|
|
|
Collegio Irlandese - mere om Kollegiets historie - |
|
Det irske Kollegium, Collegio Irlandese, eller som det officielt hedder Pontificio Collegio Irlandese di Roma, der idag ligger på en trekantet grund på Celiohøjen på det sted, hvor gaderne Via di Santo Stefano Rotondo (mod syd) og Via dei Santi Quattro (mod nord) mødes, blev grundlagt i 1628 af Kardinal Ludovico Ludovisi, som var protektor for Irland, på opfordring af Fader Luca Wadding, der ønskede et sted, hvor hans landsmænd kunne bo under hjemlige former, når de studere i Rom. Indtil da måtte de nemlig benytte sig af den gæstfrihed, som Collegio Tedesco og Collegio Romano tilbød dem. Irerne blev kristnet allerede i begyndelsen af 400-tallet af Saint Patrick, der på italiensk kaldes San Patrizio. Og snart efter begyndte en strøm af irske pilgrimme at rejse gennem Europa til Rom. Undervejs kunne de overnatte i de dertil indrettede Hospitalia Scottorum. Det romerske af slagsen blev indrettet ved Kirken Santo Stefano Rotondo i nærheden af Abbediet Santa Trinità degli Scozzesi, hvor der boede en stor gruppe irske munke. Dette Abbedi, med det officielle navn Ecclesia Sanctae Trinitatis Scottorum, lå ved Clivus Scauri på Monte Celio, ikke ret langt fra det nuværende Collegio Irlandese. Med de urolige forhold for Irland i slutningen af 1100-tallet ophørte pilgrimsrejserne og i de næste 500 år var der ingen særlig repræsentation af irere i Rom. Men i midten af 1500-tallet følte de katolske irere, som var omgivet af protestantiske lande, at de havde behov for atter at knytte tættere forbindelse med det katolske Europa og efter at Reformationen omkring 1541 havde forbudt katolsk undervisning i Irland, oprettedes der i de katolske nabolande kollegier, hvor irske præster kunne blive uddannet. I Rom kunne irerne, som nævnt ovenfor, tage imod tilbud fra Collegio Tedesco og Collegio Romano, men de ønskede også at have deres egen institution og allerede under Pave Gregor XIII begyndte man at rejse midler til oprettelsen af en sådan. Krigen mod de britiske protestanter satte dog en stopper for pengeindsamlingen og først i 1600-tallet skulle det lykkes for irerne at få deres Collegio Irlandese i Rom. I 1618 kom franciskanermunken Luke Wadding (på italiensk: Luca Wadding) til Rom som udsending for den spanske konge og efter endt mission slog han sig ned i Rom og opfordrede Kardinal Ludovico Ludovisi, som fra 1623 var Irlands protektor, til at oprette et irsk kollegium. I 1625 grundlagde Kardinalen så det nye Kollegium og gav det som tilholdssted en del af sin ejendom på Pinciohøjen. Denne del lå mellem Kardinalens landsted Villa Ludovisi og Piazza Barberini. På jorden lå også en lille, ikke færdigbygget kirke og Klosteret Sant'Isidoro. Herudover donerede Kardinalen et betydeligt beløb til en fond, der kunne betale for uddannelsen af unge irske præster. Kardinalens involvering gjorde, at Kollegiet også kaldtes Collegio Ludovisio. Til en start udvalgte Wadding 6 unge mænd, som i første omgang blev indlogeret i Collegio Inglese i Via Monserrato. I 1628 blev det imidlertid muligt at leje et hus overfor Sant'Isidoro og Kollegiet flyttede herhen. Da Luca Wadding var franciskanermunk, var det naturligt, at netop denne Orden fik til opgave at passe undervisningen og styringen af den nye institution, men efter Kardinal Ludovisi's død i 1632 overgik styret til Jesuitermunkene, som passede det i de næste 140 år. Man mener, at der gennemsnitlig var 8 studenter om året og at uddannelsen varede omkring et par år. Blandt de studerende var Olivier Plunkett, som senere blev Biskop og martyr (1625-1681) og Philip Clery di Raphaoe, der også blev martyr. I 1637 solgte Instituttet ejendommen ved Sant'Isidoro og i 1639 flyttede Kollegiet til lokaler i Via degli Ibernesi, hvor det forblev til 1798. I 1772 fik Jesuiterne frataget Kollegiet og præsten Luigi Cuccagni blev rektor. Da franskmændene i 1798 besatte Rom, blev Collegio Irlandese lukket og denne lukning kom til at vare 20 år. I 1819 blev Kollegiet lagt ind under Collegio de Propaganda Fide, men i 1826 lykkedes det at genåbne det som selvstændig institution i Palazzo Ginnasi i Via delle Botteghe Oscure. Allerede i 1837 flyttede det dog herfra og hen i bygninger ved Kirken Sant'Agata dei Goti. Her forblev Kollegiet så indtil indvielsen i 1926 af den nye bygning, til hvilken Pave Pius XI sammen med irske biskopper og katolikker fra USA og Australien havde ydet stor støtte. Den nye bygning på Monte Celio blev til på opfordring af Kollegiets rektor John Hagan og for byggeriet stod arkitekt og ingeniør Giuseppe Momo fra Torino, som var mester for flere religiøse bygninger i Rom på den tid. Som nyt domicil for Kollegiet valgtes en grund, som tidligere kaldtes Vigna del Collegio Salviati eller Villa Salviati. Også under Anden Verdenskrig måtte Kollegiet lukke, men fra 1947 var det atter åbent og i 1960'erne blev komplekset moderniseret. I de senere år har Kollegiet også udvidet sine tilbud, så det ikke kun er irske præstestuderende som modtages. I en tilknyttet bygning kaldet Villa Irlanda er det også muligt for andre at leje et værelse under et ophold i Rom.
Litteratur om Collegio Irlandese: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|