|
|
|
|
|
Fra Kejser Constantin i 313 udsendte sit såkaldte "Milano-edikt" var Kristendommen blevet tilladt og kunne åbent dyrkes af de kristne. Desuden var det nu den religion, som Kejserne bekendte sig til. Men selvom Kejseren således foretrak Kristendommen og dens tilhængere, forsøgte han i starten at undgå at støde tilhængerne af de gamle guder fra sig. Dem var der nemlig stadig mange af, især i de højere klasser, hvorfra Konsuler og statsembedsmænd rekruteredes. Disse kom fra fine, gamle familier med lange traditioner og bånd til præsteskaber og gudedyrkning. De gamle guder havde gjort godt for deres familier og tilhængerne overholdt på deres side deres forpligtelser overfor guderne. Efterhånden som de kristne nu kunne missionere mere åbenlyst og Kejsermagten støttede dem i dette, vandt Kristendommen i disse år stærkt frem og talte flere og flere medlemmer, indtil den endte med i 391 at blive erklæret Rigets statsreligion af Kejser Theodosius I, som forbød enhver anden religionsudøvelse. Der var i disse år meget stærke spændinger mellem de to religioner og deres tilhængere og medens det kristne parti i Senatet tog mere og mere til i magt, forsøgte det stadig store hedenske mindretal med alle midler at bekæmpe den nye religion og de ændringer, den forårsagede i de gamle traditioner. Det er i disse kredse, at vi finder forfatteren og bypræfekten Quintus Aurelius Symmachus, hans fader Lucius Aurelius Avianus Symmachus og hans søn Quintus Fabius Memmius Symmachus. Her færdedes også hans nære venner Nicomacus Flavianus og Generalen Ricomerus og dennes nevø Arbogast, som senere udråbte den for hedenskaben positivt stemte Eugenius til Kejser i oprøret i 392. En anden ven Vetius (Vettius) Agorius Praetextatus var Bypræfekt i Rom i 367-368 og dyrkede sammen med hustruen Aconia Fabia Paulina især Solguden. Overfor dem stod den kristne fløj med blandt andre senatorerne Byzans og Pammachius, familien Anicius, hvorfra senere Pave Gregor den Store kom. Selvom der var store modsætninger og spændinger mod de to religioners tilhængere, var der dog også sympatier og venskaber på tværs af disse, Praetextatus beskyttede ved en bestemt lejlighed Pave Damasus og den kristne Eugenius lod det hedenske parti få lov at genopstille det gamle Victoria-Alter i Curia Julia. (Se hvem der ellers prægede debatten i det 4.århundrede i Rom).
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|