På Monte Celio overfor Macellum Magnum og nutidens Santo Stefano Rotondo lå Basilica Hilariana, viet til M. Publicius Hilarus af Collegium Dendrophorum Matris Deum Magnae et Attidis.

Magna Mater/Mater Magna/"Den Store Moder" var en "modergudinde", som romerne havde importeret fra Pergamon (hvor hun også dyrkedes under navnet Kybele) efter råd fra de sibyllinske bøger under den 2. puniske krig, da Hannibal var gået over Alperne og truede Rom.
Attis var en frygisk hyrde, som af kærlighed til Kybele kastrerede sig selv under et pinie-træ.
"Træernes Broderskab" (Collegium Dendrophorum) var derfor specielt knyttet til Kybele/Mater Magna og Attis og templet for dem blev naturligt placeret på Monte Celio, der i oldtiden var dækket af egekrat.

Stedet blev delvist udgravet i forbindelse med byggeriet af det store nye Militærhospital i slutningen af 1800-tallet, men da dette skulle stå hurtigt færdigt, blev der ikke gjort meget ud af de mange fund fra Antikkens rige bebyggelse på stedet. Nye udgravninger blev foretaget i slutningen af 1900-tallet, men der er stadig en del, som vi ikke kender til denne bygning.

Tilsyneladende lå en del af bygningen under jorden. Man har udgravet et stykke trappe med 12 marmortrin, som førte ned til en vestibule med et mosaikgulv i sort og hvidt. I mosaikken var der en ring af fugle og dyr og i midten et øje, som var gennemstukket af et spyd. Ved siden af var der en indrammet indskrift med teksten "intrantibus his deos - propitios et basilic(ae) - Hilariana" (ILS 3992). Mosaikken kan idag ses i Antiquarium Comunale.

I rummet indenfor vestibulen var der et 0,70 cm dybt bassin i gulvet og en statuebase med en indskrift om den statue, som den engang har båret og som forestillede M. Publicius Hilarus "margaritarius". Statuen var opsat af dennes kolleger i Dendrophori-kollegiet og teksten lød: "M'. Poblicio Hilaro - margaritario - collegium dendrophorum - Matris deum m. I. et Attis - quinq. pp., quod cumulata - omni erga se benignitate - meruisset, cum status ab eis - decreta poneretur" (ILS 4171).

Endnu en indskrift blev fundet på stedet og her lyder teksten således: "Silvano dendrophoro sacrum - M'. Poblicius Hilarus margar. qq. pp. cum liberis - Magno et Harmoniano dendrophoris M. de m. de suo fecit" (ILS 3540).

Manius Publicius Hilarus var ifølge indskrifterne "margaritarius": perlehandler og altså deltager i den gamle kult. Basilica Hilariana dateres nu til perioden 145-155 efter Kristus og det er derfor på denne tid, at vor perlehandler har levet, da statuebaseindskriften fortæller, at han var grundlægger af bygningen, som dog blev restaureret eller ombygget i den første halvdel af 200-tallet, hvor gårdspladsen blev formindsket og de omliggende rum gjort større.

Blandt de nyere fund er også en buste, som muligvis forestiller Hilarus.

Coarelli (se litt.note forneden) tolker bassinet i huset som det sted, hvor man anbragte det hellige pinietræ (sammenlign med "Arbor Sancta"), som hvert år ved Hilaria-festen, den 22. Marts, blev båret i procession til Magna Mater-Templet på Palatin. Det kollegium, som var tilknyttet Basilica Hilariana, kaldtes netop "dendrophori", hvilket betyder "de der bærer træet".

Basilica'ens opbygning kan sammenlignes med tilsvarende bygninger i Ostia, hvor de forskellige kollegier havde deres templer. De bestod af en central gårdsplads omgivet af forskellige rum til administration, tjenestefolk, møde- og kultrum, som de forskellige organisationer nu havde behov for.

Basilica Hilariana vendte ud mod en gade, som lå i et noget højere niveau og herfra kom man via den ovenfornævnte trappe ned i husets underste etage. Man kan se, at der også har været en øvre etage, men den er ikke bevaret.

Efterhånden som den gamle gudedyrkelse fik færre tilhængere, indskrænkede man aktiviteterne og allerede fra begyndelsen af 300-tallet er nogle rum blevet udlejet til forskellige håndværkere. I løbet af 400-tallet blev der flere og flere af disse og man mener, at dendrophori-kollegiet endte med at få deres bygning konfiskeret, men beliggenheden ved siden af større og mindre villaer tilhørende de sidste hedenske senatorer i Rom antyder en benyttelse langt op i det 4. århundrede. I løbet af det 6. århundrede blev byggeriet definitivt forladt.

 

--------------- TIDSLINIE for området ---------------

 

 

Litteratur om Basilica Hilariana:
Ankerfeldt, Carl: Vandringer i det antikke Rom. Schultz, 1976.
- side 192.
Coarelli, Filippo: Roma. (Guide archeologiche Laterza). Roma-Bari, Edizioni Laterza, 3.edizione, 2003.
- side 270.
Dessau, Hermann: Iscriptiones Latinae Selectae. Chicago, Ares Publishers Inc., 1979, Vol. II.
- side 70, 124, 149.
Dyson, Stephen L.: Rome : a Living Portrait of an Ancient City. Baltimore, The Johns Hopkins University Press, 2010.
- side 280.
Hjortsø, Leo: Romerske guder og helte. Politikens Forlag, 1988.
- side 92 f.
Pavolini, Carlo: L' "Agrippina-Orante" di Villa Casali e la politica religiosa degli imperatori sul Celio.
Platner, Samuel Ball: A topographical dictionary of ancient Rome. Completed and revised by Thomas Ashby. Oxford University Press, cop. 1926.
- side 78.
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 52.
Roma : memorie dal sottosuolo : ritrovamenti archeologici 1980/2006. A cura di Maria Antonietta Tomei. Roma, Ministero per i Beni e le Attività Culturali, Soprintendenza Archeologica di Roma. Milano, Electa, 2006.
- side 110-113, 118, 120.
RomArcheologica : guida alle antichità della città eterna. - 21. Itinerario: I culti orientali a Roma. - . Elio de Rosa editore, 2004.
- side 16.
Google: Billeder af Basilica Hilariana.
Soprintendenza Speciale per i Beni Archeologici di Roma: Basilica Hilariana.