Antikken:

Kvarteret var meget bebygget med såvel mindre beboelser, som store rige landsteder og mængder af helligdomme. Heraf kan nævnes Basilica Hilariana, Symmachus-familiens hus, et hus tilhørende Senatoren Gaudentius, nogle markeds- og lagerhaller.

400- og 500-tallet:

Området begyndte at gå i forfald i løbet af 400-tallet. Under Alariks erobring i 410 hærgede og plyndrede den gotiske hær de rige huse, ja nogle - som det overforliggende Domus Valeriorum - blev endog brændt ned. De følgende års gentagne angreb på byen gjorde deres til at kvarterets bygninger efterhånden blev forladt og i slutningen af 500-tallet, begyndelsen af 600-tallet efterhånden blot henlå som øde og uopdyrkede områder.

600-tallet:

De resterende mure, som kunne rage op hist og her, faldt muligvis sammen i forbindelse med et jordskælv i 618.

I årtierne herefter blev det øde område, som kun oplivedes af de spredte kirker og klostre, ind i mellem brugt som begravelsesplads. Man har udgravet omkring 13 grave, hvoraf de 3 er børnegave, med amfora'er hvori de dødes aske er blevet anabragt inden nedgravningen. Man har også fundet forskellige gravgaver fra 500- og 600-tallet. Gravene er meget forskellige, der er enkle udgravede huller, huller som er beklædt med teglsten, "kister" i form af amfora'er som ovenfor nævnt, og i et enkelt tilfælde har man brugt et eksisterende hulrum i en mur. Her begravedes først 2 voksne, og dernæst en hel familie bestående 2 voksne og et barn, der tilsyneladende alle er døde samtidig, måske under en krig eller en epidemi. Gravene ligger alle ved siden af de gader, som i Antikken lå på højen: en parallelgade til Via Caelemontana (nutidens Via di Santo Stefano Rotondo) og to tværgader. Måske disse gader stadig til en vis grad er blevet benyttet efter at bebyggelsen omkring dem er blevet forladt.

700-tallet:

Med tiden ophørte dog også disse gader at blive brugt - bortset fra den nord-østligste af dem. Man kan i udgravningerne følge, hvorledes den er blevet istandsat, har fået påfyldt jord og således er blevet hævet flere gange op igennem 700-tallet. Der har på dette tidspunkt også her været en vis aktivitet, da man har fundet rester af et brænderi, hvor de antikke marmorfragmenter brændtes til kalk til brug for tidens byggeri. Også rester af hegn har man fundet og det antages, at de store øde græsbevoksede arealer har været anvendt til græsningsenge for mindre husdyrhold i Middelalderen.

1500- til 1600-tallet:

Familien Teofili købte på et tidpunkt i 1500-tallet jord på Monte Celio, som de brugte til marker med vinstokke og afgrøder til familiens husholdning og ejendommen kaldtes derfor først Vigna Teofili. Men siden blev området - i tidens ånd - mere som en velordnet have eller park med en villa, hvor familien kunne slå sig ned i de varme sommermåneder. På dette tidspunkt gik man over til at bruge man navnet Orto eller Orti Teofili. I 1698 overgik landstedet ved arv til Casali-familien.

1700-1800-tallet:

De næste par hundrede år var ejendommen landsted for familien Casali og kaldtes Villa Casali, indtil området i slutningen af 1880'erne eksproprieredes og der i 1885-1891 opførtes det nye Militærhospital: Ospedale Militare del Celio.