en bue magen til vinduernes. Over loggia'en har trediesalen blot en terrasse og derpå mod sidegaden 3 murbuer, den første tilmuret, mens der er vinduer i de to sidste. Tagudhænget, der er meget fremspringende, skal ligne de Middelalderlige trætage. Også her skråner niveauet således, at huset mod Lungotevere har en høj kælder, mens der nærmere er tale om en stueetage mod Via delle Zoccolette. Herudtil er facaden næsten skjult af høje træer i et lille anlæg mellem hus og gade, men man kan dog skimte både karnapper og et rundt tårn, samt små vinduer, der minder om skydeskår.

På den anden side af Via degli Strengari står et mere almindeligt og enkelt dekoreret hus. Mod Via delle Zoccolette har ejendommen 3 fag vinduer i den høje kælder, der på grund af det faldende niveau her nærmest er en stueetage, hvorved bygningen her næsten er i 4 etager, hvoraf de øvrige kun har ét enkelt vindue midt i facaden, der også mangler guirlandedekorationen i majolika, som ses på facadens 3 fag mod Lungotevere. Mod øst - og naboejendommen samt en fælles gårdsplads - har huset 6 fag fordelt på 2 fremtrukne sidefløje og en tilbagetrukket midterfløj. Udsmykningen er her den samme som på Lungotevere-facaden. Bygningens hovedfacade vender faktisk ud mod den lille sidegade Via degli Strengari, hvortil ejendommen har 5 fag med i midten en pompøs portal med relieffer, søjler og buet gavlfelt over hovedindgangen. Facadeudsmykningen er ellers også her den samme.

Efter det fælles haveanlæg følger endnu en villa med noget mere facadedekoration. Ejendommen, der kaldes Villino Clarini, er nærmest kvadratisk i 4 etager med 5 fag mod Via delle Zoccolette, hvoraf stueetagen har en indgangsdør under et kraftigt, trekantet gavlfelt i det første og blot 2 vinduer i samme stil som sidefacadens. Førstesalens har 3 høje vinduer og mellem disse to små runde "koøjer" over 2 mindre vinduer, mens andensalen har 5 næsten ens vinduer. Her forbinder en mur med en smukt gennemstukket rækværk ejendommen med nabohuset. Muren skjuler en lille bygning med garager og forretninger. Fordelingen af vinduer i facaden mod denne gård er omtrent som på facaden ud mod Via del Melangolo, mens hovedfacaden mod Lungotevere har flere detaljer.

Efter at have passeret sidegaden Via del Melangolo kommer vi til det sidste og østligste hus i gaden, opfyldende en karré mellem Via del Melangolo, Via delle Zoccolette, Via Arenula og Lungotevere dei Vallati. Det drejer sig om en charmerende bygning i Jugendstil, som på italiensk kaldes "stile Liberty". En meget høj kælder og 3 etager med 7 fag mod floden og 4 fag mod Via Arenula. Mod Via delle Zoccolette har ejendommen 9 fag fordelt på 2 fremspringende sidehuse og et tilbagetrukket midterparti. Facaden er hvidpudset med striber af stenkvadre forneden og høje vinduer med udsmykkede rammer i forskellige udgaver for hver etage. Førstesalens med trekantede gavlfelter og andensalens med bølgende friser af guirlander og englehoveder. Mod Via del Melangolo har huset 4 fag bag en smalt haveanlæg omgivet af mur med smedejernsgitter mellem stensøjler. Bygningen er som man kan se ikke symmestrisk, men bredere mod bagsiden og skæv ud til Via Arenula.

Her slutter Via delle Zoccolette i Via Arenula, hvor vor tur startede.

Litteratur om Via delle Zoccolette:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 18.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 895.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola, Parte I / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1980. --- side 28, 32.
--- Rione VII Regola, Parte III / a cura di Carlo Pietrangeli. - 2. edizione, 1979. --- side 72.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28 (før de nyeste fund).
Alvaro de Alvariis' photostream på Flickr: Via delle Zoccolette .
Info.roma: Via delle Zoccolette, Roma.
Romasegreta.it: Via delle Zoccolette.