ANNAS ROM GUIDE

Gravsten for Giovanni Paolo Capocci, død 1331

- tidligere i Kirken Sant' Eusebio


 

I Kirken Sant'Eusebio fandtes tidligere en gravsten for Giovanni Paolo Capocci fra Rione Monti, som døde sidst i Februar måned 1331.

Gravstenen forsvandt, da Kirkens gamle gulv blev fjernet i forbindelse med ombygninger igennem tiderne (senest i 1750, da gulvniveauet skal være hævet ca. 1,80 meter). Men den omtales i forskellige kilder og findes afbilledet i Francesco Gualdi's træsnitsamling (se litt.note nedenfor).

På stenen var den afdøde indridset som figur sammen med sit familievåben og en indskrift, der udgjorde stenens ramme. Indskriften, der i tidens løb var blevet noget beskadiget, kunne til sidst tydes således: "Hic reqviescit nobilis - vir Iohannes Pauli Capocie de regione Montium qui obiit Anno Domini MCCCXXXI mese Februarii die X(...)I cuius - anima reqviescat in pace Amen" ("Her hviler den ædle herre Giovanni Paolo Capocci fra Monti-kvarteret, som døde i det Herrens År 1331 i Februar måned, den ???, (og) hvis sjæl skal hvile i fred, Amen").

Datoen var nærmest ulæselig, men kunne ligge mellem den 11.-14., 16.-19., 21.- 24. eller fra den 26. og Februar måned ud.

Figuren, der havde hænderne foldet over brystet, var fremstillet frontalt iført en hue med bånd og en langt og vid klædning med vide ærmer og høj, tilknappet krave, samt spidse sko. På begge sider af den afdødes hovede sås familiens våbenskjold.

Ioannes kaldtes han altså, da han levede, og han var søn af en Paulus, og af den indflydelsesrige Capocci-familie, der residerede i området, hvor han blev begravet. Men mere ved vi så heller ikke om ham.

Capocci-familien boede dengang i området lidt syd for Sant'Eusebio omkring ruinen Sette SaleColle Oppio. Men familien var også knyttet til området øst for Kirken Santa Maria Maggiore, hvor Kardinal Pietro Capocci i 1259 lod bygge et hospital for de personer, der led af "helvedesild", "Il Fuoco di Sant'Antonio" ("Sankt'Antonius' Ild"). Denne form for Herpes hærgede i epidemisk form i Middelalderen især i Frankrig og Italien. Pietro Capocci efterlod ved sin død næsten hele sin formue til byggeriet og driften af hospitalet, der skal have ligget tæt ved Kirken Sant'Andrea Cata Barbara, som nu er forsvunden. (På facaden af den nuværende Kirke Sant'Antonio Abate, der blev bygget efter Sant'Andrea, er der opsat et mindesten over Kardinalen som stifter af dette hospital).


Litteratur om Gravsten for Giovanni Paolo Capocci:
Gualdi, Francesco: Epitaphia nobilium familiarum Romanorum pleraque ligno incisa cum commentariis. Ms Biblioteca Apostolica Vaticana. 8252-8254.
- I f.39v.
Iezzi, Ernesto: La Chiesa di S. Eusebio all'Esquilino : "Titulus Eusebii". : Note Storico-Artistiche. Roma, 1977.
- side 49-50.
Die Mittelalterlichen Grabmäler in Rom und Latium von 13. bis zum 15. Jahrhundert. Redigiert von Jörg Garms ... [et al.]. (Publikationen des Österreichischen Kulturinsituts in Rom, II. Abteilung: Quellen, 5. Reihe). Wien, Verlag der Österreichischen Akademie der Wissenschaften, 1981 og 1994.
- 1. Band: Die Grabplatten und Tafeln. - side 76-77.


Seværdigheder i området
Steder i området
Personer med tilknytning til området
Kort over området
Tilbage til Esquilinturen
Fotos fra Esquilinturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 12.6.2011 og sidst opdateret d. 16.7.2012