er en lang parallelgade til Viale Emanuele Filiberto og Via Merulana, som forbinder Via Domenico Fontana i syd med Piazza Dante i nord.
Via Torquato Tasso udgår fra Piazza Dantes sydøstlige hjørne, hvor Via Petrarca munder ud, og løber i svag østlig retning mod syd. Undervejs krydses den af Via Galileo Galilei og den brede og trafikerede allé Viale Manzoni. Ganske kort før gadens afslutning støder den lille sidegade Via Berni til fra vest, inden Via Tasso munder ud i Via Fontana.
Via Tasso er idag mest kendt for at nazisterne her i nr.145 under deres besættelse af Rom havde et af deres berygtede fængsler med torturceller. Ejendommen blev i 1957 indrettet til museum for Roms befrielse: Museo Storico della Liberazione, også kaldet Museo Storico della Lotta della Liberazione di Roma.
Gadens navn skyldes den italienske digter Torquato Tasso.
Via Tasso ligger i sin sydlige del på den jord, som engang udgjorde parken omkring det store landsted Villa Giustiniani-Massimo. Da Esquilin-omådet i slutningen af 1800-tallet blev udstykket og bebygget, gjaldt dette også for Villa'en, af hvilken kun lysthuset på hjørnet af Via Matteo Boiardo og Via Berni står tilbage. Den nordlige del af Via Tasso ligger også på jord, som ejedes af Massimo-familien, der nord for Viale Manzoni havde landejendommen Villa Palombara.
Langs Via Tasso ligger oppe ved Piazza Dante nogle store tunge bygninger. På højre side, vestsiden, dækker huset hele karréen mellem parallelgaden Via Ariosto og tværgaden Via Galileo Galilei. Ejendommen, der har indgang fra tværgaden, rummer et Postkontor. Den er i 4 etager med facaden i puds og kvaderstensmønster. Vinduerne nederst er buede, mens de ovenover har trekantede gavlfelter og øverst flade overliggere. De flankeres af søjler, der enten er glatte eller vandret mønstrede. På hjørner og midtfor er partierne trukket let frem under brede udhængende og udskårne gesimser. Her er også alle vinduer buede og indsat mellem smalle søjler. Ejendommen er omgivet af en ganske smal passage indenfor et støbejernsgitterhegn. I hvert hjørne er der en udskåren søjle med en bronzelampe med glaskuppel på toppen.
Husene på østsiden af Via Tasso er heroppe mest almindelige beboelseshuse i 5-6 etager med forskelligt udsmykkede facader. I nr. 12 ligger en politistation "Compagnia Carabinieri - Piazza Dante".
Efter krydset med Via Galilei fortsætter rækken af beboelsesejendomme på begge sider af Via Tasso. Det er her lidt nyere byggeri med mere enkle facader uden den store udsmykning eller indramning af vinduerne. Nogle af husene er dog forsynet med balkoner. Midt for på venstre side (østsiden) brydes husrækken af en høj mur med indkørsel til et smukt grønt anlæg inde i karréen.
Næste krydsende gade er den brede allé Viale Alessandro Manzoni. På den anden side af denne ligger på højre side det store skolekompleks Collegio Santa Maria og Istituto Santa Maria, som blev grundlagt i 1889 og styres af den religiøse Orden Padri Marianisti. En lang utilnærmelig mur med høje vinduer rejser sig på det første stykke, hvorefter der kommer endnu en høj utilnærmelig mur af nyere dato, som gemmer flere skolebygninger, gymnastiksale, aulaer og Instituttets lille kirke. Efter denne mur følger en lavere mur, som skærmer indsynet til Skolens boldpladser.
