|
|
|
Fra det østlige hjørne af Piazza del Grillo løber den lille gade Via degli Ibernesi frem til Via Baccina under de bageste bygninger fra Klosteret ved Kirken Santi Domenico e Sisto oppe på Magnanapoli-højtoppen. Navnet stammer fra Collegio Irlandese, som var grundlagt her i 1628 af Kardinal Ludovico Ludovisi. Det lå i gadens nr. 20 og husede pilgrimme og studerende fra Irland, der tidligere benævntes Ibernia. Senere husede bygningen fattige, gamle koner, som en from læge, Doktor Ghislieri, til at starte med ydede husly i sit eget hjem. I 1855 benyttedes ejendommen som et slags arbejdsanvisningkontor for tjenestepiger ligesom her lå et kontor for sygeplejersker, der hjalp de fattige syge under ledelse af Ordenen "Le Suore della Pietà" ("Barmhjertighedssøstrene"). Idag huser nr.20 "Il Convitto internazionale dei domenicani di San Tommaso d'Aquino" (Domenikanernes internationale kostskole) og er således en del af det bagvedliggende Domenikaner-kompleks. I starten af gaden ved Piazza del Grillo ligger den ene del af Palazzo del Grillo, der er bygget omkring 1675. I begyndelsen af 1800-tallet ejedes området omkring Via degli Ibernesi af familien Sturbinetti og mellem bygningerne lå en snæver og ilde berygtet gyde, som familien fik tilladelse til at lukke af og indrette til kapel for Santa Maria del Buon Consiglio. Indgangen hertil kan ses i Via Tor de' Conti nr.1. |
|
Litteratur om Via degli Ibernesi: Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975. - side 477. La Grande Guida dei rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001. - side 106. Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- . - Rione I, Monti, Del 3: side 164. Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991. -kort nr.22. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|