ANNAS ROM GUIDE
Via di Santo Stefano Rotondo

går over Monte Celio fra Via Claudia ved Largo della Sanità Militare til den møder Via dei Santi Quattro og Via di San Giovanni in Laterano og derpå munder ud i Piazza San Giovanni in Laterano.

På begge sider af vejen ligger de hospitaler, som Monte Celio's nordøstlige del er kendt for, nemlig Ospedale Militare Principale Celio ved Piazza Celimontana og på begge sider af Via di Santo Stefano (Her benævnt Policlinico Militare). Ospedale Britannico lidt afsides, men med indgang fra Via di Santo Stefano omkring nr.7. Lidt længere væk: Ospizio dell'Addolorata, Sanatorio Umberto I og Ospedale San Giovanni. Og nede ved Piazza San Giovanni også kvindehospitalet Ospedale delle Donne.

Vejen har navn efter Kirken Santo Stefano Rotondo, en meget gammel rundkirke, som ligger på østsiden af vejen ved nr.7.

Via di Santo Stefano Rotondo forløber næsten som den antikke vej, man mener har heddet Via Caelimontana. Langs denne vej blev den sidegren af akvædukten Aqua Claudia, som Kejser Nero i perioden 54-68 efter Kristus ønskede anlagt og derfor kaldes Acquedotto Neroniano, bygget på en lang række høje og slanke buer. En betragtelig del af disse arkader står stadig langs nutidens gade, selvom mange af buerne er blevet tilmurede, nedgravede, har mistet den øverste del, er indkorporeret i mure omkring ejendomme og indgange til disse.

I en af de tilmurede buer findes et af områdets små gadealtre, en Madonna Dolorosa, et koloreret tryk indsat i en lille blågrå metalkasse med et gitter, der gør det vanskeligt at se det ophængte billede. Et andet gadealter kan ses på den modsatte side af gaden i nr.8, til venstre for porten ind til Policlinico Militare. I en lille niche ses 3 statuer og relieffer i glaseret terracotta.

I den anden ende af gaden, ved udmundingen af Via dei Santi Quattro, spændte en af Acquedotto Neroniano's buer over den gamle Via Tuscolana. Buen kaldtes senere Arco di Basile og blev revet ned i 1604.

Her ligger nu stadig en gammel, lav bygning med en lang buegang, som er resterne af det gamle Ospedale di San Michele fra 1348. Kort efter ses den gamle indgangsportal til Ospedale del Salvatore, også fra 1348, og Kirken Santi Andrea e Bartolomeo al Laterano, som i sin nuværende skikkelse er bygget i 1600-tallet.

 

---------- Følg en tur gennem gaden ----------


Fotos fra området
Kort over området
Bøger/links om Via di Santo Stefano Rotondo
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet omkring d. 21.1.2001 og sidst opdateret d. 2.4.2012