En nyere ejendom ligger på hjørnet af Via Francesco Berni. Det er bygget i slutningen af 1930'erne i tidens stil uden den store udsmykning. Facaden er i stueetagen dækket af travertinplader, ovenfor er den pudset op med enkle vandrette travertinbånd mellem etagerne. Det kedsommeligt udseende og anonyme hus har en trist historie. Det tilhørte Francesco Ruspoli, der lejede det ud til den tyske Ambassadør i Rom, som dengang boede i den nærliggende Villa Wolkonskij. Ejendommen i Via Tasso brugtes først til repræsentation og her fik den tyske politidelegation, som samarbejdede med Italien, til huse. Lederen var Major i SS Herbert Kappler. Efter nazisternes okkupation af Rom i September 1943 blev huset i Via Tasso valgt som kommandocentral for sikkerhedspolitiet SIPO. Også her var Kappler leder. Og det var hertil at folk, som tyskerne havde mistanke til eller et horn i siden på, kunne bringes hen og stilles for krigsdomstol, blive dømt til deportering eller til fængsling i Regina Coeli. Omkring 2000 mænd og kvinder blev bragt hertil og måtte udstå forhør, brutalitet, vold og tortur. Da Rom blev befriet den 4. Juni 1944, trængte romerne ind i ejendommen, befriede fangerne og ødelagde inventar og bygning. Idag rummer ejendommen museet for Roms befrielse: Museo Storico della Liberazione.
Cop. Bo Lundin
På den anden side af Via Berni ligger en pudsigt udseende bygning, der nærmest minder om et "ørkenfort". Det er hovedsædet for den religiøse orden Suore Carmelitane Teresiane, som også holder pensionat for unge kvindelige studerende på stedet. Det rødpudsede hus har både spidsbuede og rundbuede vinduer, samt almindelige rektangulære. Der er udskårne rammer og friser med roser i firkantede felter. Midt på førstesalen ud mod Via Tasso sidder et relief af Santa Teresa del Bambin Gesù. Ud for andensalen løber en lang altan. Mellem huset med de to gotiskbuede indgange og gaden ligger en smal gårdsplads bag en lav mur med gitterværk. En snoet trappe fører fra pladsen op til førstesalen bag huset. På den anden side af trappen ses et cirkelrundt tårn. Faktisk er der på denne side af huset 2 sådanne tårne, der afsluttes med en række høje murtinder. De vender ud mod en lille gårdsplads, som er skjult fra gaden af en høj mur.
En stor, nyere bygning uden særlige kendetegn udfylder resten af karréen ned til Via Domenico Fontana, hvor Via Tasso ender.
Husene på gadens anden side er som tidligere 5-6 etagers bebeoelsesejendomme fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. De har forskelligt udsmykkede facader med stuk eller stenkvadre og vinduesrammer med gavlfelter eller overliggere. Gaden er ikke særligt bred her, så der er ikke blevet plads til balkoner på disse huse.
Hele vejen ned af Via Tasso kan man se en stor ruinbue for enden af gaden. Det er en af buerne fra Acquedotto Neroniano, som løber videre herfra mod øst over Celiohøjen, hvor man kan følge et langt stykke af dens forløb ved Via di Santo Stefano Rotondo.
Litteratur om Via Torquato Tasso:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 818.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori. ----- Rione XV - Esquilino. A cura di Sandra Vasco Rocca. 1982.
- side 122, 124, 132, 162.
Lundin Bo: Om Rom. 6.utökade upplagan. Stockholm, Carlssons, 2005.
- side 122, 125.
I Rioni di Roma : storia, segreti, monumenti, tradizioni, leggende, curiosità / Alberto Manodori, Ludovico Pratesi, Claudia Cerchiai, Mauro Quercioli. Roma : Newton & Compton editori, 2005. Volume 1-3.
- Volume 3: Trastevere, Borgo, Esquilino, Ludovisi, Sallustiano, Castro Pretorio, Celio, Testaccio, San Saba, Prati.
- side 1002-1003.
Roma occupata 1943-1944 : itinerari, storie, immagini / Anthony Majanlahti, Amedeo Osti Guerrazzi. Milano, Il Saggiatore, 2010. (La Cultura, 698).
- side 16, 89-91.
Info.roma: Via Tasso.